Hyperpop-fænomenet Underscores går i fuld popstjerne-mode med albummet ‘U’
ALBUM. I de seneste par år har den amerikanske hyperpop-connaisseur April Harper Grey, bedre kendt som Underscores, haft høj fart på.
Hendes album ’Wallsocket’ fra 2023 gjorde hende bredt kendt som en af hyperpoppens visionære skikkelser, og albummet har siden opnået en slags mytologisk kultstatus på internettet. Sidste år alene var hun på turné med både Porter Robinson og Danny Brown og samarbejdede i studiet med folk som Aries, Yaeji og ikke mindst Oklou på left-field-hittet ’Harvest Sky’.
Nu træder Grey ind i en ny fase, en popstjernefase om man vil. Den står i hvert fald på lyden af berømmelse, beruselse og begær med dunder og drøn med dette nye skud på stammen.
Vi er langt fra ’Wallsocket’s emopunkede og country-inspirerede univers. På ’U’ bliver vi suget ind i en skarpskåren og blankpoleret popverden. Alt glimter i et fluorescerende nostalgisk lys, der emmer af skinnende hotellobbier, travle lufthavne og myldrende shoppingscentre fra 00’erne.
Med stor teknisk overlegenhed trækker Grey på nogle af de største popslaskere fra midt-00’er-album som ’Blackout’ af Britney Spears og ’Shock Value’ af Timbaland. Samtidig holder hun fast i de hovedkuldse sanse-overloads, som vi kender fra 2010’ernes hyperpop, og hun lader os heller ikke glemme, at Underscores trods alt begyndte som et dubstep-projekt på SoundCloud. Til tider bliver det helt Skrillex-agtigt.
»Don’t you get it? / People get my lyrics tattooed on their bodies«, praler hun til dunkende EDM-synths og chopped akustisk guitar på sangen ‘Do It’, albummets anden single. Om det er et forsøg på at forføre eller frastøde forbliver uvist.
Hele sangen kredser om en romantisk relation, som hun ikke ved, om hun vil have. Til sidst giver hun op med til ordene »I just can’t do it / I’m married to the music«, hvilket bliver en slags grundtema for hele albummet: Menneskelige relationer er svære, musik er lettere!
På ’U’ kan musikken nemlig alt det, et romantisk crush kan og ikke kan. Den kan forføre os, den kan gribe os, den kan endda gøre os liderlige. »Last night, I had a wet dream ’bout the perfect song«, lyder det på spor nummer to med den passende titel ’Music’. Det er en eskapistisk rus, der ekkoer opfordringen i Addison Raes ’Headphones On’ til at tage hovedtelefoner på og vende sig indad, når verden udenfor bliver for meget.
Men Underscores er ikke kun eskapist på ’U’. Hvor perfekt musikkens idealverden end lyder, ulmer virkelighedens rod altid lige under overfladen. På ’Bodyfeeling’ kæmper kroppen og tankerne om at bestemme over Greys følelsesliv, og på ’Lovefield’, et følsomt højdepunkt på albummet, hører vi om et forhold, der går skævt, selvom begge parter gør deres bedste. Vi får hverken forløsning eller entydige konklusioner her.
Greys drømmeverden er bevidst om sine egne begrænsninger, men det forhindrer den ikke i at gå all in på sin egen musikalske rus. Og når alt lyder så frådende og glasklart, er det svært ikke at lade sig rive med.
Kort sagt:
Underscores leverer på ’U’ et skarpskåret popalbum med tydelige rødder i både 00’ernes popslaskere og moderne hyperpop. Der er fart på popstjerne-mytologierne, men bag det glitrende udtryk ligger fortællinger om usikkerhed og en vedvarende søgen efter mening i musikken.