John Lennons søn frygter, at nye generationer glemmer The Beatles

John Lennons søn frygter, at nye generationer glemmer The Beatles
The Beatles omkring 1965. (Foto: Michael Ochs Archives/Getty Images)

Tidligere syntes det umuligt. Men nu er Sean Ono Lennon, søn af John Lennon og Yoko Ono, begyndt at frygte, at The Beatles bliver glemt hos kommende generationer.

Det fortæller han ifølge Billboard i et interview hos CBS Sunday Morning, hvor han reflekterede over sin rolle i at sikre sin afdøde fars eftermæle.

Da den 50-årige musiker og filmskaber blev spurgt, om han mente, yngre generationer ville bevæge sig væk fra The Beatles’ bagkatalog svarede Sean Ono Lennon: »Glemme det? Det gør jeg faktisk. Og det har jeg aldrig gjort før«.

Han fortæller herefter, at »teknisk set« har overtaget rollen som forvalter af farens virke, efter hans mor Yoko Ono, der i dag er 92 år, i mange år har stået for det. Det er en rolle, der betyder meget for ham, og som han deler med resten af verden.

»Det er åbenlyst, at verden også er forvalter af hans arv«, siger han. »Jeg gør bare mit bedste for at sikre, at den yngre generation ikke glemmer The Beatles og John og Yoko. Sådan ser jeg på det«.

I 2023 var Sean Ono Lennon med til at skrive den animerede kortfilm ‘War Is Over!’, der var baseret på hans forældres fælles julesang ‘Happy Xmas (War Is Over)’. Filmen vandt en Oscar sidste år.

Tidligere i år blev Yoko Ono og John Lennons særlige partnerskab hyldet i dokumentarfilmen ‘One to One: John & Yoko’. Og i en nær fremtid får The Beatles fornyet opmærksomhed med hele fire stort opsatte biopics instrueret af Sam Mendes.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af