Breakin’ Sound 2026: De 12 mest lovende nye danske musiknavne

Hvilke nye danske artister kommer til at præge 2026? Soundvenues årlige talentliste er landet.
Breakin’ Sound 2026: De 12 mest lovende nye danske musiknavne
Cano. (Foto: Nis B.C.)

Cano

Hvem er han?
Da David Cano Rosenvold Petersen som 18-årig fik sit førte angstanfald midt i en togbus, var det en overvældende oplevelse. Ikke desto mindre blev det ifølge en pressemeddelelse også øjeblikket, der inspirerede ham til at komme ud med sine følelser gennem musikken.

Cano blev sidenhen en af de 10 udvalgte deltagere i 2024-udgaven af KarriereKanonen. Det blev ikke til nogen sejr for ham, men det fik ham heldigvis ikke til at trække bremsen – tværtimod. I april udgav han debut-ep’en ’Lys nok til at skjule mig i’, og et par singler er fulgt sidenhen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder han?
Hvis man har lyttet til Cano før, kommer det næppe som en overraskelse, at et angstanfald var katalysatoren for projektet.

For musikken dyrker de alvorlige og ubehagelige følelser i sådan en grad, at der sjældent er plads til skyggen af godt humør i Canos omklamrende alt-pop, hvor hver skælvende synth føles som et ekko af angsten.

Polite. (Foto: Mathis Askebjerg Schmidt)

Polite

Hvem er hun?
Et år efter debutsinglen ’Analysis / Paralysis, er Polite fortsat en mystisk skikkelse i dansk musik. 

Sangeren og sangskriveren med det borgerlige navn Karina Kaleda dukkede op i musiklandskabet tilsyneladende ud af det blå med sit helt eget, meget distinkte udtryk, og selvom hun sidenhen har udgivet ep’en ’The Green House Has Been Asking About You’, er den eventyrlige aura intakt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder hun?
Tro mod sin mystiske karakter er Polites musik fyldt med ubesvarede spørgsmål. Teksterne er proppet med kryptisk symbolik og overraskende formuleringer, mens hendes forunderlige stemme synes at gemme på en hel verden af totalt forskellige karakterer. Hvis man holder af selvbiografisk bekendelsessangskrivning, finder man det ikke her.

De mest oplagte sammenligninger er indie-sangskrivere som Aldous Harding og Cate Le Bon, der på samme måde kontrasterer et simpelt, overvejende akustisk univers med fremmedgørende abstraktioner, mærkværdige skævheder og ambivalente følelser. 

Gusto. (Foto: Anton Bergqvist)

Gusto

Hvem er han?
Gusto dukkede op ud af så godt som ingenting, da han i april lagde et sunget omkvæd på den ømme ’Uanset’ fra Artigeardits album ’Æteren’.

På et album, der ellers var spækket med etablerede hitmagere, formåede den unge rapper at skinne igennem, og i november landede debut-ep’en ’Noir’, der er spækket med hårdtslående hiphop.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder han?
Den stilfærdige ’Uanset’ kunne dårligt have været en mere misvisende introduktion til Gusto, hvis egne sange lyder som om, de er både skrevet og produceret med capslock slået til. Det er dunkle, moshpit-venlige universer, men teksterne er introspektive og selvdestruktive, som var det emorap.

Vokalt kan han veksle mellem at kanalisere D1mas melodiøse autotune-hulken og Gillis mere højlydt ængstelige momenter. Melodramaet er i højsædet, når man sætter Gusto på anlægget.

Lea Romea. (Foto: Universal)

Lea Romea

Hvem er hun?
Selvom Lea Romea først lige har udgivet sin debutsingle, er hun allerede et velkendt navn på den danske popscene.

Alene i 2025 gæstede hun to af årets største danske album, Mas’ ‘Månen er min ven’ og Anton Westerlins ‘Godaften’, ligesom hun også har medvirket på Kesis ’30 somre’ fra 2022. Flere vil måske også kende hende fra søskendeduoen Ora, som sidste år udgav debutalbummet ‘:(:’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder hun?
Det er intet under, at store navne står i kø for at samarbejde med Lea Romea, for hendes stemme er et fænomen af særegen skønhed: Fløjlsblød, følsom og med en glasklar, ekstremt luftig falset, der er svær at modstå. 

Med kun en enkelt single ude er det tidligt at skrive en fyldestgørende karakteristik af Lea Romeas musik, men debutsinglen ’Bobler’ er subtil neosoul med en organisk, håndspillet klang. Om blot en uges tid spiller hun til Vegas Udvalgte, så der går ikke længe, før vi får lov til at høre mere.

Marq. (Foto: Asger Borberg)

Marq

Hvem er han?
Det behøver vi faktisk slet ikke at svare på, for den hidtil ukendte rapper gav os nærmest hele sin baggrundshistorie, da han i slutningen af sidste år udgav sin første single, der meget passende bærer titlen ‘Introlude’.

