INTERVIEW. Få danske dokumentarer har skabt så altomspændende debat, som ’Kandis for Livet’ gjorde, da den udkom i 2021. Eller, det var egentlig først, da den kom på DR TV i starten af 2022, at det virkelig stak af, for efter dens premiereweekend på streamingtjenesten havde omtrent en tiendedel af landets befolkning set filmen.
Instruktør Jesper Dalgaard måtte lægge øre til absurde beskyldninger om at have iscenesat dokumentarfilmen. Men iscenesættelse er en præmis for overhovedet at skabe film – uanset om det er fiktion, dokumentar eller noget midt i mellem.
Det understreger Dalgaard, da vi mødes i et lille baglokale i den københavnske arthouse-biograf Gloria for at tale om hans nye film ’Mors drenge’, som har premiere i dag. På papiret er det en helt anderledes film end ’Kandis for livet’, men lighederne er alligevel overraskende mange.
Omdrejningspunktet er den allerede velkendte fortælling fra radioværten Adrian Hughes, som først udkom gennem den ekstremt populære DR-podcast ’Mors afskedsbrev’ fra 2021, der fik næsten to millioner downloads, og siden i bogen ’Mors dreng’, som DR-værten udgav i 2022.
Nu er den titel i flertal. For Jesper Dalgaard filmatiserer ikke bare Adrians, men også de fire andre Hughes-brødres historie: Ieuan, Carsten, Michael og Philip.
De stod nemlig i fællesskab tilbage med et længere afskedsbrev fra deres mor Jette, da hun gik bort i 2002. Heri udtrykte hun primært skuffelse, vrede og utilfredshed over sønnerne, mens især Adrian fik kærlige ord med på vejen.
Men hvem var Jette egentlig, og hvorfor var hun så bitter? Hvad kan vi lære af det hele?
Og hvordan gør man en film, hvis nøglescener alle befinder sig i en fjern ufilmet fortid, til et stykke levende fortællekunst?
Revyens ærlighed
‘Mors drenge’ bruger klassisk arkivmateriale og voice-overs, men den gør også noget radikalt anderledes for at genskabe fortiden.
Asta Kamma August, Birthe Neumann og Jakob Cedergren spiller afgørende episoder i hver af brødrenes liv på en teaterscene – mens brødrene selv ser på. Den eksplicitte iscenesættelse skal dog ikke ses som en reaktion på kritikken af ‘Kandis for livet’, siger instruktøren.
»Det har intet med Kandis at gøre. Jeg føler ikke, at jeg har noget som helst ansvar over for nogen, der føler sig snydt i forhold til ‘Kandis for livet’. Det har ikke været derfor, jeg ville lave filmen på den her måde«, slår han fast.
»Men vi har da moret os over det bagefter. I den her film har jeg indbygget en brugervejledning – som en manual til en opvaskemaskine. Nu kan man måske koncentrere sig om at opleve indholdet frem for at sidde og spekulere over, om man bliver snydt. Der er ikke nogen, der bliver snydt, når de medvirkende føler sig repræsenteret«.
Netop de medvirkendes oplevelse af blive repræsenteret er helt afgørende for Jesper Dalgaard. Han forklarer, at hele ideen med at iscenesætte faktisk er at »fremkalde deres indre liv og vilje«.
»Mit hovedansvar og min hovedetik ligger hos de medvirkende. Føler de sig følelsesmæssigt genkendt i det, vi laver?«, siger Dalgaard, som forventer, at reaktionen på ’Mors drenge’ bliver anderledes end på ’Kandis for livet’.
»Jeg har en klar fornemmelse for, at den her appellerer bredere. Ved en forpremiere var der en, der sagde, at det er en film for alle, der har forældre og børn. Men på mange måder er den også langt mere eksperimenterende end Kandis-filmen«.
Spændingsfeltet mellem fiktion og dokumentar har altid optaget den 36-årige instruktør, der er vokset op på den jyske vestkyst. I 2016 blev han udvalgt til Werner Herzogs nu hedengangne Rogue Film School. Den legendariske tyske filmskaber udtrykte i sin såkaldte Minnesota Declaration fra 1999, at sandheden i film »kun kan opnås gennem fabrikation og fantasi og stil«.
Dalgaard blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017 med afgangsfilmen ‘Weltschmerz’, der vandt en Robert-pris for Bedste Kortfilm i dokumentarfeltet.
Allerede her arbejdede Dalgaard med teateret som et iscenesættende rum i forlængelse af de medvirkendes indre liv. Inden havde han været på festivalen South by Southwest med sin midtvejsfilm ‘Übermensch’, som også modtog den danske hovedpris på Odense Film Festival.
Han interesserer sig for, hvordan »fiktion og dokumentargenren er i synergi. Men også i synergi med teatergenren«, som han siger. Og teateret spiller altså også en afgørende rolle i ‘Mors drenge’, som han både kalder en »spøgelsesdokumentar« og en »familierevy«.
»Der er noget ærlighed i revyen. Man har ikke samme forståelse af realisme eller autenticitet, som man har i film«.
»For mig blev det helt ekstremt frisættende, for der var ikke noget, der ikke kunne lade sig gøre. Alt var jo tilladt, fordi vi havde forsøgt at lave en aftale med publikum om, at det her er kunstigt«, fortæller Jesper Dalgaard om filmen, hvis fiktive scener blev optaget i et studie over blot en uges tid.
