Denne uge offentliggør Tinderbox i alt 10 navne, og efter gårsdagens annoncering af Pitbull er festivalen nu klar med endnu en musikpakke.
Dagens annoncering består af fire danske artister, herunder ikke mindst Blaue Blume, der tidligere i år imponerede stort med deres første danskesprogede album, ‘Regnvåde sale’.
I skrivende stund er Blaue Blume på en komplet udsolgt efterårsturné, men nu får danskerne altså en ny mulighed for at opleve dem til sommer, inden bandet i slutningen af 2026 spiller deres største koncert nogensinde.
Derudover byder dagens musikpakke på Rasmus Seebach, der i øjeblikket hitter stort med det overraskende Artigeardit-samarbejde ‘Sandheden’, samt publikumsfavoritterne Jonah Blacksmith og det unge stjerneskud Berg, som i den forgangne weekend opvarmede for Tessa i Royal Arena.
I sidste uge kunne festivalen annoncere Aphaca som næste års første hovednavn, og med dagens offentliggørelse er de første seks artister til Tinderbox 2026 altså på plads. Der venter fem mere denne uge.
Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense fra 25.-27. juni. Billetsalget starter på fredag 31. oktober klokken 12.00.
Alle dagens annonceringer:
Rasmus Seebach
Jonah Blacksmith
Blaue Blume
Berg
