Zara Larsson slutter sig til bølgen af popstjerner, der kritiserer Donald Trumps omstridte Immigration and Customs Enforcement, forkortet og bedre kendt som ICE. Det skriver NME.
Ligesom blandt andre Billie Eilish, Sabrina Carpenter og Olivia Rodrigo er den svenske stjerne ude med riven efter immigrationsmyndigheden, der udfører razziaer på arbejdspladser og i lokalsamfund for at udvise personer fra USA, og som 8. januar skød og dræbte 37-årige Renee Nicole Good i Minneapolis.
I en Instagram-story skriver Larsson »Jeg fucking hader ICE«. I samme ombæring nævner hun alle de befolkningsgrupper og tiltag, hun omvendt elsker.
»Jeg elsker immigranter. Jeg elsker kriminelle. Jeg elsker transpersoner. Jeg elsker aborter. Jeg elsker queers. Jeg elsker slutty kvinder. Jeg elsker prævention. Jeg elsker velfærd. Jeg elsker socialisme«, skriver popstjernen.
Udmeldingen har sat ild til Larssons indbakke, særligt omkring hendes hyldest til kriminelle. Derfor fulgte hun senere op med en uddybning af denne bemærkning i en række nye stories.
»Grunden til, at min søde, kloge, generøse, talentfulde og betænksomme mand slet ikke kan komme til USA – overhovedet – for at besøge mig, lige siden vi fandt sammen for seks år siden, er, at han har en plet på straffeattesten. Gæt for hvad? Weed!«, skriver hun om sin kæreste, den svenske danser Lamin Holmén.
Hun tilføjer, at forbrydelsen er så mange år tilbage i tiden, at kæresten faktisk ikke længere officielt har en plet på straffeattesten, men han kan stadig ikke komme ind i USA.
»Jeg siger bare, at der er tusindvis og atter tusindvis af mennesker, der ryger i fængsel for ikke-voldelige forbrydelser som stoffer, for det meste sorte og brune mennesker, fordi Ronald Reagan var racist i 80’erne og ødelagde hele lokalsamfund«, skriver Larsson.
»Ved ikke med jer, men jeg vil hellere have nogen, der ryger crack i min sofa, end en fucking ICE-agent, ad. De er også kriminelle. Den dræbende, kidnappende, voldelige og hadefulde slags«.
Zara Larsson gæstede i november Danmark, da hun gav koncert i Royal Arena. Til sommer vender hun tilbage med et show på Roskilde Festival.
