Jeg forventede at græde snot til den scene. Men musikken hylede mig helt ud af den

KOMMENTAR. Rygterne om ’Hamnet’s evne som tårefremkalder havde løbet længe inden den danske biografpremiere i sidste uge.

»Tag ind og se ’Hamnet’, hvis du vil blive ødelagt følelsesmæssigt«, »’Hamnet’ dækkede mig i tårer og fik mig til at ugly cry hele vejen hjem«, »’Hamnet’ er bogstavelig talt den sørgeligste film nogensinde«, »Jeg græd gennem hele filmen« og »Se ikke ’Hamnet’, med mindre du vil græde en uge« har et lille udpluk af reaktionerne på sociale medier lydt.

Selv James Cameron græd snot. Begge gange han så den – og mange gange undervejs. Barneskuespilleren Jacob Jupe, der spiller William og Agnes Shakespeare i filmen, græd ved bare at tale om den tilbage i september.

Grundmaterialet i Chloé Zhaos Oscar-nominerede drama er da også som skabt til at bevæge.

Det er en fortælling om sorg og soning med udgangspunkt i historien om dramatens hustru Agnes, der står alene tilbage i deres hus på landet, da parrets 12-årige søn dør af sygdom. Manden befinder sig nemlig det meste af tiden i London, hvor han forbereder sin nye opsætning.

Mod slutningen kommer Agnes for første gang til byen for at overvære premieren. Og i det lange finalestykke opdager hun så, hvordan manden har forvaltet sin sorg. Hun står ansigt til ansigt med sin søn i Williams nye stykke, ’Hamlet’. I en lang sekvens oplever vi stykket og Agnes overvældende reaktion. Og det er her, mange publikummer ikke kan holde sammen på sig selv længere. Biografsalen forvandles til grædemur.

Sørgmodig musik

Jeg var da også rørt. Men ikke til tårer, selvom jeg græder for et godt ord konfronteret med følelsesladede filmslutninger. Giv mig en hvilken som helst Pixar-installation, og du skal se løjer.

At græde til film kræver overgivelse – at man er totalt indhyllet i de menneskelige følelser, der udspiller sig for øjnene af én. Komplet suspension of disbelief.

Men i ’Hamnet’s slutscene blev jeg revet ud af den, hvilket skyldes et besynderligt kunstnerisk valg: musikken.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Chloé Zhao har fået en af tidens førende komponister, Max Richter, til at lave et originalt score til filmen. Richters moderne klassiske musik, der er inspireret af Brian Eno og Philip Glass, har skabt sjælfuld stemning i alt fra filmene ’Waltz with Bashir’ og ’Ad Astra’ til serierne ’The Leftovers’, ’Taboo’ og ’My Brilliant Friend’.

Nogle har kritiseret Richters i deres øjne lovlig påtrængende score til ’Hamnet’ generelt, men der er jeg slet ikke. Jeg har arbejdet i hundredvis af timer til hans musik og kan generelt ikke få nok. Scoret underbygger i mine ører effektivt den sørgmodige atmosfære af natur, historie og sorg, som er landskabet i ’Hamnet’.

Men så kom slutningen.

Satte stemningen i ’Arrival’

Her var det pludselig ikke længere den tysk-engelske komponists nye satser, der prægede lydsiden, men Richters uden sammenligning mest kendte arbejde: ’On the Nature of Daylight’.

Det er et utroligt smukt violindrevet mol-stykke, som du med garanti kender, når du først hører det. Og det gør du, fordi det er blevet brugt før. Til overflod.

Max Richter skrev ’On the Nature of Daylight’ som en protest mod Irak-krigen til sit album ’The Blue Notebooks’ fra 2004.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Stykket blev for alvor populærkulturelt berømt, da det bar starten og slutningen på Denis Villeneuves mesterstykke ’Arrival’. For fans af den film vil det være evigt forbundet til mavepusteren af et twist, hvor vi finder ud af, at tiden i den grad er en cirkulær størrelse for vores hovedperson, spillet af Amy Adams. En uforglemmelig finale indgraveret i følelsesregistret af Richters strygere.

Valget af dette stykke i ’Arrival’ vakte en vis opsigt, fordi det ellers var den brillante, nu tragisk afdøde islænding Jóhann Jóhansson, der havde kreeret det originale score til filmen.

