’Petrolheads’: Fra start til slut hepper man på de elskværdige outsidere i ny dansk dokumentar
CPH:DOX. I en alder af 42 år har Emil Langballe allerede bevist sig som en af landets største dokumentarstemmer.
Det har han gjort med fire vellykkede film, der svinger mellem store, samfundsrelevante problemstillinger og helt små, jordnære menneskefortællinger.
I første kategori finder man asylansøgerportrættet ’Mon de kommer om natten?’ og ikke mindst mesterværket ’Theatre of Violence’, der følger den rystende og moralsk komplekse retssag mod en tidligere børnesoldat. I anden kategori har vi ’Et ægte par’, om op- og nedturene for to livsledsagere med Down’s Syndrom, samt den umanerligt hyggelige og forfriskende fordomsfri Vollsmose-skildring ’Q’s Barbershop’.
Hans femte dokumentarfilm, der er udtaget til hovedkonkurrencen på CPH:DOX, befinder sig i et lignende nært territorium – mere tæt på instruktøren selv end nogensinde før. For ’Petrolheads’ handler om Emil Langballes egen lillebror, Martin.
Martin og hans bedste ven Manson er to elskværdige outsidere, som straks charmerer sig ubesværet ind på publikum, selvom deres møder med andre mennesker ikke altid går lige uproblematisk.
Begge har svære diagnoser. Begge har oplevet store svigt i barndommen. Begge gør deres bedste for at holde fast i venskabet, der, som instruktøren formulerer det, »har vist sig at køre utroligt langt på literen«.
Valget af billedsprog er ikke tilfældigt. For de to venner finder især sammen om den fælles kærlighed til gamle biler. I ’Petrolheads’ går den fælles mission særligt på at finde drømmebilen, en Honda Civic, til Martin, efter han har totalsmadret sit gamle køretøj i en motorvejsulykke.
At have en bil er utroligt vigtigt for ham, fordi det symboliserer et selvstændigt og selvkørende liv. Siden Martin kom til Emils familie som plejebarn, har det ikke været nemt at holde sig inden for de vante rammer, og han har tidligere været indlagt i psykiatrien.
»Min mening med livet kan ikke opfyldes. At være normal er jo den største drøm i livet«, forklarer han på et tidspunkt. Det gør ondt at høre. Samtidig forstår man, at selve hans identitet og eksistensgrundlag er på spil under Honda Civic-missionen.
De to hovedpersoner er sjove at følge, fordi de kommer med mange herligt skæve bemærkninger undervejs – som da de forestiller sig, hvad alle bilerne på en bilkirkegård har oplevet.
Men det, der gør ’Petrolheads’ til en fantastisk vedkommende film, er vennernes fine og ærlige samtaler uden så meget humor. For selvom Martin ikke altid er lige villig til det, ender de to hovedpersoner ud i rørende samtaler om svære ting.
»Jeg er så glad for vores venskab«, siger Martin for eksempel ulykkeligt, da Manson begynder at tale om de gange, han har sat relationen på pause.
De reflekterer over deres traumatiserende opvækst på børnehjem, deres manglende evne til at holde øjenkontakt og deres komplicerede forhold til andre mennesker. Men den allersværeste samtale vil Martin ikke have. For han har et stofmisbrug, men nægter at indrømme det. Gentagne gange ender han i problemer med pusherne, der tvinger ham ud i gæld og kriminalitet.
At den er helt gal, bliver ganske tydeligt, da en ellers god snak i Mansons bil afbrydes af et opkald fra et skjult nummer. »Jeg kommer efter dig. Det her, det er ikke for sjov«, siger en vred mand i røret.
’Petrolheads’ skifter sikkert og stilbevidst mellem de tilbagelænede og de intenst urovækkende scener. Langballe underbygger effektivt konflikten med mørke POV-optagelser fra bilture på landevejene, som er sat op i tempo og tilsat dyster dronemusik. En mareridtsagtig kontrast til det behagelige, spaghettiwestern-klingende underlæg, som ellers fylder i lydsporet.
Fra start til slut kan man kun heppe på hovedpersonerne, også selvom Martins løgne truer med at skræmme Manson væk på ny. For på bunden er de begge nogle gode gutter, og sådan et venskab er værd at holde fast ved. Gennem op- og nedture.
Kort sagt:
Den både sjove, rørende og ubehagelige dokumentarfilm ’Petrolheads’ følger to bilglade venner, der ikke passer ind i fællesskabet, men heldigvis har hinanden.