En ny forståelse
Iscenesættelse i dokumentarfilm har vundet indpas de seneste år, og resultatet har været uforglemmelige eksempler som ’Rekonstruktion Utøya’ og den Oscar-nominerede ’Fire døtre’, som var et af sidste års filmiske højdepunkter.
Netop ’Fire døtre’ nikker Jesper Dalgaard straks genkendende til:
»Det er en hovedinspiration og et mesterværk, synes jeg«.
Ligesom de to film bearbejder ‘Mors drenge’ traumer, og instruktøren er bevidst om, at det skaber en hårfin balance.
»Der er jo noget absurd i, at vi lever af at fortolke og dramatisere andre menneskers ulykke. På mange måder kan man argumentere for, at det som udgangspunkt er en uetisk gerning, som man så nuancerer eller modificerer i processen. Man finder et eller andet sted, hvor man kan leve med sig selv«, siger han.
Det har været afgørende for ham at finde en unik vinkel til ’Mors drenge’, men det var ikke helt nemt med en historie, der allerede er en form for allemandseje.
»Det her afskedsbrev skabte alle mulige spørgsmål i mig. Men jeg havde også mega svært ved at gøre det til mit eget«, forklarer han.
»Det er første gang, jeg nogensinde har lavet noget, som har været på forlæg af noget andet. Og det er ikke noget, jeg trives i normalvis, men jeg tror også, at jeg var rimelig udbrændt efter Kandis-filmen. Jeg vidste ikke helt, hvad fanden jeg havde lyst til«, indrømmer Dalgaard, som påtænker at lave en tredje film om »mænds indre liv« og på den måde fuldende en tematisk forbundet trilogi.
Han fortæller, at hans klipper Denniz Göl Bertelsen faktisk joker (alvorligt) med, at de bør lave en pendant til Per Flys danmarkstrilogi om undertrykte følelser i arbejderklassen, middelklassen og overklassen. »Middelklassen ringer bare«, siger Jesper Dalgaard, som allerede har dækket arbejderklassen i ’Kandis for livet’ og nu overklassen i ’Mors drenge’.
‘Mors drenge’ var også et stort spring for instruktøren, fordi det var første gang, han stod med professionelle skuespillere. Men han vidste fra starten, at det var netop August, Cedergren og Neumann, han ønskede til projektet.
»Jeg sætter stor pris på, at de havde modet og lysten til at tage den chance. Jeg har jo ikke så meget erfaring heller, og jeg var da også nervøs for at fucke det hele op«, siger han med et smil.
»Der var så heller ikke nogen af skuespillerne, der har erfaring med at stå over for de mennesker, de fortolker. Vi blev udfordret, fordi der var kontant afregning«.
Men Asta Kamma August og Birthe Neumann har også fortolket et menneske, som ikke har været til stede under optagelserne: moren Jette. Hun har, som den eneste, ikke haft mulighed for at komme med indsigelser eller feedback – heller ikke når hun, i hvert fald af brødrene i starten, fremstilles som et dårligt eller ondt menneske.
»Det har jo været vores opgave at forsøge at … Altså hun er jo også alt muligt andet. Hun er også lynende begavet. Hun er også en elskende, selvopofrende mor. Hun har været alene med de her børn. Det er også lettere at bebrejde en, som faktisk har været til stede. Der er jo alle de nuancer i det«, forklarer instruktøren.
En personlig film for alle involverede
‘Mors drenge’ er ikke blot en dybt personlig film for Hughes-familien, men blev det også undervejs for Jesper Dalgaard, da hans egen mor blev uhelbredeligt syg.
»Det har ikke været virkeligt for mig, at hun skulle dø på noget som helst tidspunkt før nu. Det har været svært. På den måde har der været en parallel – for fik vi nået alt det, vi ville?«, spørger Dalgaard med reference til brødrenes beslægtede situation med deres 97-årige far Hywel, som spiller en afgørende rolle i filmen.
»Det blev meget tydeligt for mig, at det vigtigste i hele verden var at lære hende så godt at kende, jeg kunne. Man kan meget nemt komme til at tage sine forældre for givet, ikke?«, siger han og forklarer, at hans mor heldigvis er stærkt besluttet på, at livet stadig er langt.
»Vi tager ikke chancer og forsøger at få den bedste tid sammen. Det er kærlighedsfuldt, og jeg er meget taknemmelig og stolt af hende«.
Han fortsætter:
»Det har været meget inspirerende for mig at prøve at komme lidt mere tilbage til, hvad der egentlig betyder noget for mig. Hvad vil det sige at elske, som Hywel siger? Ikke så meget hvordan forestiller jeg mig, at andre gerne vil elskes, eller hvordan bør jeg elske. Men hvordan kan jeg lære at elske et andet menneske i samspil med deres forståelse af kærlighed? Hvordan kan jeg lide at elske et andet menneske?«.
»Det er jo en livslang bevægelse at lade sig forbinde til andre mennesker. Og det, synes jeg, er sket. Jeg er meget, meget, meget, meget forbundet til mine forældre. Og de betyder alt for mig. Jeg begynder også at være mere og mere forbundet til min storebror, hvilket også betyder meget for mig. Som ‘Mors drenge’ om noget viser, er det jo kompliceret stof at være i en familie«.
‘Mors drenge’ kan ses i biografen. ‘Kandis for livet’ kan ses på DR TV.