Radiohead definerede en generation, men er allerede blevet definerende for den næste
KONCERT. Det store spørgsmål op til Radioheads første koncert på dansk jord i otte år var velsagtens, om Thom Yorke var blevet rask. Tre dage forinden forhindrede »en ekstrem halsbetændelse« afviklingen af mandagen og tirsdagens koncerter, der således blev skubbet med to uger.
Men torsdag aften skulle Yorke og co. altså være fit for fight til at tæske sig igennem et sæt på to og en halv times tid i Royal Arena som led i deres koncertrække henover de seneste par uger.
Efter en times skrattende IDM blev arenaen mørklagt klokken 20:30, og Radiohead trådte på scenen. Ikke en almindelig rektangel af en scene placeret for enden af rummet, men i stedet en cirkulær scene, muret ind af LED-skærme – nærmest et wrestlingbur – opstillet midt på arenaens gulv.
Bandet brød ud i ‘Planet Telex’ fra ‘The Bends’, og så var vi ellers i gang. Guitarerne vibrerede i alle retninger, mens bassist Colin Greenwood og trommeslager Philip Selway holdte udbruddet i spænd.
De endnu mere sprælske og dynamiske ‘2+2=5’ og ‘Sit Down, Stand Up’, der åbner ‘Hail to the Thief’, fulgte kortvarigt herefter, imens LED-skærmene løftede sig og blotlagde bandets ageren. Fra de stille introer til de kaotiske afslutninger besad hvert et bandmedlem en misundelsesværdig tightness og kontrol over deres respektive instrumenter.
Ikke mere end tre sange skulle spilles, før det stod klart, helt præcist hvorfor Radiohead ikke bare for 20 år siden, men den dag i dag er et af de mest imponerende rockbands derude.
Lyden i arenaen var eminent i særligt de sårbare øjeblikke, hvor akustisk guitar, vokaler og selv de mest fine percussionanslag gik klart igennem. Til gengæld kæmpede nogle af Jonny Greenwoods ikoniske guitarmelodier med at skinne igennem i rocksangene, hvor Ed O’Briens guitar (der i forvejen havde haft nogle kortvarige feedback-problemer) bragede løs.
Mixingen af instrumenterne var dog et problem i småtingsafdelingen, for Radiohead virkede til at have opmærksomhed fra alle 16.000 publikummer, hvad end de spillede ballader, rocksange eller eksperimenterende blip-blop.
Den elektroniske afdeling af diskografien blev besøgt flittigt, og under hattricket ’15 Step’, ‘The Gloaming og ‘Kid A’ fik vi lov at se en spjættende Thom Yorke danse med et smil på læben og armene over hovedet – som om ingen i verden kiggede.
Udover et par host hist og her fremstod Yorkes vokal stærk som altid. Dens spændvidde er essentiel for bandets udtryk, og man forstår udmærket udsættelsen af koncerterne, hvis ikke stemmebåndet har lystret.
Radiohead har ikke nyt materiale tiltænkt turnéen – de er slet og ret taget afsted, fordi de har haft lyst. Dét faktum kunne for mange bands resultere i en ligeud ad landevejen-koncert, men i Radioheads tilfælde er selv endnu en dag på kontoret en ret så spektakulær omgang.
Og selvom de for første gang i karrieren rejser med separate omklædningsrum, virkede de oprigtigt glade for at spille sammen.
Den runde scene nærmest tvang bandet til at bevæge sig for at engagere publikum, hvilket særligt Yorke, O’Brien og Greenwood udnyttede. O’Brien for at gejle publikum op med gestikuleringer og grimasser, Greenwood for at skifte mellem guitar, klaver, glockenspiel og analoge synthesizere.
Sætlisten var i den allerbedste forstand en omgang greatest hits, og ligesom vi fik publikumsfavoritten ‘No Surprises’, var der ikke mange overraskelser at hente. Er det til gengæld et problem, når man kan spille ‘Everything In Its Right Place’, ‘Let Down’, ‘The National Anthem’ og ‘Daydreaming’, før man overhovedet når til ekstranumrene? Nej.
Efter halvanden times intens koncert listede Radiohead af scenen, men vendte kort efter tilbage og gav den alt, hvad de havde i en heftig runde ekstranumre.
Publikum, der indtil da mest havde dyrket musikken indadtil, gav endelig los til smadder under ‘Paranoid Android’ og fællessang under ‘Fake Plastic Trees’ og ikke mindst lukkeren ‘Karma Police’, hvis sidste halvdel kan få selv den hårdeste negl til at knibe en tåre.
Da Radiohead igen forlod scenen, lyste LED-skærmene omkring scenen atter op. Ikke med psykedeliske farver eller forvrængede kameraoptagelser, som det havde været tilfældet under koncerten, men i stedet med en liste over FN’s menneskerettigheder.
Det fremstod ærligt talt en smule akavet, til dels fordi intet politisk var blevet sagt undervejs, men særligt grundet bandets vage og ikke mindst internt splittede syn på Israels krig i Gaza.
Den altoverskyggende følelse, der fulgte mig ud af arenaen, var dog, at Radiohead med afsindigt god grund er et af rockhistoriens mest hædrede bands overhovedet. De har et enormt katalog af deciderede klassikere og er samtidig virtuose helt ud til fingerspidserne.
Det er mere end et kvart århundrede siden, at bandet definerede en generation, men de er allerede godt i gang med at definere den næste.
Kort sagt:
Man behøver ikke skamme sig over at drage på greatest hits-turné, hvis man leverer sin diskografi med lige så meget indlevelse og slagkraft som Radiohead. Thom Yorke havde rystet halsbetændelsen af sig, og han og barndomskammeraterne viste, hvorfor de er levende legender.