KOMMENTAR. Må man iscenesætte en dokumentarfilm?
Spørgsmålet er lige så gammelt som filmmediet selv og blev allerede diskuteret i forbindelse med verdens første dokumentarfilm, Robert J. Flahertys ’Nanook of the North’ fra 1922.
Nu er diskussionen blusset op igen omkring Jesper Dalgaards ’Kandis for livet’, der havde biografpremiere tilbage i september sidste år uden den store kontrovers, men nu er eksploderet på sociale medier, efter at over 600.000 mennesker i den seneste uge har set filmen på DR.
En artikel i Jyllands-Posten onsdag stiller spørgsmålstegn ved, om det er etisk inden for skiven, at filmproduktionen har betalt en fans flybillet til Costa del Sol for at se Kandis optræde, og at instruktør Jesper Dalgaard i enkelte scener har tilføjet rekvisitter. Det bliver også diskuteret, om filmen tegner et misvisende billede af en fans engagement i Kandis-forsanger Johnny Hansens afdøde kones gravsted.
DR’s dokumentarredaktør Anders Thomsen beklager i artiklen betalingen af flybilletten, fordi det går imod DR’s etiske retningslinjer at honorere kilders medvirken. Til fagbladet Journalisten beskriver han dog billetten som »en ubetydelig fejl, fordi den ikke ændrer en tøddel ved den overordnede film og karaktertegning« og forsvarer i øvrigt Dalgaards brug af filmiske virkemidler ud fra den fornuftige devise om, at publikum godt kan gennemskue, at ’Kandis for livet’ er en stiliseret film.
Men at DR overhovedet har behov for at undskylde er under al kritik.
For det første er ’Kandis for livet’ ikke et journalistisk program, men en kunstnerisk dokumentarfilm, produceret med støttet fra Filminstituttets talentstøtteordning New Danish Screen, hvis kunstneriske leder Christina Ramsø Thomsen da også på Facebook giver filmen »fuld opbakning«.
For det andet er kritikken udtryk for en oldnordisk holdning til dokumentarfilm, som man kan undre sig over stadig hersker i mediebranchen. Jeg forstår godt, at diskussionen i øjeblikket fremkalder rullende øjne og ’here we go again’-kommentarer i dokumentarbranchen, hvor det i Facebook-tråde lyder, at skrivende journalister generelt ikke forstår sig på dokumentarfilm.
Det er tilsyneladende svært at acceptere for (nogle) journalister, at dokumentarfilminstruktører ikke opererer under de samme regler som dem selv. Journalistik skal være faktuelt hundrede procent korrekt – selvom fotografer altså også sætter lys og flytter rundt på potteplanter for at få de bedste billeder.
Kunstneriske dokumentarfilms eneste forpligtelse er derimod at formidle en følelsesmæssig sandhed om virkeligheden. Til at opnå det står det instruktøren frit for at benytte filmiske virkemidler og instruere sine medvirkende – ikke for at ’lyve’, men for at formidle de mest sandfærdige scener. Ingen dokumentarist følger sine medvirkende 24 timer i døgnet, så det er helt normalt at bede sin medvirkende om at udføre handlinger, de normalt ville gøre, tage en bestemt samtale, mens kameraet er på, eller skubbe lidt på en udvikling.
Alene det at instruktøren er til stede og stiller spørgsmål, får ofte de medvirkende til at reflektere over deres liv på en anden måde, end hvis filmholdet ikke var der. Det burde ikke være nødvendigt at gentage, at fluen på væggen er en myte: Det vil altid påvirke et menneske at få et kamera op i hovedet, og en skildring af virkeligheden vil altid være subjektiv og fremstå vidt forskelligt, alt efter hvor instruktøren peger kameraet hen.
For mig står det klart, at Jesper Dalgaard netop ved åbenlyst at benytte filmiske virkemidler som rekonstruktioner, symbolske billeder og stærk farvemætning indgår i en kontrakt med publikum om, at de ser et stykke kunst.
Ligesom Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’ – Oscar-nomineret for bedste dokumentarfilm – bruger animation som effektivt virkemiddel til at fortælle en vigtig og rørende historie om at være på flugt, der er langt mere indvirkningsfuld end alternativet med at bruge talking heads. Eller Joshua Oppenheimer i det prisbelønnede mesterværk ’The Act of Killing’ undersøger ondskab ved at opfordre indonesiske massemordere til at genskabe deres mord som filmiske scener.
I en artikel i Journalisten bliver Jesper Dalgaard konfronteret med, at han har opfordret en af sine medvirkende, førtidspensionisten Søren ’Strøm’ Christensen til at brænde sin afdøde mors tøj. Her fortæller instruktøren, at han har været med til at »fremskynde en proces«, men at Strøm selv havde fortalt, at han hellere ville brænde tøjet end at se andre gå rundt i det. Scenen illustrerer Strøms følelser, siger Dalgaard. Og det er netop pointen, at filmen skildrer Kandis-fansenes følelsesmæssige virkelighed.
Derfor udgør Strøms rejse til Costa del Sol for at opleve en stor jubilæumskoncert med Kandis også en god scene – fordi den viser Strøm fra en anden, men ikke mindre sand side. Ifølge Jesper Dalgaard ville Strøm været taget af sted, uanset om han havde fået betalt sin billet eller ej, så der er ikke tale om manipulation.
Selvfølgelig skal man ikke betale medvirkende for at stille op som kilder. Men det er hel normal praksis at betale udgifter i forbindelse med produktionen. Som min kollega fra Jyllands-Posten Katrine Sommer Boysen siger til Berlingske, betaler ’X Factor’ formentlig også deltagernes togbillet til bootcamp.
Det er skønt, at folk har lyst til at se og diskutere dokumentarfilm. Men jeg ville ønske, at vi kunne komme videre fra denne gamle traver.
’Kandis for livet’ kan ses på DR.