»Selvom jeg er helt op på taget som Karlsson / er det i fundamentet, jeg er støbt / i en cementblok, hvor vi havde grå vægge, ikk’ nogen pensler«, rapper han blandt andet om sin opvækst i ghettokvarteret i Aarhus.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder han?
En hel del mere jazzet end mange af sine kolleger, hvis ‘Introlude’ er nogen indikation. På sin debutsingle har Marq nemlig samlet et stjernehold af musikere, der blandt andet tæller Jonathan Bremer og Oilly Wallace, og resultatet klinger lidt af Kendrick Lamars ‘To Pimp a Butterfly’.

I skrivende stund har Marq stadig kun udgivet en enkelt sang, men det bliver spændende at se, om han fortsætter i samme spor.

Tusind.tanker. (Foto: Playground)

Tusind.tanker

Hvem er han?
Mike Wind, som manden bag Tusind.tanker hedder, har i nogle år været sangskriver og performance coach bag kulisserne i musikbranchen, og i 2019-2020 stod han bag et indiepop-projekt ved navn Camelo.

I 2025 relancerede han dog sin karriere som kunstner i egen ret med sangen ’Tusind tanker’, hvor han omfavnede en mere klubbet lyd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder han?
Tusind.tanker er på mange måder en del af den store renæssance af elektropop, som kunstnere som Kind Mod Kind og Elsked også har stået for.

Men Tusind.tanker graviterer mod det lidt mere alternative – der er mere P6 Beat end P3 over lyden, og filmisk drama prioriteres over umiddelbart hitliste- eller dansegulvs-appel i de tætpakkede lydbilleder.

100. (Foto: Henny Valentino)

100

Hvem er hun?
Som en del af performanceduoen Pamela Angela har den tunesisk-danske musiker og eksperimentelle kunstner Mia Ghabarou været et velkendt navn på den danske undergrundsscene i flere år.

Men først i slutningen af 2025 solodebuterede hun under navnet 100 med ep’en ’Jihad’, hvor hun forenede sin abstrakte, excentriske æstetik med popsangens strukturer og stærke melodier. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder hun?
Som en godt gemt hemmelighed. De sakrale orgelflader, tunge klavertoner og skurrende strygere ligger skjult bag flader af skulpturelt arrangeret støj, mens vokalen er manipuleret og forvrænget til uigenkendelighed. 

Bag det hemmelighedsfulde slør, som produktionen kaster ud over musikken, gemmer sig til gengæld en tragisk storslåethed, der nærmest kan vække minder om Lana Del Rey. På trods af den outrerede produktion er hjertesorgen nemlig ikke til at overse. 

Oskar Witt. (Foto: Anna Borgkvist)

Oskar Witt

Hvem er han?
Hvis du vil vide, hvem Oskar Witt er, skal du bare lytte til hans tekster. Her fortæller han om ret barske sider af sit liv. På ’Ved ik om jeg kommer hjem’ rapper han eksempelvis om at ikke at have tag over hovedet.

Han startede sin lyrisk-kunstneriske karriere i poetry slam-miljøet, men har sidenhen valgt at fokusere på hiphop, hvor man dog sagtens kan høre hans slam-rødder i både tekst og levering på tværs af hans to ep’er.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder han?
Han lyder som én, der allerede i en ung alder har oplevet nogle ret voldsomme ting. Men tro endelig ikke, at det er totalt sortsyn af den årsag. Witts tekster sprudler af personlighed, humor og glimt i øjet, hvor især festhymnen ’Dem der blir’ viser, at han også er en rowdy type.

Produktionerne trækker på klassiske hiphopdyder, men taget ind i en moderne æra – ikke ulig nogle af de mere boom bappede Run the Jewels-sange eller produktioner fra A Tribe Called Quests afskedsalbum.

Milo. (Foto: Magnus Bri)

Milo

Hvem er han?

Milos karriere går efterhånden nogle år tilbage. Han har blandt andet skrevet sange for Thor Farlov, og mange vil uden tvivl genkende ham fra ‘Hvor mine ben’, det største hit fra ‘Vi ses’, Mas’ debutalbum fra 2023, hvor Milos autotunede, karakteristisk lyse vokal ikke er til at fejl af.

Alligevel er det som, at det er netop nu, han for alvor træder i karakter som solokunstner. Tilbage i august fik vi debut-ep’en ‘100% til dig’, og senest startede han 2026 ud med Sira Jovina-duetten ‘Det ku jeg ik se’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder han?
Udover stemmen er Milo kendetegnet ved sin følsomme, poppede r’n’b, der helt klart nikker til Hans Philip, men som ofte mere er mere hiphoppet, end Ukendt Kunstner-frontmandens solomusik har været i årevis.

Ep’en langt dyrker langt hen ad vejen det intime, hvor Milo virker til at finde sig bedst til rette, men netop den nye duet viser mere upbeat sider af talentet. Han har tydeligvis meget mere at byde på.

A Good Year. (Foto: Viktor Persson)

A Good Year

Hvem er de?
A Good Year består af Liss-medlemmet Tobias Laust og videokunstneren Albert Hildebrand, som blandt andet har instrueret musikvideoer for When Saints Go Machine og School of X. 

