Dry Cleanings ’Secret Love’ er som en ASMR-video i et dårligt syretrip – på den allerbedste måde
ALBUM. Det kunne jo aldrig have været anderledes.
For hvad kalder man et band, der er så tørt, at det nærmest fungerer som et sort hul for alle former for fugt og væske? Dry Cleaning, selvfølgelig.
Generelt har Dry Cleaning på ‘Secret Love’ en tendens til at kalde ting, hvad de i bogstaveligste forstand er. Lyder bandet tørt? Dry Cleaning. Lyder sangen ond? ’Evil Evil Idiot’. Er sangen ufarlig, synger forkvinde Florence Shaw rent faktisk, og er der noget så uventet som slideguitar? ’The Cute Things’.
London-bandet slog for alvor igennem under coronapandemien med deres knastørre take på new wavet postpunk på debutalbummet ’New Long Leg’. Det tog dem et år at følge op med ’Stumpwork’ fra 2022. Foruden et par singler, har der så været radiostilhed fra den engelske postpunkere siden da.
Langt størstedelen af albummet står forsanger (?) Florence Shaws vokal som en monoton, flad og hverdagspoetisk søjle midt i lydbilledet, omgivet af skiftevist larmende og sarte guitarer.
Produktionen af hendes stemme er lige så flad og tør som hendes levering. Der er nærmest ingen rumklang, ekko eller såkaldte våde effekter, der skaber en form for distance til og rum omkring hendes vokal i lydbilledet. Hendes stemme står isoleret fra alt, hvad der forgår omkring den, som i et vakuum.
Som lytter føles albummet og måden, det er mixet på, nærmest som om, man sidder inde i mikrofonen, der er blevet brugt til at optage Shaws vokal. Hun er helt oppe i ansigtet på os. Kombineret med de kakofoniske instrumentaler er ’Secret Love’ som en ASMR-video i et dårligt syretrip. På den allerbedste måde, selvfølgelig.
Set med konventionelle produktionsbriller er det en brøler. Det føles syntetisk, det virker unaturligt. Det nedbryder den uskrevne kontrakt om, at albummet skal afspejle den virkelige verden på en eller anden måde – i hvert fald hvis man gerne vil høre et band, som Dry Cleaning nu engang er. Det er firkantet, det er underligt.
Alligevel passer den ukonventionelle produktion til Dry Cleanings æstetik. Bandet er underlige, firkantede, syntetiske og til tider kakofoniske.
Bare lyt til guitararbejdet på ’Rocks’, der støjer og stikker i alle mulige retninger, eller ’Evil Evil Idiot’, der lyder, ja, ond, og hvor guitarerne får lov til at fylde så meget i lydbilledet, at man næsten ingen mulighed har for at høre Shaws poesi, der ellers har været fokus på albummet indtil da. Eller trommerne, der er så komprimerede og forvrængede, at stortrommen begynder at synge med.
Dry Cleaning finder på ’Secret Love’ en balance imellem en relativt traditionel postpunket lyd, som også har været kendetegnet ved deres tidligere album, og så en villighed til at træde uden for rammerne. Det hænger måske sammen med, at Dry Cleaning er gået fra deres hidtil faste producer, John Parish, og har slået sig sammen med walisiske producer og musiker Cate Le Bon.
Med ’Secret Love’ har Dry Cleaning begået et album, der knastørt og kantet kravler ind under huden på dig og nægter at forklare sig – lidt ligesom ASMR, bare mere ildevarslende end beroligende.
Kort sagt:
Med forsanger Florence Shaws monotone og lakoniske vokallevering og en tilsvarende spartansk produktion lyder ’Secret Love’ tørt, kantet og til tider kakofonisk, imens Dry Cleaning går balancegang mellem postpunkede konventioner og en villighed til at eksperimentere.