FILMFAVORITTER. Danica Curcic kan lige nu opleves i en film, der ifølge hende selv »nok skal få folk til at snakke«.
Mon ikke. I Maria Sødahls ’Paradis’ stilles der i hvert fald skarpt på middelklassens hykleriske privilegieblindhed.
Curcic spiller karrierekvinden Louise, der med sin mand (Esben Smed) og to døtre under armen drager på tiltrængt all inclusive-ferie i det spanske øhav. Her skal hun drikke sangria ved poolen og rette op på sin forsømte morrolle efter at have arbejdet 50 timer om ugen hele sommerferien.
Det går godt, lige indtil familien under en dagsudflugt kommer til at køre lejebilen direkte ind i en mand, afghanske Ahmed (Aziz Çapkurt), der har til huse i øens flygtningelejr. Det chokerede ægtepar kører den sårede mand til nærmeste hospital, men på tragikomisk vis er det ikke påkørslen, der er filmens vendepunkt.
Det er derimod øjeblikket, hvor de trætte forældre i en cocktail af afmagt og dårlig samvittighed stikker ham en frikadellerest, et bundt kontanter og en lap med deres telefon- og værelsesnummer. Enige om at have ageret gode mennesker vender de hjem til resortets idyl.
Men altruismen kommer med en pris – og Danica Curcic inkarnerer fornemt vores alle sammens splittelse mellem at ville være gode mennesker, uden at verdens ulykke skal komme alt for tæt på.
Curcic har siden gennembruddet i kvartetten ’Stille hjerte’, ’All Inclusive’, ’Lev stærkt’ og ’Fasandræberne, alle fra 2014, slået sit navn fast i dansk skuespils elite med roller som blandt andet nørdet efterforsker i ’Kastanjemanden’, desperat fertilitetslæge i ’Ønskebarn’, ondskabsfuld mobber i ’Undtagelsen’ og komisk overklassefrue i ’Mødregruppen’.
Internationalt har hun imponeret i blandt andet Cannes-vinderen ’Murina’ og Stephen King-serien ’The Mist’, mens hun sidste år kunne opleves som stammeleder i den danske stenalderfilm ’Fremmed: Det første opgør’ og Hellerup-housewife i Netflix-hittet ’Reservatet’.
I anledning af premieren på ’Paradis’ fortæller skuespilstjernen om sine filmfavoritter og kommer blandt andet omkring et befriende kvindeportræt, og hvilken skuespillers takketaler hun binger på YouTube.
Hvilken film har rystet din verden?
»Den første, jeg tænker på, er ’The Act of Killing’, som jeg bare synes er fantastisk i alt sin surrealisme. Det der med, at man beder bødlerne fra et massemord om at iscenesætte deres ’storhedstid’ – det er meget, meget vildt«.
»Jeg husker især den famøse scene, hvor hovedbødlen prøver at kaste op, men der kommer ligesom ikke noget op. Det er jo en form for underbevidst opkast, der skal ud. Alt det, der ikke bliver talt om, men som kroppen lagrer. Det er en rystende vild scene, som har siddet i mig, siden jeg så filmen første gang i 2012«.
»Filmen er også genial, fordi den på en måde går til ondskaben kærligt. Det er det, der er så vildt – man lader bødlerne tale, stiller tingene til rådighed og siger ’hvordan husker du det her?’ i stedet for at dømme eller pådutte nogen følelser. Selv forstår man ikke, at der ikke er nogen form for anger. Og alligevel kommer der sådan en scene, hvor al den død kommer ud i et tomt opkast. En åndelig opkastning, vil jeg kalde det«.
»En filmpræstation, der har rystet mig, og som jeg også bliver nødt til at nævne, er unge Kravchenkos rolle i mesterværket ‘Come and See’ og Isabelle Huppert i Michael Hanekes ‘Pianisten’. Hupperts rolle her bliver jeg ved med at komme tilbage til«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»Jeg så for nyligt en georgisk film, der hedder ’Blackbird Blackbird Blackberry’. Den var ret fantastisk og gjorde meget stort indtryk på mig«.
»Det er en ung instruktør fra Georgien, som har lavet det her vilde portræt af en midaldrende kvinde, som finder og genopfinder sig selv og sin seksualitet senere i livet. For mig var det vildt befriende at se en kvindelig karakter med den alder, krop og statur – hun er vel i 50’erne – have en ungdommelig åbenhed og naivitet i tilgangen til sin seksualitet og passion«.
»Det er noget, man sjældent ser skildret på den her måde. Normalt ser man det i en Hollywood-sammenhæng, hvor der alligevel er en mærkelig forfængelighed i det. At se den her kvindes frigørelsesproces lidt senere i livet var meget rørende«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Da jeg var meget ung, læste jeg Film- og Medievidenskab, hvor vi brugte et år på at lære filmhistorien. Derfor skulle vi en morgen klokken ni i Cinemateket se den japanske film ’Kvinden i sandet’ fra 1964, og jeg var fuldstændig blown away«.
»Den handler om en insektsamler, som pludselig lander i et stort sandhul, hvor der lever en kvinde. Den eneste måde, de kan overleve, er ved at blive ved med at grave hullet, mens der vælter sand ned over dem. Han prøver desperat at komme væk, men da han endelig får en udvej, vælger han at blive dernede«.
»Det er den mest sanselige oplevelse, jeg har haft i en biograf, for jeg følte bogstaveligt talt, at jeg havde sand over hele kroppen og under neglene efter filmen. Og så synes jeg, der er noget stærkt symbolsk i det her menneske, som bliver holdt i fangenskab, men alligevel ender med at tilpasse sig og finde mening. Jeg blev meget ramt af budskabet, det visuelt klaustrofobiske og deres erotiske forhold. Jeg havde virkelig aldrig set noget lignende«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»I Serbien nævner mange faktisk ’I Kina spiser de hunde’ som den danske film. Men jeg må svare good old ’Festen’. Den film er en uforglemmelig mavepuster og gnaver sig ned i den danske folkesjæl med så meget sort humor og genialt skuespil«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»Jeg vender altid tilbage til Jim Carrey. ’Ace Ventura’ og ’Dum og dummere’, det er jo klassikere! Det er så fucking plat og dumt, men også bare virkelig sjovt. Jeg tror, jeg kan samtlige replikker i ’Ace Ventura’. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den. Han går bare så stort. Ingen forfængelighed overhovedet. Han tør være fuldstændig grænseoverskridende – også hans takketaler til prisuddelinger er legendariske«.
»Og så er der Rickey Gervais’ bloopers fra ’The Office’. Jeg kan slet ikke klare folk, der ikke kan holde masken – det er seriøst det sjoveste«.
Hvis du skal vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»Jeg tør næsten ikke svare, men ’Underground’ af Emir Kusturica har haft meget stor betydning for mig, det er der ingen tvivl om. Den er så vanvittig og tragisk og bombastisk og også totalt en farce. Den har ihvertfald haft en helt særlig plads«.
»Tematisk tænker jeg også, at den stadig er relevant. Altså det der med, at man holder folk fanget i en kælder og får dem til at tro, at krigen stadig er i gang, og at vi derfor skal opruste. Man profiterer på deres frygt. I filmen er det selvfølgelig specifikt knyttet til Jugoslaviens fald, men budskabet er evigt relevant. Desværre«.
’Paradis’ kan ses i biografen.