B.O.C’s mastermind Benny Jamz beviste, at han kan fyre op for festen på egen hånd

KONCERT. Da Benny Jamz onsdag aften lukkede sit udsolgte show i Store Vega med hittet ’Chicagenhagen’, stod han midt i en storladen guitarsolo og fægtede med armene som en symfoniorkesterdirigent.
Billedet fik tankerne hen på den 32-årige rappers særegne rolle i hiphopkollektivet B.O.C, der som bekendt har domineret den danske musikscene i over et årti.
Fra han producerede undergrundshittet ’Fissehul’, som Gilli og Kesi lagde deres vokaler på, har Jamo haft en position som gruppens lidt oversete mastermind, der trækker i trådene i baggrunden uden selv at have samme fremtrædende plads i spotlyset som de tætte venner.
Den seneste håndfuld år er Jamz imidlertid gået all in på sin karriere som soloartist med en afsindig produktivitet – seks album siden 2020, heraf fire som solist – og et højt bundniveau.
Det har båret så meget frugt, at han nu for tredje år i streg stod på egen hånd som hovednavn i Store Vega, denne gang med pladen ’Calirose’ i ryggen.

Han startede imidlertid med et mindre throwback. Iført solbriller og sort læderjakke trådte han ind på scenen til et hattrick af attitudefulde rapbangers fra to år gamle ’Ny sejr’ i form af ’Alting’, ’Ny sejr’ og ’Noget med noget’.
Benny leverede sine til tider snørklede flows med en stor rytmisk sikkerhed. Allerede fra åbningsnummeret måtte han dog fra tid til anden afkorte nogle bars, fordi han mistede pusten. Samme udfordring havde han under sin Kenny-optræden sammen med Gilli på Orange Scene i sommers.
Undervejs svingede vokalpræstationen fra det imponerende til det rodede. Hans tempofyldte vers på ’Poptard’ sad for eksempel lige i skabet, men han tabte tråden i første vers af 2025-singlen ’Pilot’.
Hele vejen igennem var Jamz en tilstedeværende performer, der løbende havde god kontakt med sit publikum, som han flere gange ønskede »godt helbred«. Han var tydeligt begejstret, når fans kunne hans bars udenad.
Jamz var ikke bleg for at servere selfie-videoer fra publikums telefoner, og efter lidt over en time hev han sågar en ung dreng ved navn Louis op på scenen i en hjertevarm omfavnelse.
Udover bandet og dj’en Charles Barner var unge Louis faktisk eneste gæst i løbet af aftenen, hvor en udmelding som »Kender I Ozzy? Han er her ikke i dag« var symptomatisk.
Uanset om manglen på gæster skyldtes den travle juletid eller bare var et kunstnerisk valg, var det en anelse skuffende, at slet ingen af kollegaerne dukkede op.
Lidt flere rapstemmer kunne have bragt tiltrængt afveksling i den mere end halvanden time lange koncert, hvor sceneshowet heller ikke kom med mere end den forventede portion lys og røg.

Efter 40 minutter introducerede Jamz lykkeligvis et forfriskende indslag: et sceneskift. Rapperen forlod bandet og lod sig eskortere ned til det lille indhegnede område ude på gulvet, hvor lyd- og lysteknikerne samt dj’en befandt sig.
Rapperen var i sit es med publikum inden for armslængde, mens han spillede ’Calirose’-højdepunktet ’Es Go’, der med sine 808-trommer havde gavn af det rendyrket elektroniske underlæg.
Lidt senere fik han hele salen med på fællessang til ’10 dage’, som Barner på medrivende vis miksede med Marios ’Let Me Love You’.
Energien var smittende, også da Jamz vendte tilbage til hovedscenen, hvor bandet spillede ovenud eksplosive og rockede udgaver af Noah Carter- og Lamin-samarbejderne ’Ousside’ og ’Skyll’.
Publikum var tændte. Det blev de ved med at være i showets sidste halve time, hvor han serverede en lang hitparade, der gjorde op for fraværet af store hits som ’Ibiza’, ’Bipolar’ og ’Under radar’ til Roskilde-koncerten tidligere i år.
Aftenen gik måske ikke ligefrem op i en højere enhed, men hovedpersonen fik da bevist, at han kan fyre op for festen på egen hånd.
Kort sagt:
Mange var nok skuffede over lige præcis nul rapgæster til Benny Jamz’ udsolgte Store Vega-koncert. Hovedpersonen leverede dog stort nærvær og festlig energi – først med et overraskende sceneskift og fællessang, siden med et eksplosivt rockudtryk og en lang hitparade.