Britney Spears har sandsynligvis fået sig en rigtig god opsparing efter årsskiftet. Den 44-årige popstjerne har nemlig lige solgt rettighederne til al sin musik.
Hovedpersonen selv har ikke udtalt sig om handlen, men flere kilder bekræfter den over for Rolling Stone.
Køber af hele Spears’ hitspækkede bagkatalog er firmaet Primary Wave. Handlen blev ifølge TMZ, der er i besiddelse af de juridiske dokumenter, underskrevet 30. december sidste år.
Beløbet er ikke kendt, men det befinder i samme skala som Justin Biebers tilsvarende salg af sit bagkatalog til Hipgnosis Songs Capital i 2023, vurderer TMZ’s anonyme insiderkilder. Den handel indbragte Bieber omkring 200 millioner dollar, svarende til cirka 1,3 milliarder kroner.
Dermed følger Britney Spears en tendens i musikbranchen de seneste år, hvor blandt andre Justin Timberlake, Bob Dylan, Future, Shakira, Paul Simon, Tina Turner, Bruce Springsteen og Tame Impalas Kevin Parker har solgt deres rettigheder videre for astronomiske million- eller milliardbeløb.
Primary Wave købte sidste år også 50 procent af rettighederne til The Notorious B.I.G.’s bagkatalog. Tidligere har firmaet opkøbt rettighederne til musik af blandt andre Whitney Houston, Bob Marley og Prince.
Britney Spears har ikke udgivet et album siden ‘Glory’ fra 2016, og hun har ikke spillet en koncert siden 2018.
De seneste år har popstjernen (og omverden) været travlt beskæftiget med retssagen om den medieombruste værgeordning, som hun kom fri af i 2021. Derudover har hun udgivet den ligeledes bredt dækkede selvbiografi ‘Min egen stemme’ fra 2023.