Han havde med sin musik til ’The Theory of Everything’ ellers demonstreret overbevisende inderlighed, men scoret til ’Arrival’ var en mere sfærisk lydflade i harmoni med science fiction-genren, og Villeneuve så ’On the Nature of Daylight’ som den auditive brik, der manglede for at få filmens emotionelle punch i mål.

Paradoksalt nok er det noget lignende, der er sket denne gang.

En slags åbenbaring

Max Richter skrev 30 minutters ny musik til Zhao efter at læst manuskriptet til ’Hamnet’. Musikken blev spillet på settet og bragte skuespillerne i den rette stemning.

Instruktøren var meget i tvivl om, hvordan hun skulle slutte filmen. Men på vejen til optagelserne af teaterscenen hørte hun ’On the Nature of Daylight’ i bilen, og det fik hende til at ændre hele scenen frem mod det, vi ser i den endelige film, hvor publikum rækker hænderne frem mod Paul Mescal på scenen.

‘One the Nature of Daylight’ var derfor også det såkaldte temp-musik – altså den midlertidige musik man sætter på, inden det endelige score er klar – i klipningen, og Max Richter har fortalt, at han var helt overbevist om, at det ville blive udskiftet med det nye musik, han havde skrevet til scenen (og som i stedet nu spiller over credits).

»Er du sikker?«, spurgte han Chloé Zhao, hvorefter hun fortalte, hvordan sangen havde inspireret selve slutningens substans.

»Hun havde en slags åbenbaring. De spillede det kontinuerligt i fire dage på optagelserne, mens de indspillede den sidste sekvens, og det blev en del af filmens arkitektur«, har han sagt til The Wrap.

»Da hun fortalte mig den historie, var jeg sådan: ’Klart. Det er din film’. Jeg har set hende træffe den ene gode beslutning efter den anden, og når nogen er så god, er du nødt til at stole på dem«.

Føles som kopi

Det giver mening, men er alligevel ærgerligt.

Nogle stykker klassisk musik kommer bare med så mange konnotationer, at det bliver en distraktion i nye sammenhænge, hvor godt man end selv synes, det passer ind. Man kan ikke bruge Wagners ’Valkyriens ridt’ uden at tænke på associationerne til ’Apocalypse Now’ eller Strauss’ ’Also sprach Zarathustra’ uden at ville forholde sig til ’2001: A Space Odyssey’.

Men også lidt mindre kendte stykker kan altså risikere at blive overbrugt, især hvis de har optrådt i ikoniske scener. Tomasos Albinoni ’Adagio in G minor’ er et fantastisk stykke musik til tragik på film, men efter ’Manchester by the Sea’ bør man vare sig meget for at genbruge det.

Sigúr Ros’ ’Hoppípolla’ er blevet så gennemtæsket i 20 år, at det i dag kun kan bruges ironisk. Ingen serie med respekt for sig selv kan bruge begyndelsen på Sias ’Breathe Me’ efter ’Six Feet Under’ (well, og Nykredit-reklamer …). Og da både ’Broen’ og Thomas Vinterberg havde brugt anslaget til Choir of Young Believers’ ’Hollow Talk’, var den ligesom no-go.

Det samme gælder altså efterhånden ’On the Nature of Daylight’. Den blev allerede brugt i Will Ferrell-filmen ’Stranger Than Fiction’ fra 2006, så udbredt i Scorseses ’Shutter Island’ fra 2010 og har siden optrådt i serier som ’The Last of Us’ (i Bill & Frank-afsnittet), ’The Handmaid’s Tale’ og ’Castle Rock’.

Det kan godt være, det var den guddommelige inspiration, der åbnede Chloé Zhaos øjne for, hvordan hun ville knytte William og Agnes Shakespeare sammen til sidst, og at dømme ud fra de tårevædede reaktioner har det virket.

Men det hylede altså mig ud af den. Jeg kunne kun tænke på min egen overvældede reaktion på Denis Villeneuves mesterværk. Hvor smuk og inderlig ’Hamnet’-finalen ellers var, kom den til at føles som en kopi.

Selvom en filminstruktør næsten altid træffer gode beslutninger, skal man stoppe dem, når de er ved at træffe en dårlig. Og det burde holdet omkring Chloé Zhao have gjort her.

Eller måske skulle de bare have nudget hende til at se ’Arrival’ inden final cut.

’Hamnet’ kan ses i biografen.