I 2024 debuterede duoen med det audiovisuelle projekt ’Sofina’, der udkom både som soundtrack-album og som kortfilm, og siden da har de udgivet en stribe singler – ofte i samarbejde med andre kunstnere. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder de?
At det visuelle spiller en central rolle er intet under, for der er noget filmisk ved A Good Years musik. Det gælder ’Sofina’ med sine abstrakte, billedlige lydlandskaber. Og det gælder nyere, mere poppede singler som ’Push & Pull’ med Helena Gao, der med sine hviskende vokaler, sine skramlede guitarer og sit episke crescendo lyder som noget fra en surrealistisk westernfilm. 

A Good Year udkommer på Escho, der udgiver mange af tidens alternative danske succeshistorier som Snuggle, Fine og Elias Rønnenfelt. Og det vil ikke undre, hvis duoen bliver de næste, som får hul igennem til udlandet. 

Rosa. (Foto: Klara Løkke)

Rosa

Hvem er hun?
Det kan føles som om, hun dukkede op ud af ingenting, da det virale hit ’Skyklapper’ landede, men Rosa Frydensbjerg har faktisk været aktiv i musikbranchen i en del år efterhånden.

Under kunstnernavnet RoseeLu fandt hun således vej til både Roskilde Festival og Dansk Melodi Grand Prix med engelsksproget, Y2K-klingende popmusik. Med det nye kunstnernavn Rosa har hun imidlertid valgt at trykke på genstart-knappen og skifte til modersmålet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder hun?
Rosa laver personlig, indadskuende popmusik, der sætter lyd på alle de følelser, man måtte gå rundt med som ungt menneske. Der er ingen stor popstjerne-selviscenesættelse – i stedet er fokusset på at være i øjenhøjde med lytteren, der kan spejle sig i musikken.

Der er tilsvarende næsten noget soveværelsespoppet over de nedbarberede produktioner, der omgiver hendes stemme, men altsammen tilsat velsmurt håndværk, der får hendes sangskrivning til at sidde lige så godt fast, som hvis hun var en larger-than-life popdronning af den gamle skole.

Von Quar. (Foto: PR)

Von Quar

Hvem er de?
Von Quar beskriver sig selv som et hooliganrock-band – en usandsynligt rammende beskrivelse for et band, hvis besætning er på størrelse med et fodboldhold, og som med elefanthuer, fodboldtrøjer og Dannebrog vajende bag sig krystalliserer følelsen af et helt stadion, der synger nationalsangen. 

Siden Von Quar debuterede med den dramatisk single ’Forår’, er det kun gået én vej. Sidste år spillede bandet på Roskilde Festival, og om en måneds tid indtager de et udsolgt Store Vega. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder de?
En Von Quar-sang er 100 procent uforfalsket maksimalisme. Buldrende trommer, storslået råbekor, brølende saxofoner og ikke mindst mastodontiske omkvæd, der kalder på fællessang. 

Deres sange gemmer dog ofte på et brutalt mørke, der spidder ekstasen. »Du må forstå, jeg vеd, hvor slemt det bli’r for dig«, lyder det på ’Forår’. »Du vil sætte hele livet på spil«, profeteres der på ’Hæng en mand’. Det er i dette møde mellem euforien og ondskaben, at Von Quar skaber noget helt unikt. 

Honorable mentions: Hold også øje med dem her!

Det danske vækstlag byder på mange flere spændende navne, end vi fandt plads til her, så lad os runde af med en række honorable mentions.

Tidligere på måneden fremhævede vi eksempelvis 10 danske hiphopnavne, du skal holde skarpt øje med i 2026. Kun to af dem fandt vej til denne liste, men tillad os igen at slå et slag for både Smøgmænd9BoogieWesmo, Skammerens døtre3XBFello og selvfølgelig Cizzo, der på ingen måde virker til at sænke farten efter sidste års eksplosive gennembrud.

I den alternative ende af spektret bør man ikke snyde sig selv for Soap Horse og dennes flossede countryrock eller trioen Wedding og deres dystre electronica, mens også bandet Asta er kommet godt fra start med den spydige debutsingle ‘Hvornår tror du du får en kæreste Asta spørger du?’. Og så er der indiepop-kvartetten Josie, som sidste år albumdebuterede på legendariske K Records, der har huset navne som Beck og Modest Mouse.

Derudover synes popmusikken at stortrives herhjemme lige for tiden. Det gælder den mere eksperimenterende af slagsen med Ivy Be Kind og duoen Mikey, men det gælder så sandelig også den mere rendyrkede popmusik, hvor vi formentlig kommer til at høre meget mere til både Will, Karoline Mousing og Guzo, soloprojektet fra sangskrivertalentet August Møller Fogh.

Sidst men ikke mindst er også masser af nye nævneværdige kunstnere, der arbejder inden for en mere klassisk singer/songwriter-tradition. Tag bare Augusta Schackinger, Lea Eyðbjørg og Karla Korsbak samt hele to nye signinger på pladeselskabet Konkylie, Luanna Elise og Polly.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af