KOMMENTAR. I torsdags offentliggjorde Cannes Film Festival årets program, også kendt som filmverdenens mindste nåleøje.
Og det var deprimerende lidt, der stod et dansk flag foran.
Det tætteste, vi kom på hjemlig kolorit, var Nicolas Winding Refn og hans nye film ’Her Private Hell’, der ud over instruktøren og hans faste fotograf Magnus Nordenhof Jønck er meget lidt dansk, og som vises uden for konkurrence.
Ingen filmfestival er mere prestigefuld end Cannes, og intet sted er det sværere at blive indlemmet i puljen på omkring 20 film, der skal dyste om hovedprisen, Guldpalmen. Offentliggørelsen af programmet er en meget stor ting for en meget lille skare af særligt interesserede – og ikke mindst for filmmiljøerne selv verden over.
Men fraværet af danske film i årets program bør alligevel vække opsigt i en bredere kreds.
Det antyder nemlig en ulmende tendens.
Hold dem fra biopics
De tre store festivaler i Europa er Cannes, Venedig og Berlin, de såkaldte A-festivaler. Det er årets største udstillingsvinduer for europæiske film af høj kvalitet.
Kun fire danske film har været i hovedkonkurrence på tværs af de tre festivalers seneste fem årgange. Svenske Magnus von Horns ’Pigen med nålen’ og Ali Abbasis Iran-satte ’Holy Spider’ i Cannes i henholdsvis 2024 og 2022. ’Bastarden’ i Venedig i 2023. Og ’Vogter’ i Berlin i 2024.
Det er ikke et katastrofalt output, men det er heller ikke prangende. Slet ikke når man graver et spadestik dybere.
Danmark har historisk haft et meget tæt forhold til Berlin-festivalen – den mindst prestigefulde af de tre – men ud over ’Vogter’ skal vi tilbage til 2019 for at finde dansk aftryk på hovedkonkurrencen, hvor Lone Scherfigs internationale co-produktion ’The Kindness of Strangers’ var med – og før det 2016 med Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’.
I Venedig var ’Bastarden’ første danske film på Guldløve-jagt siden 1990. I Cannes havde vi et gyldent år med ’Druk’ og ’Flugt’ i 2020-årgangen, der desværre blev aflyst på grund af corona (det vides ikke, om de skulle have været i hovedkonkurrence), og derfra skal vi tilbage til 2016, hvor Refns internationale co-produktion ’The Neon Demon’ blev vist.
Når man løber gennem de udvalgte titler fra de sidste fem årgange, står det klart, at de velkendte, erfarne navne stadig er vores primære vej ind i det forjættede land. Scherfig, Refn, Vinterberg, Trier, Arcel, alle instruktører, der slog igennem omkring for omkring 25 år siden. Nytilkommerne er Ali Abbasi, der ikke har lavet en dansksproget film siden debuten, samt svenskerne Gustav Möller (uddannet i Danmark, laver dansksprogede film) og Magnus von Horn (bor i Polen og har før ’Pigen med nålen’ ikke haft noget med Danmark at gøre) og endelig Jonas Poher Rasmussen (på vej med sin ‘Flugt’-opfølger ‘Dansker’).
Det skal retfærdigvis siges, at de tre A-festivaler ikke alene tegner billedet af dansk films kunstneriske bedrifter. Der er også talentfestivalen Sundance, den store opsamlingsfestival Toronto og et hav af fine, men mindre prominente festivaler, fra San Sebastian til Karlovy Vary, hvor danske film jævnligt optræder. Tilsvarende kan det være en stor anerkendelse at blive indlemmet i de tre store festivalers programmer andre steder end hovedkonkurrencen.
Men vi må også være ærlige at sige, at det er i de store hovedkonkurrencer, at det virkelig batter. Det er de primære udstillingsvinduer til verden, og det er her, klodens førende instruktører boltrer sig.
Hvem skal tage over?
Gør det så noget, at Danmark er mindre repræsenteret her, end man kunne drømme om? Vi er et lille land, og man kan ikke forcere de store kunstneres gennembrud, nogle gange kommer de, andre gange kommer de ikke. Eller hvad?
Det er delvist rigtigt, men der er alligevel grund til bekymring. Lars von Trier er på plejehjem, Thomas Vinterberg laver en Kennedy-serie i udlandet, Susanne Bier ikke har lavet film i Danmark i mere end et årti, og Lone Scherfig og Nicolas Winding Refn befærder sig også mest på udenlandske stier.
