Det er juleaften. En snemand står uden for et hus, hvor stuen er badet i gyldent, nostalgisk lys. Et pyntet juletræ glimter, en mekanisk garder hamrer løs på sine pauker, og i en tremmeseng står en lille dreng og stirrer forventningsfuldt mod husets skorsten.
Et violinbåret, næsten himmelsk soundtrack fylder rummet, da selveste julemanden pludselig kravler ud af pejsen. Drengens øjne lyser op, da den gamle, lune nissefar viser ham et stykke mekanisk legetøj, der danser hen over gulvet.
Men så sker der noget uventet.
Den uskyldige stemning aftager, musikken forvrænges, og billederne begynder at bølge. Det vælter ind i stuen med flere julemænd, aggressive og groteske i blikkene, et rensdyr skider midt på gulvet, og drengen fyldes med angst og begynder at græde.
Der klippes brat til en skaldet videnskabsmand i et futuristisk laboratorium med et besynderligt apparat på hovedet. Han skriger højlydt. Seks identiske mænd stemmer instinktivt i med højlydte skrig, der får glasset i laboratoriet til at splintre.
Til sidst hører vi atter den samme barnegråd som før. Den kommer fra den lille dreng fra stuen, nu fastspændt i en stol med samme apparat på hovedet som videnskabsmanden.
Et drømmepar
Den mildest talt absurde åbningsscene tilhører Marc Caro og Jean-Pierre Jeunets franske steampunkeventyr ‘De fortabte børns by’ og er blot én af filmens mange uforglemmelige og mareridtsfremkaldende sekvenser.
I år er det 30 år siden, filmen fik premiere, og instruktørduoens andet samarbejde er stadig en anbefaling værd. Den står nemlig stadig som et studie i surrealistisk og håndlavet filmkunst – og du kan tilmed se den gratis på Filmstriben.
‘De fortabte børns by’ udspiller sig i en unavngiven fransk havneby i en nær fremtid og handler om en videnskabsmand ved navn Krank (Daniel Emilfork), der er skabt af en opfinder (lidt a la ’Frankenstein’), og som mangler evnen til at drømme. Uden fantasi, sjæl og følelser begynder han at kidnappe byens børn for at stjæle deres drømme.
Krank har indgået et gement samarbejde med en apokalyptisk sekt bestående af hypersensitive kykloper (hvis køretøjer, ganske passende, bærer et Eye of Providence-lignende logo), som han forsyner med våben og teknologi. Til gengæld sørger de for at levere de mange forældreløse børn, der forsvinder i hobetal fra den tilsyneladende lovløse bys gader.
Midt i filmens dystopiske univers møder vi den milde karnevalsartist One (Ron Perlman), hvis lillebror bliver bortført af Krank og hans medsammensvorne. One indleder en desperat jagt og danner undervejs et makkerskab med den forældreløse pige Miette, som han udvikler et varmt og bevægende bånd med – i stejl kontrast til byens ellers kyniske virkelighed.
Startede med genial kannibalfilm
‘De fortabte børns by’ blev Caro og Jeunets sidste samarbejde som instruktører. Efterfølgende gik de hver til sit.
Mens Jeunet prøvede kræfter med Hollywood og ’Alien’-franchisen i form af ’Alien: Resurrection’ og senere det uimodståelige romcom-mesterværk ’Amélie’, forblev Caro i Frankrig (han konsulterede dog med visse karakterdesigns på ’Alien: Resurrection’), og hans seneste og eneste film som instruktør siden er den generelt udskældte science-fiction-film ’Dante 01’ fra 2006.
Makkerparret mødte hinanden under en animationsfestival i 1974, og herfra indledte de deres samarbejde med at lave en række animerede kortfilm. Rollefordelingen bar præg af, at Jeunet var den primære instruktør og manuskriptforfatter, mens Caro arbejdede med filmens design, storyboards og ligeledes bidrog til manuskriptet.
Debutfilmen udkom i 1991 i form af den genial-satiriske komedie- og kannibalfilm ’Delicatessen’ (en slags dystopisk ’De grønne slagtere’), der hev både flotte anmeldelser og en stor økonomisk gevinst i land til duoen.
I kølvandet på succesen fik de mulighed for at realisere ‘De fortabte børns by’, som de oprindeligt havde skrevet før ’Delicatessen’. Med et budget på 18 millioner dollars og en global indtjening på omtrent 1,7 millioner dollars var den ikke ligefrem nogen guldkalv for studierne bag.
