’Herkules falder’: Dar Salim spiller fantastisk i stormombrust dansk film
FILM. Den nye danske spillefilm ’Herkules falder’ handler om at finde indre ro og forsoning. Ironisk nok har hovedkræfterne bag demonstreret det fuldkommen modsatte inden premieren.
I sidste måned udfoldede Weekendavisen således en bitter konflikt, der har stået på mellem instruktør Christian Bonke og hovedrolleindehaver Dar Salim, som undervejs har inddraget både brancheforeninger og advokater.
Striden kan anes i Salims kreditering som »medinstruktør på set«. Han overtog en betydelig del af personinstruktionen under optagelserne, og derudover spillede han en rolle i klipperummet. Hvorvidt disse atypiske bidrag fra en skuespiller var nødvendige og efter gensidig aftale, er Bonke og Salim helt uenige om.
Konflikten har smittet af på foromtalen, men kommer heldigvis ikke til udtryk i selve filmen, der langt hen ad vejen fungerer som et nuanceret, veltempereret og nedtonet persondrama om en ptsd-ramt krigsveteran, der kæmper med sig selv og sine sociale fællesskaber.
Dar Salim spiller familiefaren Youssef, som allerede i filmens anden scene tjekker ind på et behandlingstilbud for veteraner på Strynø. I scenen forinden har vi set gerningen, der tvang ham til at søge hjælp: Et mareridtsinduceret voldsudbrud mod hans egen søn.
Youssef træder ind i et mandefællesskab, der handler om at være tæt på både naturen og sit følelsesliv. Mændene lærer at turde bede om hjælp og tale om deres indre kampe. Da han i starten indlogeres i sin skurvogn, stritter han imod. Men langsomt falder han på plads.
Christian Bonke, der har baggrund som dokumentarist og nu debuterer som fiktionsinstruktør, lykkes med at indfange en naturlig og troværdig rytme i disse mange autentiske scener, der er optaget på det nu lukkede Natur Retreat for Veteraner.
Dar Salim er omgivet af amatørskuespillere, der selv er krigsveteraner, heraf flere tidligere beboere på selvsamme retreat. Birollerne løser skuespilopgaven fornuftigt og bidrager på et metaplan til autenticiteten i de hverdagslige øjeblikke. Og over for dem leverer Salim en helt fantastisk præstation, der holder publikum fanget i både de stilfærdige og ophedede stunder.
Hver gang Youssef kæmper med at håndtere sine aggressioner, mærker man den 48-årige stjernes konstant dirrende energi under overfladen. Hans ansigt er fyldt med tvivl, uro, ubehag og en vrede, der kvæler ham.
Da hovedpersonen endelig når til et punkt, hvor han tør åbne op for sit store krigstraume, lyder skuespillerens genfortælling fuldstændig naturlig – med de rette pauser og gentagelser, den rette søgen efter ordene.
Anderledes konstrueret fremstår desværre et plotspor, der kommer ind fra højre i løbet af filmen, da Youssefs gamle soldaterkammerat Esse ankommer til Strynø med samme modvilje, som Youssef havde i starten. Esse-karakteren er tydeligvis indsat som en brik i handlingen, en lokkedue, der risikerer at friste Youssef tilbage i sine tidligere, dårlige mønstre. Filmen havde ikke behøvet at gå ud ad denne tangent for at skabe ekstra konflikt.
For der er masser af vedkommende drama i Youssefs forsøg på at vende tilbage til virkeligheden og til sin familie. Det er her, hans nyfundne balance virkelig bliver sat på prøve, og modgangen gør ekstra ondt.
Særligt scenerne med sønnen Oskar er hjerteskærende. Stemningen mellem dem er akavet og usikker, og for sønnens vedkommende kan den hurtigt veksles til frygt.
Youssefs forsøg på at finde fodfæste i den civile tilværelse belyser samtidig en udfordring, mange krigsveteraner formentlig oplever. Han har følelsen af, at familien derhjemme faktisk klarer sig bedre uden ham. Først når han vender hjem fra krig – eller terapi – ramler det hele.
Kort sagt:
Dar Salim leverer en fantastisk nuanceret og troværdig præstation i krigsveterandramaet ’Herkules falder’, som heldigvis ikke synes at have lidt skade af konflikten i kulissen mellem hovedrolleindehaver og instruktør.