‘Sameproblemet’ flår glansbilledet af den skandinaviske velfærdsstat i stykker
ROMAN. Kathrine Nedrejords ’Sameproblemet’er ikke en pæn, akademisk gennemgang af samisk historie. Det er et rasende, personligt og uforsonligt kampskrift. Det er et kraftfuldt og smertefuldt opgør med den norske stats assimileringspolitik og de dybe sår, som “fornorskningsprocessen” har efterladt i den samiske befolkning.
Fortællingen følger freelancejournalisten Marie Engmo, der rejser hjem til Márkannjárga i det allernordligste Norge for at deltage i sin ákkhus (bedstemors) begravelse, men begynder i Frankrig, hvor den nybagte mor lever som fastboende kulturel nomade. Hun ser sjældent sin familie og holder sig på behørig afstand af sine samiske rødder.
Med ét forandres alt. Den nat áhkku dør, mærker Marie intet. Resten af familien fortæller om et pludseligt nærvær og spirituelle vækkelser, da matriarken tager sit sidste åndedrag. Marie er ikke blot tusindvis af kilometer borte, men hun har tilsyneladende også afskåret sig fra de bånd, hun er gjort af.
Rejsen hjem til Sápmi (samernes hjemland) bliver en lige dele opløftende og gruopvækkende oplevelse for den unge mor, som foruden at være både langt hjemmefra og helt og aldeles hjemme på én og samme tid, også må undvære sin nyfødte datter Anna, da hun endnu ikke er registreret af myndighederne og derfor ikke har noget pas.
I Márkannjárga møder Marie alt det, hun har brugt det meste af sit voksne liv på at flygte fra; kulturen, sproget og den samiske identitet – og ikke mindst de åbne sår, som den norske stats diskrimination har ført med sig og fortsat fører videre i den stiltiende accept af den racisme, som samerne har været underlagt i århundreder.
Et intergenerationelt traume
Kathrine Nedrejord, som selv er af samisk afstamning, bruger litteraturen som et våben mod den norske stats forsøg på at udviske hendes folks sprog og krop. I romanen oplever fortælleren, hvordan det intergenerationelle traume går i arv. Fra bedstemor, til mor, til Marie og nu til hendes lille datter.
Alle bærer de på generationers smerte, undertrykkelse og fornedrelse:
»Sameerfaringerne opbevarer jeg i et særligt rum, klemmer dem sammen så jeg ikke kan se dem isoleret, men altid samlet, som en eneste stor, omfattende og igangværende erfaring. […] Således kan jeg forsøge at distancere mig fra udsagnene. Virke saglig, mindre forulempet«, skriver forfatteren og fortsætter:
»Jeg ved, at det er bedst at lade som om. Sige, at det der burde såre mig mest, rent faktisk sårer mig mest, i stedet for sandheden, at alle stikkene, både dem med pil og dem med nål, svier som var der samme kraft i dem. Stikker og stikker huller i mig. […] Alt er blevet en evig påmindelse om at der findes mennesker derude som ikke kan se mig og sådan nogle som mig som netop det. Mennesker«.
Hvem ejer historien?
Den påtvungne “fornorskning” eksekveret af den norske stats assimileringspolitik, som blandt andet indebar forbud mod samisk kultur, samiske navne og samisk sprog, vidner ikke blot om et underbelyst kolonialt traume i Norge, Sverige og Finland (hvor samerne primært lever og stammer fra).
Historien om den udprægede racisme, forfølgelse og umenneskeliggørelse af et (ur)folk, hvis eneste forbrydelse var at være anderledes end majoriteten, vækker ligeledes genklang på den danske side af Norskehavet.
Vi elsker fortællingen om den progressive skandinaviske velfærdsstat, men ’Sameproblemet’ flår glansbilledet i stykker. Bogen rejser spørgsmålet om kulturel tilegnelse og historisk retfærdighed. I en tid, hvor det dansk/grønlandske forhold er under pres både inde- og udefra, er Nedrejords minoritetshistorie svær at komme udenom.
Herhjemme bærer vores forhold til Grønland fortsat præg af den enorme “fordanskning” af det grønlandske samfund, der har fundet sted i løbet af de seneste 300 år, og som stadig gør det den dag i dag. Til forskel fra nordmændene har vi dog langt om længe indset, at det grønlandske folk (og deres nationale kultur, sprog og traditioner) ikke er forbundne og forpligtede over for Kongeriget Danmark. Undskyldninger er givet, og flere vil uden tvivl komme.
Grønlænderne skriver nu deres egen fortælling, og det samme gør Kathrine Nedrejord på det samiske folks vegne.
»Det er et råb i mørket med håb om at dem der aldrig lytter, vil blive tvunget til at lytte«.
Kort sagt:
’Sameproblemet’ viser os det upolerede Norges fortid som kolonialistisk undertrykker fra de undertryktes perspektiv. Kathrine Nedrejord tager ejerskab over sin egen og samernes historie på både rørende og afskyvækkende vis.