Hvem skal tage over, hvis vi stadig ønsker, at Danmark skal være det internationale forbillede, mange i udlandet stadig identificerer os som?
Sidste år hyldede jeg et af de bedste danske filmår længe, hvor en række debutanter markerede sig flot, især Zinnini Elkington (’Det andet offer’), Sylvia Le Fanu (’Min evige sommer’) og Mathias Broe (’Sauna’). Jonas Poher Rasmussen, Jeanette Nordahl, Tea Lindeburg og Frelle Petersen er andre nyere navne, der har mulighed for at blive fast inventar i filmkunstens øverste lag.
Det er selvfølgelig i høj grad op til dem selv, om deres fremtidige spor fører mod mainstream eller højambitiøse kunstneriske projekter, men dansk film har et ansvar for at fremdyrke og fastholde de stemmer, der har potentialet.
For mange yngre instruktører er det nemlig i disse år, hvor filmbranchen kæmper økonomisk, en forståelig fristelse hurtigt at slå sig over på en kommercielt farbar vej mod tv-serier, biopics og historiske dramaer af den slags, der skaber en flot karriere (og sandsynligvis også et rarere liv), men ikke nødvendigvis banebrydende kunst til evigheden. Man kan ikke fremprovokere genier, men dansk film skal forstå at nurse de vordende auteurs, der bærer et løfte om verdensklassekunst i sig. Det er et arbejde, der starter, allerede når der optages elever på de danske filmskoler.
Dernæst skal man kunne holde fast på dem, der allerede har indfriet løftet. Der er grund til at råbe vagt i gevær, når kunstneriske enere som Hlynur Pálmason, Isabella Eklöf, Ali Abbasi, May El-Thoukhy og Christian Tafdrup enten hurtigt lader sig lede væk fra landets grænser eller afvises af Det Danske Filminstitut med deres opfølgende projekter.
Derfra kræver det selvfølgelig både evner, held og gode forbindelser at blive et household A-festival-navn af den slags, som Lars von Trier har været på Cannes-festivalen siden debuten med ’Forbrydelsens element’ i 1984.
Men den næste Trier eller Vinterberg skal både opdages, plejes, udfordres og fastholdes.
Skæver misundeligt mod Norge og Sverige
Dansk film står godt i bredden. Der er masser af høj kvalitet, der er masser af lovende talenter, og der er godt gang i billetsalget. Men når man kigger ud over det aktuelle års hjemlige filmhøst, bestyrkes man i mistanken om problemer i den absolutte kunstneriske top. Det er umiddelbart svært at få øje på den film, der skal tordne igennem internationalt frem mod Oscar-showet næste marts.
Imens skæver vi misundeligt mod Norge, der har Joachim Trier og Dag Johan Haugerud i eliten med fasttømret lokal dialekt, Mona Fastvold og Kristoffer Borgli som markante nyere instruktører på den internationale bane og Halfdan Ullmann Tøndel og Emilie Blichfeld på vej op. Og mod Sverige, der har Ruben Östlund i superligaen, Tarek Saleh i efterhånden fast Cannes-contention og altså Magnus von Horn og Ninja Thyberg på vej mod tinderne som afløsere for deres tidligere frontløbere som Roy Andersson og Lukas Moodysson.
Dansk film skal herhjemme vurderes ud fra mange forskellige parametre, men internationalt set defineres et filmland hårdt og brutalt ud fra dets kunstneriske spydspidser. Østrigsk film kom på hele filmverdenens læber på grund af Haneke og Seidl, rumænsk film ud fra Mungiu, Puiu og Porumboiu, græsk film ud fra Lanthimos og Tsangari og ja, dansk film ud fra Trier, Vinterberg og Bier.
Parkinsonramte Trier er nu i gang med et filmprojekt om døden, der hedder ’After’, og spørgsmålet melder sig uundgåeligt også, hvad der skal ske med dansk films højkunstneriske position efter.
I lyset af den middelmådige festivalhøst det seneste halve årti bør der i hvert fald – hvis vi stadig har tårnhøje ambitioner på dansk films vegne – være fokus på, hvordan vi kultiverer den nye kunstneriske fortrop.
Årets Cannes Film Festival finder sted 12-24. maj.