’28 Years Later: Bone Temple’: Zombieopfølger er ambitiøs, klog og vidunderligt weird
FILM. De er der stadig, de inficerede, blodbrækkende zombier. De ser ud til at luske rundt overalt på fastlandet i Storbritannien, og hvert øjeblik kan de dukke frem fra et buskads på evig jagt efter at bide, flænse og sprede virussen til alle levende, modtagelige væsner.
Alligevel træder zombierne i baggrunden i dette kapitel af ’28’-franchisen, den fjerde film, der ikke foregår i en mulig fremtid, men i en alternativ, nutidig virkelighed. Efter udbruddet af rage virus i 2002 formåede den omkringliggende verden at inddæmme og udrydde virussen, men De Britiske Øer er karantænezone. Et ingenmandsland uden regler, og hvor vi hidtil kun har set små grupper af overlevende, der forskanser sig fra de omvandrende, rasende smittebærere.
I ’28 Years Later – Part 2: The Bone Temple’ er zombierne det mindst uhyggelige, og Alex Garland, der også skrev den første og tredje film, fører her historien i retning af et syret, bibelsk opgør mellem misforstået religion og videnskab. Ikke kold videnskab, men sjælfuld og filosofisk videnskab personificeret i Doktor Ian Kelson (Ralph Fiennes), som vi mødte i ’28 Years Later’ fra sidste år.
Det er vigtigt at sige, at de to film blev skudt back to back, og man skal have set ’Years’ (og helst også den oprindelige ’Days’) for at få noget ud af ’The Bone Temple’. Lad os sætte scenen, hvilket inkluderer et par spoilers fra første del, instrueret af den oprindelige films bagmand, Danny Boyle:
Den sluttede med, at drengen Spike (Alfie Williams) er alene på fastlandet, og han jages af zombier, da han pludselig bliver reddet af en flok unge weirdos iført farverige træningsdragter, guldkæder og blonde parykker. Men er Spike reddet, eller er han på vej ind i noget mere ondt end de ensporede zombier?
Flokkens fører kalder sig Jimmy (Jack O’Connell). Han kalder de andre medlemmer ’sine fingre’, og som en anden kultleder kræver han absolut troskab, og alle skal genskabes i hans billede.
Derfor hedder alle i flokken Jimmy, og ingen må stille spørgsmål til førerens selvopfundne, satanist-inspirerede religion. Alle Jimmyerne er effektive dræbere, men det går ikke kun ud over zombierne. De torturerer folk og kalder det medlidenhed.
Det er et vildt træk fra Alex Garland at lade Jimmy være hovedskurken. Folk uden for Storbritannien kender ikke nødvendigvis referencen. Navnet, tøjet, håret – alt ser ud til at være inspireret af Jimmy Savile, en tidligere vært fra britisk børne-tv og en kendis, der arbejdede med velgørenhed for børn og gamle.
Efter hans død i 2011 kom hundredvis af anklager frem om seksuelle krænkelser. Jimmy har været et barn, da udbruddet skete, og han er besat af Teletubbies. Måske elskede han også Jimmy Savile, og i denne alternative virkelighed er sandheden om det børneelskende monster nok aldrig kommet frem. Et grumt skæbnetwist og en kontroversiel figur at putte ind i historien.
Spike vil helst flygte fra gruppen, men fordi han på nær-mirakuløs vis overlever indvielsesritualet, lever han nu i frygt og prøver bare at undgå at gøre alt for forfærdelige ting. Ikke en nem opgave. Det er åbenlyst, at han snart kommer til at skulle vælge mellem Jimmys voldelige dogmer og sin egen menneskelige anstændighed.
Imens fortsætter Doktor Kelson sit store værk, The Bone Temple, et slags Stonehenge bygget af knogler og kranier som et mindesmærke for de millioner af døde. Han har udviklet et underligt forhold til Alfa-zombien Samson, der var hovedskurken i ’28 Years Later’.
Doktoren udvikler en teori om, at zombiernes hjerner måske ikke er helt ødelagte af infektionen, men at virussen ligger som et lag oven på sindet.
Er der måske noget menneskelighed tilbage i zombierne?
Boyle har overladt instruktørstolen til Nia DaCosta (’Candyman’, ’Marvels’, ’Hedda’) og hun kaster sig ud i at undersøge netop det spørgsmål. Et andet af filmens temaer handler om, hvordan religion ikke er i stand til at redde vores sjæle. Det er et omdrejningspunkt, der har været tydeligt helt fra den første film, hvor Cillian Murphys karakter har sit første opgør med en inficeret præst i en kirke og derefter bliver jaget af blodfrådende kirkegængere.
I ’The Bone Temple’ træder temaet tydeligt frem med Jimmy, præstesønnen, der så sin far lade sig æde af zombier i ekstase over dommedagens endelige komme. Nu bærer Jimmy et omvendt kors og kalder sig Satans søn i det gudsforladte land.
Jack O’Connell som føreren Jimmy fremstår som en slags fætter til den bogstavelige blodsuger, som han spiller i ’Sinners’. Han kan virke charmerende, men der er en konstant understrøm af trusler. Jimmy mangler desperat en gudeskikkelse for at cementere sin status som den udvalgte.
Og det er her, Doktor Kelson kommer ind i billedet. Kelsons omsorg for sine medmennesker og forståelse for videnskab og filosofi virkede næsten magisk på Spike. Kelson er en Messias i Spikes øjne. Men Jimmy øjner muligheden for at lade Kelson agere Satan selv.
Det fører til en uforglemmelig scene med Ralph Fiennes, som involverer bandet Iron Maiden, og hvor man kan sige, at han bogstavelig talt danser for sit liv.
Filmene i ’28’-franchisen har altid villet sætte et spejl op foran den britiske identitet. Hvem er briterne egentlig, når alt bryder sammen? Svarene var ikke altid behagelige. Nia DaCostas dejligt aparte fortsættelse fokuserer på den vedvarende kamp mellem fornuft og meningsløshed. Menneskets stræben efter mening i galskaben.
Samtidig er det en horrorfilm, så ’The Bone Temple’ må nødvendigvis slutte, som den begynder. I frygt og død og med ukomfortable spørgsmål om, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen nu.
Men samtidig lykkes det for ’28 Years Later – Part 2: The Bone Temple’ at gentage de tidligere films trick: Den finder øjeblikke af skønhed midt i samfundets smuldren.
Kort sagt:
Tankeløs fanatisme er næsten værre end zombiernes tankeløse raseri i denne fjerde film, som er blodig og grum, men også ambitiøs, klog og vidunderligt weird.