Oscar-ræset er i fuld gang, og en fast bestanddel er de såkaldte ‘for your consideration’-kampagner, filmselskaberne kører i Hollywood, der blandt andet kan være gammeldags billboards langs med vejene.
Den slags behøver sydkoreanske ‘No Other Choice’ egentlig ikke bekymre sig om, da den trods en bragende kritisk modtagelse og et godt billetsalg ikke fik en eneste nominering, selvom den var med i opløbet i kategorien for bedste internationale film.
I stedet for at tie nederlaget ihjel har ‘No Other Choice’, der i USA distribueres af det hippe filmselskab Neon, valgt at markere titlen som »a snub above the rest« med en komisk plakat i Los Angles.
Ironisk nok handler Park Chan Wooks film om en arbejdsløs mand, der i desperation over fejlslagen jobsøgning, tager drabelige midler i brug over for sine konkurrenter.
På plakaten ses hovedkarakteren Man-su (spillet af Lee Byung-hun fra ‘Squid Game’) i en central scene, hvor han står på toppen af en bygning og overvejer at smide en stor potteplante ned i hovedet på en af de andre jobsøgende.
Ganske elegant dækker potten også bogstaverne, så »for your consideration« i stedet læses som »F your consideration«. Og der er utvivlsomt nogen, der også synes Oscar-akademiet har fortjent en subtil fuckfinger for forbigåelsen.
