‘Slip’: Godt tænkt debutroman om døden er unødvendigt poetisk
ROMAN. Døden kan gøre alting mere virkeligt og uvirkeligt på én gang. Man kan blive suget helt ind i sit eget bryst eller føle, at man flyver tre meter over sin krop.
Lasse Raagaards debutroman, ’Slip’, kredser om netop den bevægelse, der følger af et livs ophør. Alle sætninger er farvet af dødens mellemværende med livet i en fintfølende fremstilling af den fremmedgørelse, der følger af døden.
Allerede i bogens indledning dør 33-årige Lu, som er indlagt på Center for Erhvervet Hjerneskade. Han efterlader sig sin kæreste Lea, faren Troels, og vennerne Albert og Ce.
Sorgens væsen tillader dog ikke tiden at skride fremad, så i stedet er historien båret af tilbageblik og minderne fra Leas, Lus og vennernes liv sammen, ligesom den også tager os helt tilbage til bondestenalderen, 5.000 år tilbage i tiden, hvor Hajra ligger død i »de dødes hus«, og hun efterlader sig Rea, Nine, Silvie og Toki.
Gennem dette dobbelte tidsspor kredser romanen om dødens forskellige facetter: behandlingen af den døde krop og bearbejdningen af dødens mere åndeligt orienterede ritualer og sorg. På den måde forbindes vores spinkle ’nu’ med Historien. Det er godt tænkt, og det løfter bogen.
Men ja, det lyder meget trist, og det er det virkelig også. Det er en alvorlig bog om livets alvor skrevet med en alvorlig pen.
Lever den døde videre?
Men det er også en bog om at åbne sig mod verden, om at give slip på kontrollen.
Tingene »»sitrer«, »vibrerer« eller »flakker«. »Fornemmelsen« af »noget«, som man nok kan føle, men ikke se. Der går en engel gennem stuen, og den bliver der. Bogen skriver sig på den måde ind i en tendens i ny dansk litteratur til at tage det spirituelle på ordet.
Romanen undersøger, hvordan den døde lever videre mellem os. Og den svarer selv: Som en skydedør der pludselig går op, fordi sensoren »må opfatte noget, der ikke er til at se«, eller som »en sitren, der samler sig, en skygge i den kolde regn«. Som en ændret følelse af verden. At døden trænger ind i livet gør noget ved virkelighedsfornemmelsen for karaktererne. Det ser vi, når Lea besøger den meget syge Lu, og pludselig får en vision:
»Hun ser en kuppel af lys for sig, en lille sfære, der hænger i brysthøjde over parkeringspladsen nede foran Centeret. Et energifelt. Det har noget mærkeligt forklarende over sig, lyset bevæger sig indad og æder af sig selv«.
Poetisk påklistring
Lasse Raagaard debuterede i 2021 med den prisbelønnede digtsamling ’ssn snnart’, hvori han brugte sproget dybt originalt til blandt andet at fremstille den stammende persons talebesvær.
Den poetiske impuls genfinder man i ’Slip’, når virkeligheden opløser sig og noget andet træder ind i sproget. Som fx til en technokoncert på Hangaren: »Bassen smutter hen over en havoverflade, en dreamy fornemmelse før den bliver tungere og glider i dybet. Gungrer. Det oversvømmer Lu«.
Men det er dog også her, at vi rammer hovedet på sømmet i forhold til, hvad jeg af og til kløjs i ved bogen. Det poetiske virker flere steder ret unødvendigt. Et sted vågner Rea ved siden af en mark, og det bliver beskrevet sådan her:
»Svag dis og krager i sårevnerne … Hun går foroverbøjet, overskyet endnu, regn falder mellem træerne«. Her udelades ord for at give poetisk edge, men det lander noget tungt og uelegant. Som Nik & Jay fratrukket charmen.
Og så undrer jeg mig over, at visse vendinger går igen og igen og igen. Mængden af gange en karakter »fornemmer«, »forestiller sig» eller »ser noget for sig« er svær at sluge, ligesom der ingen grænser er for, hvor ofte noget kan »sitre« eller »vibrere«. Hele fire forskellige steder står der, at Rea »har en tør hals«.
På trods af bogens enorme ambitionsniveau med et mangfoldigt persongalleri, en tematisering af noget så stort som døden, en poetisk gnist i sproget og en handling der spænder over 5.000 år, har den kun et enkelt gear at køre i, og det tynger læseoplevelsen i længden. Det er ærgerligt, for det skæmmer en ellers fin behandling af et emne, der er evigt aktuelt og vigtigt.
Kort sagt:
Lasse Raagaard slår med sin debutroman et stort brød op. Når bogen er bedst indfanger den præcist sorgens væsen, men dens poetiske begrænsninger og sproglige ensformighed giver den karakter af kun at køre i ét gear.