En af de bedste komedieskuespillere de sidste talrige årtier er gået bort.
Catherine O’Hara er død efter kort tids sygdom, kun 71 år gammel. Det har hendes agentur oplyst Variety.
Kender man hende ikke for andet, vil man i hvert fald kende O’Hara som Kevins mor i ‘Home Alone’. Et gensyn med dén juleklassiker bekræfter, hvor uforlignelig timing og blanding af empati og deadpan hun kunne mønstre.
Den canadisk-amerikanske skuespiller blev allerede inden ‘Home Alone’ kendt i blandt andet ‘Beetlejuice’ i slut-80’erne, mens hun for alvor blev kultdyrket som en favorit i Christopher Guest-komedier som ‘Waiting for Guffman’, ‘Best in Show’ og ‘A Mighty Wind’ op gennem 00’erne.
På sine ældre dage fik hun et stort comeback med den Emmy-vindende komedieserie ‘Shitt’s Creek’, som fik andre større produktioner til at genopdage hende. Senest optrådte hun både i ‘The Last of Us’ – som Joels psykolog – og i Seth Rogen-serien ‘The Studio’ som detroniseret studieboss.
Hun vendte også tilbage i opfølgeren ‘Beetlejuice Beetlejuice’, og hver gang slog hun fast, at hun kunne turnere en kølig-ironisk replik som få andre.
Catherine O’Hara startede som sketchkomiker i den legendariske komedietrup The Second City i Toronto.
Hun efterlader sig to børn.
