FIRST LISTEN. Bedst som man var begyndt for alvor at frygte, at ASAP Rocky havde taget ved lære af hustruen Rihannas mildest talt mådeholdende tilgang til albumudgivelser, er det her endelig.
Den længe ventede efterfølger til det otte år gamle ‘Testing’ er landet efter utallige udsættelser, et par retssager og en håndfuld børn.
Med en times varighed og medvirkener fra filmkomponisten Danny Elfman, rockbandet Gorillaz, folkstjernen Jessica Pratt, electronica-eksperimentalisten Thundercat og rappere som Doechii, Tyler, the Creator, Westside Gunn og Will.i.am er der nok at tage fat på.
Vi har lyttet hele morgenen. Her er tre tanker om ‘Don’t Be Dumb’, inden Soundvenues anmeldelse lander i starten af næste uge.
1. Tester stadig
Reaktionerne på ’Testing’ – et totalt rodet, men ikke ucharmerende kaos, der spændte fra hårdtslående grime med Skepta til glitchet r’n’b med FKA Twigs og Frank Ocean-ledsaget indiefolk – var mildest talt delte.
Det afholder dog ikke Rocky fra på ’Don’t Be Dumb’ helt ufortrødent at fortsætte, hvor han slap for otte år siden.
Med åbningsnummeret ’Order of Protection’ begynder albummet ellers i det atmosfæriske cloudrap-territorie, som Rocky i begyndelsen af 2010’erne var med til at definere, men der går ikke længe, inden hans genrebrydende impulser melder deres ankomst.
Det burde ikke komme som en overraskelse efter den småpsykedeliske surfrock, der prægede førstesinglen ’Punk Rocky’, men man forundres alligevel over, hvor mange forskellige lyde, Rocky når at bringe i spil. »Superstar, jazz man, no guitar, rockstar«, lyder hans egen selvkarakteristik.
Fra den brutale, Playboi Carti-klingende rage rap på ’Stole Ya Flow’ til den meget mystiske ’The End’, hvor ASAP Rocky – i selskab med det, der må være verdens mest umage makkerpar, Will.i.am og Jessica Pratt – kombinerer rap, folk og nytestamentlig dommedagsteologi.
For ikke at tale om Gorillaz-besøget på ’Whiskey (Release Me)’, den ekstremt larmende, industrial-klingende ’STFU’, den legesyge cocktail-jazz på ’Robbery’ eller den besynderlige ’Air Force (Black Demarco)’, hvor hektiske footwork-rytmer leder direkte ind i et vægtløst dreampop-coda.
Det bliver spændende at se, om eksperimenterne bliver modtaget med større begejstring denne gang. Men uanset er det opmuntrende at få bekræftet, at han ikke har mistet eventyrlysten efter otte år som familiefar.
2. ASAP Rocky har ikke tabt en retssag … endnu
På trods af enkelte mere eller mindre subtile henvisninger – »Now I’m a father, my bitch badder than my toddler / My baby momma Rihanna, so we unbothered«, lyder en linje, der falder i sidstnævnte kategori – er familiefaren ASAP Rocky ikke hovedpersonen på ’Don’t Be Dumb’.
Det er til gengæld den ASAP Rocky, der i 2021 blev anklaget for at have skudt sin tidligere ven ASAP Relli – en anklage, han først blev frikendt for sidste år efter en langvarig retssag.
Mange ville nok have svært ved at holde humøret oppe, hvis de stod til 24 års fængsel, selvom det nok altid hjælper på humøret at danne par med Rihanna. Men hvis anklagerne og retssagen har tæret på Rockys ukuelige selvsikkerhed, skjuler han det godt på ’Don’t Be Dumb’.
»Judge want my ass, smoke a pack in the court / Kickin’ in your door, all black Air Force«, lyder det kæphøjt på ’Air Force (Black Demarco)’, mens Rihanna også får en hilsen med på vejen: »You was there when the judge said, ‘Not guilty’ / It ain’t no jail for me«.
På åbningsnummeret forstår vi, at de alvorlige anklager er til omtrent lige så stor gene for Rocky, som når hans musik bliver lækket: »It’s been a lil’ while since I been in the league / A couple lil’ trials, couple of leaks / Still in the field like I’m runnin’ in cleats«, lyder åbningslinjen.
Kun i glimt sprækker facaden. Som når han på ’No Trespassing’ rammes af visheden om altings midlertidighed: »We ain’t lose in court … yet«.
3. Doechii stjæler showet
’Don’t Be Dumb’ er en tung, dyster og meget fortættet lytteoplevelse. Det er i netop den stemning, Rocky altid har følt sig bedst hjemme, så der er intet odiøst i, at albummet føles omtrent som at stikke hovedet ned i et mørkt hul fyldt med narkotiske dampe.
Alligevel er det ret skønt, når hiphoppens drama queen nummer ét – Doechii – dukker op mod albummets afslutning på den jazzede ’Robbery’ og bryder gennem mørket med sin sprælske, småmaniske teaterskoleenergi.
»They gon’ hate where they can’t compete or compare / Sex on the beach, please don’t spill it on the mink / Address me as Chi-Chi, not Doechii when I’m in the wild / Rubies on the brooch, vintage leather coach / You ain’t invent this, hoe, so please don’t approach«, rapper hun storskrydende og forførende og afslutter hver sætning med en karikeret kysselyd: »Mwah«.
På et album, hvor vi blandt andet har fornøjelsen af at høre Will.i.am rappe om pludselig at have fundet Jesus – »I saw the Bible upside down today / The only King James they know is 2K«, advarer han forfærdet – er det altså tiltrængt med en solid saltvandsindsprøjtning i form af Doechiis flabede divaattitude og gakkede humor.
Will.i.ams kristendom er altså bare ikke lige så gribende som Rosalías.
Det er muligt, at Doechiis manierede stil altid vil dele vandene – og at hun ovenpå den virale, men ofte kritiserede ’Anxiety’ stadig er en kontroversiel skikkelse i hiphop – men altså … det er sgu svært at diskutere med den karisma, hun lægger for dagen her.