’Roofman’: Man falder for Kirsten Dunst, Channing Tatum og hans mundkusse-skæg i underlig røver-romcom
’Roofman’ er en underlig lille film.
På mange måder kunne den ligne endnu en straight-to-streaming-udgivelse på Prime. Men i små øjeblikke bryder fri og viser potentiale, der kunne have placeret den i en helt anden liga, hvorefter den lige så hurtigt lander med begge ben solidt i en nostalgisk ’fem for en hund’ i Blockbuster-vibe igen. Med andre ord er man in for a good time, men den er også hurtigt glemt igen.
’Roofman’ tager udgangspunkt i den ægte historie om Jeffrey Manchester med aliasset Roofman og hans usandsynlige historie.
Efter en udstationering i Afghanistan i starten af 00’erne har ex-soldaten (Channing Tatum) svært ved at få styr på økonomien. Med to små børn og en datter, der til sin fødselsdag… lad os bare sige, ikke helt fik den gave, hun havde drømt om, indser han hurtigt, at der må findes mere radikale løsninger for at få pengene til at rulle ind.
Ikke en, ikke to, ej heller tre, men hele 45 McDonalds-restauranter må bøde for hans fuldstændig uortodokse tilgang til at tjene til datterens gaveregn. Han glider ind gennem taget (deraf tilnavnet Roofman) hos burgerkonglomeratet, smider morgenpersonalet i fryseboksen side om side med nuggets og andet McMysteriekød, tømmer kassen og forsvinder igen.
Easy peasy. No harm done. Mest fordi Jeffrey med sit ordentlige væsen og sit forsigtige mundkusse-skæg er en besynderligt flink fyr. Så flink, at han låner en McManager sin egen jakke, inden han sender ham i fryserummet.
I dette tilfælde har godheden dog konsekvenser, for politiet får pludselig et spor, og på datterens fødselsdag – hvor hun endelig får den ønskede gave – ruller osten ud, og Jeffrey ryger på røv og albuer i håndjern.
Filmen dvæler ikke længe, for historien er laaaaangt fra slut. Så alt dette forløser sig på de første femten minutter.
Men fængslet holder heller ikke på Roofman længe. Med et næsten overnaturligt blik for detaljer, som hans gamle soldaterkammerat Steve (LaKeith Stanfield) påpeger, planlægger Jeffrey en flugt, der fører ham fra en ikonisk børnevenlig (burger)kæde videre til det næste nuller-nostalgiske paradis: Toys ”R” Us.
Her består finten i, at han gemmer sig i butikken, tømmer lageret for legetøj og computerspil og æder røvmange M&Ms.
Imens bliver han forelsket i den enlige mor Leigh (Kirsten Dunst) og placerer sig i et vagtskemaopgør med gnavpot-butikslederen Mitch (Peter Dinklage), som man da godt nok får lyst til at give en omgang voksenskældud.
Jeg stopper lige op her og minder om, at alt dette faktisk er sket i virkeligheden!
Om dagen sover Jeffrey bag en falsk væg, holder øje gennem babyalarmer og efter et par måneder i isolation får han mandet sig op til at stikke hovedet forbi kirken, hvor Leigh er aktiv i menigheden, der ledes af en sjældent sympatisk Ben Mendelsohn som præst. Og wupti – så dater han åh-så skønne Leigh.
Jeffreys (My name is Jeff-joken fra ’22 Jump Street’ går igen) egne børn er lettere glemt nu – noget filmen heller ikke dvæler ved – for nu skal han charmere Leighs to børn.
Og charmere det gør han. Både Jeffreys Mr. Forsigtige Mundkusse, men i lige så høj grad også Mr. Channing Tatum. Og ja, faktisk også Kirsten Dunst, som virkelig gør denne stranger-than-fiction-historie troværdig. For filan, hvor det funkler mellem de to skuespillere. Tatum og Dunst ejer filmen. Go team Tadunst!
Under store dele af den romantiske komedie sad jeg med et fjoget smil og blev småforelsket i Leighs skønne dialekt og væsen.
Det er sjældent, man støder på et romcom-par som disse to: midaldrende singleforældre der forsøger at få hverdagen til at hænge sammen mellem arbejde, børn og følelsesmæssigt kaos. Hvor genren ellers ofte domineres af unge perfekte par, botox-fyldte ægtefolk på jagt efter ny kærlighed eller Hugh Grants evigt drøncharmerende skæve smil, præsenterer ’Roofman’ et ujævnt, men langt mere genkendeligt og ægte portræt af kærlighed.
Kemien mellem dem er ubesværet og skide cute især i de tidlige scener, hvor Dunst fejllæser Jeffreys godmodige ro, tilsyneladende store kærlighed til kvindesko og »one of the girls«-vibe, som at han må være homoseksuel.
Dunst, der synes at befinde sig midt i sin skuespilsmæssige golden age (fra ’The Power of the Dog’ til ’Civil War’), glider ubesværet ind i rollen, mens Tatum får lov til at vise en mere legende, afslappet og alvorlig side – også selvom han har bevist sine funny bones i blandt andet ’This is the end’ og ’21 Jump Street’. Ooooog så slipper man da ikke for at se det hakkede ’Magic Mike’-maveregiment.
Tonalt er filmen også en sær, men fascinerende cocktail.
Instruktør Cianfrance, som ellers har et CV fyldt med mørke, følelsesmæssigt tunge film som ’Blue Valentine’ og ’The Place Beyond the Pines’ hvor han udforskede sad-Gosling i flere kapitler, leger her med lettere, sjovere og til tider næsten Spielbergske ’Catch Me If You Can’-agtige elementer. Den balancerer mellem rom-com, tragedie og små spændingsmomenter på en måde, der både virker overraskende og underholdende.
Det dramaturgiske fundament er ikke prangende; trods en overfyldt autentisk historie er plotstrukturen til tider tynd og forudsigelig. Men Cianfrances instruktionsgreb – den tætte framing, det idiosynkratiske billedsprog og god timing – sammen med de to hovedrollers præstationer løfter filmen betydeligt. På den måde kører ’Roofman’ udelukkende på charmebenzin.
Så selv med lave forventninger ender man med at lade sig rive med.
Hen mod slutningen af filmen siger en medfange efter at have hørt Jeffreys historie: »Jeg kunne godt lide kærlighedshistorien.« Og det kunne jeg virkeligt også, kære fange. Det kunne jeg.
Kort sagt:
’Roofman’ er absurd, charmerende og overraskende rørende. Den ægte historie om Jeffrey Manchester, der gemte sig for politiet i flere måneder i en Toys “R” Us, bliver ren charme-benzin, når Tatum med sin forsigtige mundkusse og Dunst med skønhed og hjertevarme får det hele til at glide.