Alligevel har filmen opnået kultstatus, ikke mindst på grund af det overvældende produktionsdesign og instruktørernes unikke visuelle stil.
Klaustrofobisk og taktil
‘De fortabte børns by’ blev optaget i et studie, hvor kulisser som enorme skibe, byens havn og en olieplatform samt kostumer og rekvisitter blev bygget fra bunden. Det står på skuldrene af en særlig fransk tradition, der går tilbage til stumfilmpioneren Georges Méliès, som inspirerede Caro og Jeunet. Resultatet føles lige dele klaustrofobisk, intenst og taktilt.
Filmen var dog ikke puritansk i forhold til ny teknologi, og den anvendte både blue screen-effekter til at styre baggrunde og hele fem minutters (!) CGI af tidlig 90’er-kvalitet, der egentlig bare bidrager endnu mere til den quirky charme.
Fotograf Darius Khondjis billeder kendetegnes af skæve, tågede og farvemættede kompositioner, vidvinkelskud og ekstreme close-ups (en stil, der også ses i ’Delicatessen’ og til dels ’Amélie’). Det giver filmen sit drømmeagtige udtryk, mens David Lynchs faste komponist Angelo Badalamentis atmosfæriske score understreger, at vi konstant bevæger os i grænselandet mellem science-fiction og fantasy.
De mange vidunderlige karakterskuespillere er også velvalgte. Ron Pearlman, der ikke kunne et ord fransk og måtte lære sproget undervejs, passer godt til One, som taler med et begrænset ordforråd. Daniel Emilfork er lige dele tragisk og modbydelig som den afpillede og næsten Dracula-agtige Krank, og Jeunets hofskuespiller Dominique Pinon er som skabt til at spille filmens kloner.
Caro har udtalt, at han og Jeunet ikke kun valgte skuespillere for deres kvaliteter, men også deres særprægede ansigtstræk, som bidrager til filmens visuelle udtryk.
Selvom karaktererne og historien ikke kan undgå at blegne en smule i forhold til de visuelle bedrifter, er der både hjerte og hjerne bag manuskriptet. Forholdet mellem One og Miette er troværdigt og bittersødt. Den dystopiske verden, filmen præsenterer, er både eventyrlig og dunkel. En grum virkelighed med religiøse sekter og teknologiske skabninger, der drømmer om en sjæl og personlighed.
Og så har filmen et sensitivt blik for børnene, der er de eneste rationelle i et skørt samfund af voksne, der opfører sig som børn. En følsomhed, der peger hen mod Guillermo del Toro og Tim Burtons eventyrlige universer.
Fantasifuldt filmhåndværk
‘De fortabte børns by’, der blev en pæn succes med 40.000 solgte billetter i Danmark i 1996, er en eventyrlig og ofte mareridtsagtig odyssé, men den har også fejl og mangler, som Jeunet da også selv har påpeget.
Den er charmerende og en smule ufuldkommen på samme tid, og nogle af dens pointer om kapitalisme, tabt barndom, videnskabelig hybris og grådighed går lidt tabt i historiens galskab.
Mest af alt bør den hyldes for det fantasifulde filmhåndværk: de enorme kulisser, der udgør den beskidte og gustne havneby, og de kreative karakterdesigns – fra Kranks mærkelige ven Uncle Irvin (en hjerne med medfødt migræne, som ligger i et akvarium) til de onde siamesiske tvillinger, Blæksprutten, der udnytter de forældreløse børn. Skrupskøre karakterer, der er som revet ud af en anime.
Var hovedparten af filmen blevet skabt med CGI – eller AI i dag, for den sags skyld – er det tvivlsomt, om den var blevet en klassiker på samme måde. Teknologien blev i stedet anvendt som et sparsomt værktøj i de scener, hvor de praktiske effekter ikke slog til. Det bedste eksempel er i klimakset, hvor Miette kæmper mod Krank i en både forskruet og teknisk flot drømmesekvens, der sender tankerne i retning af film som ’Inception’ og ’Paprika’.
Men i sidste ende er det dog den håndlavede filmkunst – de fysiske kulisser, kostumer og mekaniske Terry Gilliam-agtige opfindelser – der gør ‘De fortabte børns by’ til en uforglemmelig oplevelse.
Den er måske ikke lige så raffineret som ’Delicatessen’ eller ’Amélie’, men den er mindst lige så original og mindeværdig.
‘De fortabte børns by’ kan ses gratis på Filmstriben.