‘Cambodian Beer Dreams’: Skræmmende dansk dokumentar udstiller et land, hvor druk og drømme er det samme
CPH:DOX. I Danmark elsker vi at retfærdiggøre, ofte endda lovprise vores alkoholforbrug med henvisning til kollektiv kultur og traditioner.
I Cambodja har man ikke en lang historie med alkohol som følgesvend. Tværtimod. Netop derfor er Laurits Nansens ‘Cambodian Beer Dreams’ et skræmmende portræt af et folk, der på tyve år har femdoblet sit alkoholforbrug.
Nansen, der senest lavede DR’s ‘Velkommen til frontlinjen’, undersøger et samfund, der før årtusindskiftet drømte om demokrati og frihed efter årelange konflikter med De Røde Khmerer og Vietnam, men blev ofre for en helt ny type af undertrykkelse.
Landet blev i stedet indtaget af bryggerimastodonter som Carlsberg og Heineken, hvis reklamer i dag er overalt. De ansætter unge ‘ølpiger’ til at opvarte gæster i nattelivet, sponsorerer talentkonkurrencer og er tæt sammenfiltret med landets politiske ledelse.
Cambodja har ingen alkohollovgivning, så alle kan uforstyrret drikke alt det, de vil. Samtidig har landet i årtier været styret af et undertrykkende og korrupt regime, og siden 90’erne har ølproducenterne altså udviklet den perfekte måde at udnytte det undertrykte folks desperation: De udlover store pengepræmier, biler og iphones til de heldige, der får fat i dåseøllenes svar på guldbilletten fra ‘Charlie og Chokoladefabrikken’.
Rammer man jackpot, kan det ændre ens liv, og imens øl markedsføres som »Hovedpinefri, som i Europa«, drikker cambodjanerne sig længere ned i det misbrugsmareridt, som de tror vil gøre deres drømme til virkelighed. Det er alment accepteret, at drømme og druk er uløseligt forbundet.
Den smertelige virkelighed er uden løsninger i sigte. Derfor kan man kun være imponeret over den optimistiske, kærlige natur, anti-alkohol-aktivisten Kim Eng møder verden med. Nansens opmærksomme kamera spejler effektivt den rolige afmålthed, som gør Kim Eng til en sympatisk og velovervejet stemme for en bedre fremtid, og visualiserer i velovervejede framings af butikker, boliger og billboards alkoholens enorme magt.
Som ung mand i 90’erne oplevede Kim, hvordan krigstraumer fik de voksne til at drikke sig ihjel, imens børnene så drømmen om et frit land smuldre og deres folk blive tynget af en moderne, kapitalistisk alkoholimperialisme. Det frie marked åbnede nemlig døren for bryggerierne, der som gribbe med dollartegn i øjnene indtog Cambodja.
Vi forstår også, at Kim Engs aktivistiske NGO-arbejde sker med livet som indsats. Trusler bliver til fængslinger, som bliver til drab. Selv med pigtrådshegn og kameraovervågning i hjemmet rammer frygten for, hvor langt systemet, der gladeligt sponsoreres af ølindustrien, er villige til at gå i brugen af alkohol som undertrykkelsesværktøj.
Imens aktivisten stålsat slås for indførelsen af lovgivning og afgifter, møder vi en ung sanger, der vil vinde talentprogrammet ‘The Voice’ for at sikre sig et sponsorat fra en ølproducent. Sådan et har alle landets største kunstnere, for selv kunst er i Cambodja blevet et spørgsmål om ølpenge.
Mest hjerteskærende er mødet med ‘ølpigerne’, der beskriver et arbejdsliv med druk, overgreb og vold, men må acceptere vilkårene af frygt for deres levebrød, imens de trues til at holde sig fra fagforeningerne.
Og er der så intet håb overhovedet? Faktisk ikke rigtigt – det er i hvert fald svært at spore lysglimt i ‘Cambodian Beer Dreams’, som derfor også bliver en lidt ensidig dokumentaroplevelse. Der sættes igen og igen lighedstegn mellem øl og alverdensdårligdomme: sexisme, kolonialisme, egoisme, korruption, ja næsten ondskaben selv.
Det er selvfølgelig svært at rykke ved, at bryggerierne ikke vil udtale sig. Kun Carlsberg har svaret og understreger ikke overraskende, at de kun markedsfører øl til voksne og modarbejder alle former for chikane, utryghed og korruption – og i øvrigt tillader fagforeninger. De bliver næppe begejstrede for denne film.
Derfor bliver den eneste nuancering faktisk en munter kvindelig ølsælger, der gladeligt tjener på selv sine venners misbrug, for også hos hende er øl vejen til et bedre liv. Det er den kyniske egoisme, det undertrykkende regime har fremelsket i folket, men det føles alligevel hårdt, når en klukkende kioskejer bliver noget nær det eneste ansigt, vi får på skurkene.
Det efterlader én et lidt fladt sted. Vi forstår og glemmer ikke lige foreløbig, at det er synd for folket, og at bryggerierne og magthaverne er onde, men hvad er løsningen? Med alle de stærke, personlige vidnesbyrd Nansen har opstøvet, nager det lidt, at han mod slutningen hverken får skubbet fortællingen i en mere konstruktiv retning eller tilføjet flere modhager.
Det tager dog ikke noget fra vigtigheden af historien, ‘Cambodian Beer Dreams’ fortæller, for det bliver aldrig overflødigt at udfordre de måder, vestlig kapitalisme og moderne imperialisme tynger folk og samfund verden over, imens vi gladeligt knapper endnu en bajer op.
Kort sagt:
‘Cambodian Beer Dreams’ er et tankevækkende og skræmmende portræt af et hårdt prøvet folk, der opgivende lader sig opsluge af illusionen om, at druk kan gøre drømme til virkelighed.