‘Skønheden’: Rosalinde Mynsters debutroman er body horror med en bismag af candyfloss
ROMAN. I ‘Skønheden’ er alting hvinende sukkersødt og svulstigt. Læber er tykke som skumslik, de unge piger drikker milkshakes og spejler sig i hjerteformede spejle. Velkommen til det mest groteske aspekt af den amerikanske drøm: Skønhedskonkurrencer for børn.
Det er kan være svært ikke at være bare lidt skeptisk, når deciderede A-kendisser debuterer skønlitterært. Har de kun fået kontrakt med landets største forlag, fordi navnet alene kan sælge bøger? Men pak fordommene væk i denne omgang; skuespiller Rosalinde Mynster, som de fleste nok vil kende fra ‘Badehotellet’ og senest fra Tine Høeg-filmatiseringen ‘Sult’, har tidligere skrevet den anmelderroste bog ‘Min fars stemme’ om sin far, Søren Spanning, og leverer også her med sin romandebut et meget stilsikkert værk.
Vi befinder os i en tidløs verden, der på en måde smager af nullerne, (drikker nogen milkshake længere?), og som heller ikke helt kan geolokaliseres. Æstetikken skriger noget amerikansk, men det virker ikke til at være særligt vigtigt at præcisere omgivelserne. Det er nemlig en historie fyldt med arketyper, som jo findes alle steder.
Vi møder Nat, den til at starte med uskyldsrene, unge pige, som vokser op hos sin fromme mormor, indtil moren, der er som taget ud af en sæbeopera – yndig, ødelagt og chefens elskerinde med store (knuste) drømme – en dag får råd til at hente hende hjem.
Nat er et »yndigt barn« og er »kommet til mor med et løfte«. Moren tilmelder Nat til diverse skønhedskonkurrencer, og her starter vanviddet.
Både mor og datter bliver afhængig af den bekræftelse, der ligger i skønheden, og binder hele deres liv op på den. Da teenagekroppen forandrer sig, moren bliver syg, og Nat møder bedsteveninden og skønhedskonkurrence-kollegaen Betty, som ikke længere gider være »offergave til salen«, lander Nat som en lus mellem ikke blot to, men mange negle.
Skal hun og Betty klippe sig skaldede for at straffe deres mødre, eller skal hun forsøge at være den engel, moren har brug for, at hun er? Og hvem er hun overhovedet uden sin skønhed?
Det er i denne ambivalente relation mellem mor og datter, at Mynster shiner. Beskrivelsen af en forælder, der udlever en drøm gennem barnet, og hvor ulig en magtrelation, det altid vil være, er spot on. Når Nat ikke vinder som ÅretsBlomsterPige, og den skuffede mor siger »Vil du slet ikke? (…) for ellers kan vi bare stoppe«, løber det én koldt ned ad ryggen på samme måde, som når man ser interviews med Wozniackis far.
Mynster er god til at formidle det pres, forældres forventninger er, trods uendelige forsikringer om, at »det er jo din fremtid, det handler om«. Også skønhedens disciplinering af kroppen, der er så godt som umulig at leve op til midt i puberteten, er tilpas klaustrofobisk skildret.
Mynster kan altså være både poetisk og kritisk, og hverken romanens struktur eller handlingstråde fejler noget, men hånden på mit hjerteformede hjerte, så håbede jeg hele tiden, at romanen ville komme med et take på det åbenlyst problematiske ved skønhedskonkurrencer til børn, som man ikke har hørt hundrede gange før. Det bliver en smule, som ’Barbie’-filmen havde været, hvis man fjernede al dens sassy humor.
Ret skal være ret, det er klart et bevidst greb fra forfatterens side at go nuts på den sukkersøde æstetik, og den del fungerer. Men karikaturen overrasker bare aldrig.
Nat, der både er skrøbelig, sært selvsikker og fuld af kedsomhed, indleder en affære med sin ældre klaverlærer, fordi hun ikke kan realisere sig selv som andet end den smukke, lille pige, hun har lært, at hun er, og senere hænger hun ud i hotelbarer for at dulme tomheden med tilfældig sex. Hendes selvdestruktive mønstre bliver så arketypiske, at man ikke helt kan mærke karakteren.
Det er som om, romanen bygger på en sympatisk, men lidt løs idé om at kritisere skønhedsindustriens sindssyge, og aldrig helt får forløst sit potentiale. Modsat Cecilie Linds ‘Pigedyr’, der fik os til at gyse og længes med den unge pige, leve os ind i hende og, igen, gode gamle ‘Barbie’-filmen, der fik os til at grine ad det tragikomiske i vores eget hykleri.
I et nyligt interview til Weekendavisen fortæller Mynster, at hun drømmer om at opdigte en trosretning eller et okkult fællesskab i sin næste bog. »Finde på ritualer, symboler og myter.« Med Mynsters evne til at gå planken ud rent æstetisk og blik for skyld og skam er det en bog, jeg hellere vil læse!
Kort sagt:
Rosalinde Mynster skriver med blik for skyld og skam, og vi får lov at mæske os i en herligt kompromisløs Barbie-æstetik. Men kritikken af skønhedsindustrien er velkendt, og romanens mest forudsigelige spor svækker dens ellers gennemførte univers.