’Twinless’: Efter et twist udvikler filmen sig til et queer svar på ’Fleabag’

FILM. Som de ynder at sige det i romcom-land: Det er … kompliceret.

Roman (Dylan O’Brien) er »ikke den skarpeste kniv i skuret«, som han så flot udtrykker det. Han er mere hetero end amerikansk fodbold, lige så basic som et H&M-katalog og ved ikke, hvordan han skal komme ud med sin indebrændthed.

Det hjælper ikke, at hans karismatiske enæggede tvilling Rocky netop er blevet ramponeret af en stationcar, da han gik over for rødt.

På den anden side er Dennis (instruktør og manusforfatter James Sweeney) en ulideligt sardonisk twink, hvis selvhad kun overgås af sin afsky for den sukkersøde, peppy sekretær på arbejdet (fænomenale, dybt underkendte Aisling Franciosi).

Det umage par, Roman og Dennis, støder på hinanden i en sorggruppe for tvillinger, som har mistet sin anden halvdel, og i de første tyve minutter af Sweeneys streamingaktuelle sorte komedie ’Twinless’ forløber deres vordende venskab som en herligt ukompliceret Netflix-romcom.

Den brovtende Roman er ikke sky for at konfrontere Dennis om hans antagonistiske adfærd, og gennem Dennis’ emotionelle intelligens plus terapeutiske spilsessioner med ’The Sims’ bløder stenmanden Roman langsomt op. 

De to har en vidunderligt naturlig kemi, og især O’Brien er lidt af en åbenbaring. I korte flashbacks som den smækre tvilling Rocky udstråler den tidligere teenage-hjerteknuser en glødende karisma. Og han forsvinder ind i rollen som Roman, der konstant viser ubehag ved at skulle granske sin ellers så simple tilværelse.

Men derefter lander et sent titelcard, og da den varme nærhed udskiftes med et koldt, udestående kameraperspektiv, bliver det pludselig tydeligt, at Sweeney er mere inspireret af ’Fleabag’ end ’When Harry Met Sally’. Som om det indledende trafikuheld ikke gjorde dén forbindelse krampagtigt åbenlys.

Ligesom serieskaber Phoebe Waller-Bridge åbnede op for den moderne kvindes begær og mørke råt for usødet, har Sweeney tydeligvis sat sig for at portrættere de normalt så uskadelige queers som hverken kvinders bedsteven, tragiske martyrer eller sympatiske i det hele taget.

Som sit forbillede er ’Twinless’ på alle måder en film for og af millennials. Udover ’The Sims’ dyrker filmen alle min generations største laster, fra kiksede kostumefester til boygenius. Og findes der noget mere millennial end at fake et angstanfald midt i en kunstinstallation for at undgå en konfrontation?

Den formfuldendte æstetik bliver til tider næsten for twee, som et hole in the wall-bryggeri i Portland.

Men hvis ’Twinless’ er skyldig i én synd, er det et klassisk problem for film skabt af én visionær, der bærer alle de kreative hatte på samme tid. Præcis som med ’A Real Pain’ fra sidste år, der var drevet af Jesse Eisenberg foran såvel som bag kameraet, føles de emotionelle konfrontationer og monologer en anelse klæge, som om de hørte til på de skrå brædder.

På den anden side kan den irriterende påtagethed nemt læses som helt bevidst. Ligesom sin hovedperson Dennis er ’Twinless’ lidt af en håndfuld. Men bag den manierede facade gemmer der sig et bankende hjerte.

---

Kort sagt:
Streamingaktuel romcom begynder som en sød bromance, men efter et tidligt twist udvikler den sig til en queer ’Fleabag’. Det er katteurt for os millienials – så er du advaret!