De fem bedste YouTube-kanaler om film gør dig enten klogere eller færdig af grin

Mens gammeldags tv ikke længere gider formidle film med et dedikeret program, kan du på YouTube finde fremragende kanaler, som behandler stoffet med forrygende intelligens, underholdende sans og en stærk visuel forankring.
De fem bedste YouTube-kanaler om film gør dig enten klogere eller færdig af grin
'The Big Lebowski'. (Foto: PR)

1. Den mandlige filmfluencer: Karsten Runquist 

Trods det svenskklingende navn er Runquist amerikaner. Få andre er som ham lykkedes med at bygge en voldsomt populær kanal op på YouTube, hvis succes også har gjort ham til en af de mest fulgte profiler på Letterboxd (dog overgået af kendisser som Charli XCX og Martin Scorsese). 

Hvor han måske ikke har så meget andet end tvivlsomme oneliners at tilbyde på Letterboxd, er hans videoer altid solid underholdning, der kommer godt omkring aktuelle popkulturelle titler inden for både film og serier. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Faste formater som ’what i watched in …’ samler løbende op, så man aldrig misser noget, og i tidens ånd har mange af videoerne også et »ranked« sidst i titlen. Hvem elsker ikke en god rangering? 

Runquist er desuden stærkt awards-orienteret og dækker altid Oscar-uddelingen med både stor entusiasme og uundgåelig efterfølgende skuffelse.  

Det er ikke nødvendigvis dybdeborende formidling, men det er perfekt til dig, som ønsker at være up to date med Hollywood og de større festival-darlings – elegant sammensat gennem tonsvis af filmklip. 

2. Den kvindelige filmfluencer: Mina Le

Kønsfordelingen har alle dage været og er fortsat skæv i filmindustrien, og det gør sig umiddelbart også gældende i filmyoutuber-sektoren, der generelt er ekstremt mandsdomineret. Det hænger nok sammen med, at filmkritikeren traditionelt set er blevet forbundet med mænd – og heller ikke på YouTube er man for alvor sluppet fri af det levn. 

Heldigvis er der kvinder, der laver kvalitetsindhold om film på platformen, og Mina Le er med 1,75 millioner subscribers en af de mere populære, som fortjener et skud ud. Hendes videoer er altid grundet i hyperaktuelle tematikker, og her er altså ingen deep dives i klassiske auteurs, men spændende trends, som ofte berører flere popkulturelle felter, fra film til fashion. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Anbefalelsesværdig er for eksempel en video som ’The Downfall of Culty “Eat the Rich” A24-Core Movies’. Her destillerer hun et problem, hun i stigende grad oplever med det feterede produktionsselskab A24 og deres tendens til at lave film, der minder lidt for meget om hinanden – ikke mindst i den noget udvandede ‘elevated horror’-genre, der med instruktører som Ari Aster og Robert Eggers blev synonym med A24 i slut-10’erne. 

Mina Le har tonsvis af karisma og humor og er helt indforstået med tidens online-lingo, og så er hendes videoer sat sammen med en ret overlegen visuel identitet, som klart er den skarpeste på listen her. 

3. Essayisten (easy mode): Thomas Flight

Få andre Youtubere formidler den vægtige essayistiske tilgang med så bred appel som Thomas Flight. For selvom det nogle gange bliver lidt langhåret, er det trods alt ikke obskure filmtitler, som Flight tager fat på i sine videoessays, og det er netop denne balancegang, som betyder, at langt de fleste vil få noget ud af at se med. 

Tag for eksempel videoen om Paul Thomas Andersons tilgang til slutninger (med ’One Battle After Another’ som eksempel) eller analysen af ’Sinners’ flotte billedside. Jeg vil særligt fremhæve hans ’In Praise of …’-serie, der senest udkom med ’In Praise of Comfort Films’. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her ser han nærmere på, hvad gevinsten ved comfort-film kan være – ikke mindst i vores samtid – og illustrerer pointen med herlige eksempler, der både berører barndommens nostalgi, det trygge ved smukke billeder og genkendelige hverdagsfilm. Han kommer godt omkring fra ’The Big Lebowski’ og ’Kiki – den lille heks’ til Jim Jarmuschs ’Paterson’.  

Flights tilgang er seriøs, men den er aldrig kedelig, for hans videoer har et dejligt naturligt flow med masser af billedmateriale, og han dukker også op med ansigt for at give det hele lidt personlighed. 

Så gør det mindre, at det måske er lige fjollet nok, at han er placeret foran en detektivagtig opslagstavle, der ligner noget fra ’Zodiac’. 

4. Essayisten (hard mode): The House of Tabula

Bliver Thomas Flight alligevel for poppet for dig, kan du med fordel kaste dig over The House of Tabula (som førhen hed The Cinema Cartography). 

For her er der virkelig smæk for skillingen med fokus på alt fra stumfilm til ’The Greatest Films Nobody Knows’. Hos The House of Tabula fylder ungarske Béla Tarr (jep, det er ham med den syv timer lange ’Sátántangó’) lige så meget som Kubrick, hvilket for eksempel kommer til udtryk i en af kanalens nyere videoer med titlen ’The Beauty of The Meaningless’. 

Værten Lewis Michael Bond stryger med gravitas igennem en lang række af historiens notoriske sværvægtere, og det gælder om at følge godt med, for Bond er virkelig en ordekvilibrist. Og selvom der rigtignok er fokus på mange arthouse-titler, finder han også plads til film som ’Joker’ og ’The Matrix’. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For nylig uploadede kanalen desuden en 3,5 timer lang video med titlen ’The Masters of Cinema’, der løber filmhistoriens mest essentielle navne igennem (om end med et lovligt mandligt POV). Her er altså materiale nok at gå i krig med for dig, der måske ikke har læst filmhistorie på universitetet, men kunne savne lidt gratis undervisning alligevel. 

Det kan dog ikke anbefales som second screen-underholdning. 

5. Den kultdyrkede: Hivemind

Det kan til gengæld listens sidste bud, Hivemind og deres tilhørende søsterkanal Hivemind Unlimited. 

Hivemind er ikke dybdeborende analytisk stof, og deres indhold spænder over langt mere end blot film – de rummer faktisk alle hjørner af det popkulturelle med deres bit-fyldte tilgang, der af og til ryger ud på så groteske afstikkere, at man glemmer, hvad præmissen for videoen egentlig var. 

Men det er en del af den charme, der har gjort Hivemind til en kanal med en så dedikeret fanbase, at du i hobetal kan finde compilations af deres sjoveste momenter på både YouTube og TikTok. 

Ønsker du et lidt lettere, hylende morsomt bud på filmsnak, leverer de to værter Riley og Graydon virkelig varen med deres podcast-lignende stil, som ikke er lige så lækkert klippet sammen som nogle af ovenstående eksempler, men som heller ikke behøver meget mere end værternes geniale kemi. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De har for tiden et fast indslag på kanalen Hivemind Unlimited ved navn ’How did it age?’. Formatet er selvfølgelig ikke nogen banebrydende ide, men det er både sjovt og lettilgængeligt, når Riley og Graydon kaster blikket tilbage på nostalgiske 90’er- og 00’er-film. Her er intet påtaget intellekt, men bare to dudes, der siger, hvad de mener. 

Indtil videre har de været omkring 43 film i ’How did it age?’-serien med en spændvidde fra ’Donnie Darko’ til ’Tropic Thunder’, men hold også øje med deres øvrige indhold, ikke mindst på hovedkanalen. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af