Volbeat – hail to the kings!

Det var nok ikke lige de vejrforhold, som Volbeat havde forestillet sig, da de lå på drengeværelset og drømte om at spille på Orange Scene. Og et band med mindre vind i sejlene havde nok også brækket nakken på den monumentale opgave, det var at sparke årets lettere triste festival i gang.

Men Volbeat har haft et fantastisk år og kan nærmest gå på vandet i øjeblikket, og fra starten stod det klart, at de ikke havde tænkt sig at lade gudernes ellers imponerende rasen stoppe dem i at skabe en mindeværdig oplevelse både for dem selv og for alle os, der for en kort stund havde opgivet tanken om at reparere vores telte eller bygge en ark og i stedet havde kæmpet os gennem syndfloden op på festivalpladsen. Med glimt i øjet og smil over hele kajen kastede Michael Poulsen og co. sig frygtløst ud i deres uhyggeligt catchy fusion af rock’n’roll og metal, og hurtigt begyndte smilene også, som et varmt tæppe, at brede sig ude blandt publikum.

Udover lidt for mange ‘skål Roskilde’ og lignende var det ærligt talt svært at se, at det var første gang Volbeat spillede op til dans på Orange, og med Michael Poulsens imponerende lunger i front blev sangene fra ‘Rock the Rebel/Metal the Devil’ leveret med stil og overskud. Og selvfølgelig tog det ikke mindst kegler, da Johan Olsen fra Magtens Korridorer kom på scenen til mere eller mindre følsom duet på ‘The Gardens Tale’.

Selv ikke den kraftige vind, der både fik lyden til at kaste sig rundt som en dansende dæmon og lavet uorden i Michael Poulsens normalt ellers sirligt stilede frits, kunne for alvor sætte en stopper for Volbeat, da de først havde sat toget i gang. Volbeat gung-gagungede derud af, og Roskilde gyngede med.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af