‘Jury Duty Presents: Company Retreat’: Det er ren ’The Office’, når en uvidende mand bliver Truman Show’d i vildt tv-eksperiment

‘Jury Duty Presents: Company Retreat’: Det er ren ’The Office’, når en uvidende mand bliver Truman Show’d i vildt tv-eksperiment
'Jury Duty Presents: Company Retreat'. (Foto: Prime Video)

SERIE. Reality-eksperimentet ‘Jury Duty’ var en enestående bedrift i tv-historien.

Serien foregav at være en dokumentarserie om at være nævning i en retssag. Men som et andet ‘The Truman Show’ var dommeren, vidnerne, sikkerhedsvagterne og nævningene (heriblandt James Marsden i sit livs rolle) skuespillere, som havde øvet i månedsvis.

Undtagen én mand: Nævning nummer seks, Ronald Gladden, var ikke indviet i teaterstykket og blev udsat for det ene gakkede optrin efter det andet. For ulejligheden blev han belønnet med 100.000 dollars og en kontrakt med Amazon.

Serien blev et kæmpe viralt fænomen, høstede fire Emmy-nomineringer og blev kåret til den tredje bedste serie i 2023 her på Soundvenue. Et seriekoncept, man nok kun kan lykkes med én gang, tænkte jeg selv.

Det er derfor lidt af en bedrift, at folkene bag har lavet en ny sæson.

Med den lidt mindre mundrette titel ‘Jury Duty Presents: Company Retreat’ er det nu den 25-årige Anthony Norman, det går ud over. Han er blevet “ansat” som vikar til den årlige, ugelange firmaudflugt for familievirksomheden Rockin’ Grandma’s Hot Sauce.

‘Jury Duty Presents: Company Retreat’. (Foto: Prime Video)

Historien er ganske simpel. CEO Doug Womack træder efter udflugten tilbage og overlader chefposten til sin søn, den ska-elskende og småkiksede Dougie Jr. Indtil da skal de ansatte nyde teambuilding-aktiviteter og foredrag.

Fordi vi har set det hele før, er hele tryllekunsten en smule mindre imponerende. Chokket over det vilde koncept har lidt lagt sig.

Så for at leve op til de skyhøje forventninger har seriens skabere, Lee Eisenberg og Gene Stupnitsky, unægteligt tænkt meget over, hvordan man kan overgå første sæson i skala.

Alene at tage formatet ud af retssagens rigide forløb er en stor risiko, og man savner da også en lidt skarpere struktur.

Hvor skuespillerne i ‘Jury Duty’ skulle forestille at være fremmede over for hinanden, skal skuespillerne i ‘Company Retreat’ foregive at have arbejdet sammen i +20 år. Den dynamik sidder til gengæld lige i øjet.

Og så er der de ting, som Anthony skal overvære. Manuskriptforfatterne har udtænkt helt igennem udknaldede og tåkrummende scenarier, man snildt kunne have set i et rigtigt godt afsnit af ‘The Office’ eller ‘Parks and Recreation’.

Serien lægger stærkt ud med akavede optrin, da HR-chefen romantisk frier til en af de ansatte, fordi de i fuldskab havde lovet hinanden deres troskab, hvis de begge var ugifte som 40-årige.

‘Jury Duty Presents: Company Retreat’. (Foto: Prime Video)

En situation, som Anthony må udrede – og samtidig overtage HR-chefens ansvar for ugens aktiviteter.

Han tager det hele som en kæmpe champ. Men nøjagtigt som i første sæson er det umuligt at overvære en mand blive Truman show’d i en uge uden at sidde tilbage med en del kvababbelser. Også fordi at mens Ronald ikke fortrak en mine, reagerer Anthony mere… naturligt? Menneskeligt?

Den nærmest bibelske prøvelse af hans moral lander lidt mindre godt i maven end sidst.

Ikke at han på nogen måde dumper. For der er ingen tvivl om, at Anthony er en gennemført god fyr. Ligesom med Ronald spår jeg en lang række thirst fancams i hans ære.

Almindelige realityprogrammer føles ofte som en audition til en levevej af betalte samarbejder. Deltagerne spiller deres mest salgbare version af sig selv til ære for de potentielle annoncører, som nu måtte følge med.

Nok derfor er ‘Jury Duty Presents: Company Retreat’ så forfriskende. Det hele er forberedt og konstrueret ned til mindste detalje. Men Anthonys reaktioner er autentiske. Han gør bare sit bedste og er venlig, fordi det føles rart. Hvornår har man sidst kunne sige det om reality?

Alligevel har verden nok ikke brug for en hel franchise. To gange var nok. Hold gerne igen med ‘Jury Duty Presents: College’ eller ‘Jury Duty Presents: Hospital’, please.


Kort sagt:
‘Jury Duty’ virkede som et once in a lifetime realityprogram, og ethvert forsøg på at genskabe magien burde ikke fungere. Men efterfølgeren ‘Jury Duty Presents: Company Retreat’ leverer igen på både gakkede optrin og en utroligt velcastet hovedperson, så man for det meste kan lægge sine moralske kvaler til side og bare nyde udflugten.

’Jury Duty Presents: Company Retreat’. Serie. Serieskabere: Lee Eisenberg og Gene Stupnitsky. Medvirkende: Anthony Norman, Alex Bonifer, Blair Beeken, Emily Pendergast, Erica Hernandez, m.fl. Spilletid: 8 afsnit á cirka 30 minutter. Premiere: 20. marts på Prime Video.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af