KOMMENTAR. Nu kan Bad Bunny næsten ikke blive en større figur på den popmusikalske verdensscene.
Som den mest streamede kunstner i 2025 og med den første Grammy for Album of the Year til et album på spansk i baggagen indtog han søndag den største musikalske scene på tv, Super Bowl-halvlegsshowet.
Umiddelbart et godt match at have den største kunstner på den største scene for at gøre flest muligt mennesker glade, men allerede før showet var den puertoricanske kæmpestjernes inklusion i den ultimative amerikanske kulturbegivenhed et problem for nogle, der gerne så mindre spansktalende repræsentation på den store scene.
Meget er blevet sagt om den amerikanske immigrationspolitik og retorik, når det kommer til puertoricanere, og de emner var selvfølgelig en implicit politisk del af showet, uanset hvad Bad Bunny havde gjort på scenen.
Den måde, han så valgte at bruge sin tid i spotlyset på, understregede dog også et moderne mandeudtryk, der i sig selv på rørende vis viste, at sund maskulinitet selvfølgelig findes og er værd at stræbe efter.
Det mest lykkefulde show længe
Udover primært at foregå på spansk føltes Bad Bunnys show også nyskabende i sin interaktivitet.
Sjældent har jeg set en performer interagere så meget med andre mennesker under sin optræden. Benito dansede, snakkede, hoppede og sang i kor med sine statister og medstjerner. Han brugte dyrebare sekunder på at give en miniversion af sig selv en Grammy og at facilitere et rigtigt bryllup.
Hvorfor? Fordi det føles godt at dele sin glæde med andre.
Og det gjorde superstjernen hele tiden. Med kameraet for det meste i øjenhøjde eller lavere føltes det som seer som at være midt i en hektisk fest, hvor værten hele tiden fik øjenkontakt og smilte med sine glade gæster.
Men man skal ikke tage fejl af Benito som bare en festabe eller en hyggeonkel.
Udover det signifikante i at vise noget som helst fra Puerto Rico – et såkaldt amerikansk territorie, hvilket betyder, de er underlagt den amerikanske stat, men ikke kan stemme i nationale valg – valgte han nogle sigende episoder fra landets historie at vise frem.
Da et simuleret uvejr brød løs, og lysene på stadionet i San Francisco flimrede, klatrede Bad Bunny op i en elmast og optrådte derfra. Den scene refererer til orkanen Maria, der ramte landet i 2017. Det resulterede i tusindvis af døde og et meget ustabilt elnet i årene efter.
Dengang protesterede Bad Bunny imod præsident Donald Trumps håndtering af situationen, og han har ikke glemt den manglende hjælp fra regeringen.
Han har forsvaret queer-rettigheder og måske mest sigende af alt: Mens han var på sit højeste popularitetsniveau i 2025, valgte han at tage undgå at spille i USA på sin kæmpe store verdensturné.
Dermed sagde han farvel til en stor pose penge med begrundelsen, at han frygtede for sine koncertgængeres sikkerhed i forhold til det amerikanske immigrationspoliti ICE.
Det er integritet på et andet niveau end at lave SoMe-opdateringer, der ikke koster noget.
Solidaritet som Kendrick Lamar
For nogle vækker beskrivelsen af en stor kunstner, der trækker tråde til sin kulturs historie og viser solidaritet med sit folk, når de møder modgang fra systemet, måske mindelser om sidste års Super Bowl-pletskud Kendrick Lamar og hans meget gennemførte 2025.
Op til Super Bowl sidste år havde Kendrick som bekendt en massiv beef med Drake (hvordan havde vi så meget tid til at gå op i det i 2025?).
Men modsat klassiske hiphopbeefs handlede den mindst lige så meget om at være den bedste familiefar som at være den bedste rapper. Den ’bløde’ mand, der trofast tager sig af kone og børn, er selv noget rappere aspirerer til nu.
Kendrick kombinerede disstracks med en sejrsrunde af et album i form af ‘GNX’, der fejrede den scene i Los Angeles, han er fra – og med showet ’The Pop Out’, der samlede kunstnere og konkurrerende bander på samme scene i en fejring af fællesskabet.
En del af fejringen var dog stadig nedgørelse af modstanderen Drake og refrænet they not like us.
Bad Bunny, derimod, har taget festen, den historiske bevidsthed og den kulturelle fejring med sig og efterladt udelukkelsen.
På trods af hans folks modgang insisterer han på glæden og kærligheden over hadet, som stod på den store stadionskærm under hans Super Bowl-show, uden at miste styrken til at stå fast på sine grænser.
Ledestjerne i en maskulinitetsforvirret tid
I Danmark har vi også en kunstner, der gerne vil repræsentere sin kultur og sit folk som en følsom, men sexet mand.
Det er Tobias Rahim i høj grad lykkedes med. I løbet af de sidste fem år er blevet en af de største stjerner i Danmark, samtidig med at have brugt sin stemme til at italesætte racisme og intolerance.
Hverken Rahim eller Bad Bunny har været generte om deres glæde ved sex eller at bruge deres veltrænede kroppe i deres stjerneimage.
Men det har aldrig været på bekostning af ærlighed omkring deres følelser. Rahim har været åben om sit mentale helbred og at have angst, mens Benito dedikerede et helt album til sin tristhed og kærestesorger.
Den oprigtighed er rørende, men også noget, der gør dem endnu mere attraktive. Fremfor at udtrykke svaghed viser de her to drengerøve, at de har integritet i alt, hvad de gør.
Når der er fest, er der fest, men de gemmer sig ikke i de svære tider eller glemmer at stille op for deres folk.
Debatten har efterhånden kørt en del år om hvor svært det må være, at være en ung mand i 2020’erne.
Hvor skal man kigge hen efter de gode eksempler på mandeidealer, der ikke leder til kvindehad eller usikkerhed som afbilledet i sidste års fantastiske Netflix-serie ‘Adolescence’?
Lad mig præsentere: Bad Bunny.
Den generøse mand, der deler ud af sig selv – både når der er fest, og når der er trist. Den standhaftige mand, der ikke opsøger konflikt eller nedgør andre, men som heller ikke bøjer af i stormvejr eller glemmer at løfte sine medmennesker op.
Manden er ikke blevet irrelevant, men hvis han vil have respekt, må han tage ansvar. Det gør Bad Bunny igen og igen.