KOMMENTAR. Hvis jeg fik en dollar for hver gang, nogen bad mig anbefale en bog i stil med Dolly Adlertons bestseller om venskabet som vejviser i livet, ‘Alt hvad jeg ved om kærlighed’, ville min garderobe ligne Oscar-klientellets fra forleden.
Kvindelige læsere hungrer efter fortællinger om vennegrupper, der varer ved – og idéen om, at veninderne kan være den sande kærlighed i livet.
Det er den energi, litteraturen kanaliserer i disse år, og som så ofte før spiller fiktionen bold med virkeligheden: Læs bare, hvad Maria Pihl, venskabsforsker og aktuel med bogen ‘Venskab – fra Aristoteles til Snapchat’, for nyligt skrev i en artikel til Videnskab.dk: »Venskaber har fået samme status som kærlighedsforhold«.
Den pointe lod for eksempel Sigrid Adamsson, der i januar debuterede med ‘Skyerne’, sig ikke sige to gange. Soundvenues anmelder skrev om romanen, at den undersøger venskabet »som den relation, der i virkeligheden er den livsvigtige for os«.
I ’Skyerne’ lever veninderne A og O i en symbiose, som både er livgivende og kvælende, et forhold, som ingen rigtigt kan definere: »Vi kan ikke beslutte os, vi må spørge igen og igen, hvordan elsker O og A hinanden i dette øjeblik?« Der er plads i fortolkningsrummet til at komme med egen definition af de sammenfiltrede voksenveninder.
Senere på året kan vi både glæde os til Caroline Albertine Minors ’Den forelskede ven’ om et åndeligt og erotisk venskab og Anna Juuls ’Sød tøs’ om vennegruppedynamikker, og så er Rasmus Dagbjergs nye roman ‘Rasmus Nielsøn’ netop landet og handler om den såkaldte største kærlighed af dem alle: Venskabet.
Ingen bliver boende med vennerne for evigt
Alverdens sitcoms har længe solgt os idéen om det casual lykkelige i at tilhøre en vennegruppe, men har samtidig lært os, at den vennegruppe ikke forbliver livsvigtig for evigt.
I det store ’Friends’ reunion-afsnit fra 2021 bliver en af seriens skabere Martha Kauffman spurgt ind til en mulig sequel. Hun svarer, at serien kun kan eksistere i den specifikke tid i livet, hvor »your friends are your family«. Og den tid slutter, må vi konkludere, når man får en ‘rigtig’ familie.
Samme tendens går igen i serier som ‘New Girl’ og ‘How I Met Your Mother’. I sidste sæson skal lejligheden pakkes ned. Ingen bliver boende i en Manhattan-loftlejlighed med vennerne for evigt.
Venskaberne bliver i stedet efterladt med den såkaldte catch-up-kultur, som forfatter til bogen ‘Bad Friend’, britiske Michelle Elman, problematiserer: »Vi går ud og spiser og catcher up, men vi oplever ikke livet sammen«.
Men hvorfor gør vi egentlig ikke det? Er det en naturlov eller en fortælling, vi har accepteret, fordi vi ser den alle vegne?
En scene fra popkulturen, som jeg – en smule overoptimistisk – altid vender tilbage til, når jeg savner mine veninder, er fra ’Sex and the City’. Afsnittet hvor ingen dukker op til Carries fødselsdag, og Charlotte siger: »Maybe we could be each other’s soulmates«.
Lena Dunhams tv-serie ‘Girls’ blev skabt som antitese til blandt andet firkløveret Carrie, Charlotte, Miranda og Samantha, og måske denne scene var en af dem, ’Girls’ gjorde oprør imod.
Vi husker både ‘Girls’ som et realistisk portræt af kvindelige venskaber og som en dæmonisering af dem. Det var en groundbreaking serie om veninder, ikke fordi karaktererne var særligt gode til være det, men fordi venskaberne fik lov at blive sat lige så meget på prøve som de romantiske relationer.
Længsel efter langborde
Popkulturens venner og veninder har ofte været den mur, hovedpersonen kunne spille bold op ad i jagten på kærlighed, men får nu lov at være den relation, dramaet kredser om. Derfor må det også gerne gøre ondt og være mudret.
En af dem, der råber højt i veninderevolutionen, er journalist og forfatter Linea Maja Ernst.
Hun har i årevis erklæret sig skuffet over voksenlivets manglende langbordsmiddage. »Altså folk er jo stadig spændende inde i hovedet«, siger hun i et interview med Heartbeats, men tilføjer, at karrieren, lejligheden og det i gennemsnit halvandet barn jo bare gør, at der »ikke er så meget tid tilbage i døgnet til at se hinanden – og have det studentikost«.
Hvem kan ikke spejle sig i den studentikose længsel efter langborde? Men det kan jo være svært at bryde ud af den samme gamle sang (to kroner i bandekassen til den, der siger ‘hamsterhjul’), hvis der ikke er firstmovers, der viser, hvordan et alternativ kunne se ud.
Venskabets elasticitet
Alternativer til catch-up-kaffen kan vi finde i litteraturen. I Inger Löwes debutroman ‘Cherry’ fra 2021 undersøger hun det, som hun i et interview kalder »venskabets elasticitet«. Romanen handler om Karen og Clara, hvis venskab er virkeligt besværligt, og hvis issues minder om dem, vi kender fra parforholdet. Löwe slår et slag for, at den slags også godt må eksistere i venskabet, uden at man behøver skylle relationen ud med positive vibes only-badevandet.
I Tine Høegs seneste roman, ’Ultramarin’, er Dagny i et godt gammeldags heteronormativt parforhold, men kæresten er i Tokyo og relativt uvigtig for fortællingen, mens spændingen og det, man efterfølgende husker, kredser om forholdet til Silva, veninden, der forsvandt hen ad vejen.
Det er ikke kun veninden, der er den store kærlighed, det er også vennebreakup’et, der er den store hjertesorg.
Nye måder at elske hinanden på
En, der har gjort sit for at italesatte venskabets kraft og smertepunkter, er millennials’ foretrukne voice of a generation Sally Rooney.
I debuten ‘Samtaler med venner’ er grænserne i dén grad slørede. Frances og Bobbie er både ekskærester og bedste veninder. Et citat fra romanen, man ofte ser florere på Instagram, kommer fra Frances, der til sidst i semi-desperation skriver følgende til Bobbi: »Is it possible we could develop an alternative model of loving each other?«
Det er smukt, men Frances gør sig de her overvejelser som 21-årig, og vi er altså nogle her kvart i kernefamilie, der har brug for voksne rollemodeller.
Dem finder man i Naja Marie Aidts roman ‘Øvelser i mørke’ fra 2024. Den handler om en midaldrende kvinde med store børn, hvis fire bedste veninder er de bærende relationer i hendes liv. De her kvinder har været igennem lidt af hvert, men er personificeringerne af Charlottes drøm: hinandens soulmates, også uden slørede grænser og fysisk intimitet. »Mine havfrueveninder gøder mig«, skriver Aidt. Amen.
Call your girlfriend, dæk et langbord og gå i gang med at læse dig ud af kernefamilien.