SÅ DU DET? Jeg har altid haft en svaghed for Peter Aalbæk Jensen, hvor meget han end har gjort for at underminere den.
Fræk som en slagterhund, rap i replikken, et evigt farverigt indslag i en dansk filmbranche, der ellers kan tendere det kedelige og konforme, anti-elitær med svineopdræt i Herfølge og et røntgenblik for prætention og selvfølgelig først og fremmest en uomgængelig skikkelse i dansk films opblomstring i slutningen af 90’erne via partnerskabet med Lars von Trier.
Aalbæk har båret sine utroligt mange idiotier uden på tøjet, og netop derfor har jeg – i perioder hårdt presset – akkurat kunnet se gennem fingre med dem. Måske også fordi jeg har troet på, at der gemte sig et grundlæggende blødt og empatisk familiemenneske inde bag den provokationslystne alfafacade.
Netop derfor blev jeg oprigtigt trist af at opleve den 70-årige producer og selverklærede hanelefant i den TV 2-aktuelle dokumentar ’Patriarken’.
Ikke fordi han kæmper med overvægt, sukkersyge og en uudslukkelig rødvinstørst, eller fordi han maskerer sit tilhørsforhold hos Moderaterne bag karakteristisk ironiske Nye Borgerlige- og DF-kasketter. Men fordi den legesyge og det nærvær, han har udvist Zentropa og filmene, ingenlunde afspejler sig i hans private tilværelse.
Andrea Storm Henriksens dokumentar iscenesætter Aalbæk som den gammeldags patriark, der skal forholde sig til en verden, hvor der bliver stillet spørgsmål ved hans naturgivne position, og værre endnu: Hvor han bliver mere og mere overflødig.
Hans to biologiske døtre Sigrid og Hedvig har nu selv stiftet familier, og de efterspørger lavmælt at komme tættere på deres far. Sigrid gennem far-datter-sessioner hos en psykolog og Hedvig gennem en slags kropsterapi.
I en af de mange film, Peter Aalbæk Jensen har tilvejebragt gennem karrieren, ville det langsomt bane vejen for øget forståelse mellem den stædige patriark og den sårede datter.
Men ikke her. Ålen orker ikke øve sig på at tale følelser, og han nægter kategorisk at åbne døren det mindste på klem for refleksion over, hvilken far han har været. Når den tålmodige Sigrid byder på et glas vin med udsigt over marken i håb om et øjebliks ro og nærhed, tager han sig af vigtigere arbejdsopkald, indtil hun trækker sig resigneret.
I starten siger Peter Aalbæk, at alle hans børn »bilder sig ind, at de har haft en fantastisk barndom«. Intet kan slå lillefars verdenssyn ud af kurs. Stålsat erklærer han, at han kun kan dæmpe sin rastløshed med to flasker vin, og at han drikker, fordi »mine børn synes, jeg er dødssyg, når jeg er ædru«. Sigrid virker ikke just til at være enig. Farens billede af nærværende forældreskab er, da han tog hende med på filmfestivaler, da hun var syv, og sendte hende alene hjem på hotellet i en taxa, mens han drak sig stiv til den lyse morgen.
Mens flere af hans velbjærgede, midaldrende sejlevenner – heriblandt komiker Andreas Bo – tager museskridt i retning af et opgør med, hvem de har været som fædre, fastholder Aalbæk, at det vigtigste er, at han er der for sine børn, når lokummet brænder. Han fortryder intet, og børnebørnene gider han da heller ikke tage med hverken i Legoland eller på ble-bordet.
Vi får syn for sagn i en scene, der får det til at skære i hjertet. Hans yngste datter Hedvig hjemmeføder på førstesalen, og han skal tage sig af babyen Ole imens. Først glemmer han toddleren ude i bilen, før den lille Ole er overladt til leg på gulvet med bageplader ved ovnen og tomme rødvinsflasker, uden at morfar så meget som skænker ham et blik.
Jeg håber, at Aalbæk enten demonstrativt spiller rollen for kameraet, eller at han aldrig får lov at være alene med et lille barn igen.
Patriarken frygter sit dødsøjeblik, fordi han ikke kan lide at være ynkelig, men ynkelig er netop, hvordan han fremstår i TV 2-dokumentaren, som når han forsmået beklager sig over, at det kun er hans hustru, der har fået en sms med nyheden om datterens fødsel. Hvad der i business-regi har kunnet afkodes som befriende høj cigarføring, bliver her i familiens intime skød blot afstumpet og selvoptaget.
Til sidst erklærer Aalbæk stolt til sine bonkammerater, at terapeuten slet ikke anklagede ham for noget, men snarere ville have Sigrid til at acceptere tingenes tilstand.
Det er desværre nok sandt, men langt fra en kompliment. Snarere en erkendelse af, at den tidligere Zentropa-boss er sørgeligt uforbederlig, når det kommer til følelseslivet hos de mennesker, der står ham allernærmest.
På mange måder er Peter Aalbæk som ingen andre, men lige i den henseende er han desværre nok mindre unik. Mere en relativt typisk repræsentant for en generation, der ikke er vokset op med, at følelser er noget, man skal forholde sig til, og som nu er blevet for gamle til at omkode fabriksindstillingerne.
Mens ’Patriarken’ altså ikke tilbyder seerne en nøgle til, hvordan de selv nærmer sig deres forstokkede fædre, kan filmen måske give en slags sindsro til andre, der skal lære at acceptere, at løbet er kørt: Det bliver ikke bedre.
’Patriarken’ kan ses på TV 2 Play.