Cevil trådte for alvor i karakter, da hun smed guitaren på Spot Festival

KONCERT. Sidder Cevil bare på sit allerbedste materiale?

To gange i løbet af sin koncert på Spot Festival fredag aften stod Cevil skarpest, da hun spillede sange, som ikke i forvejen er udgivet.

Første gang kom 10 minutter inde i koncerten, hvor Cevil smed guitaren for første gang og for alvor formåede at træde ud over scenekanten med, hvad der bedst kan beskrives som Kind mod Kind-stortromme.

Den kortvarige fest blev cuttet af en Bon Iver-inspireret vokalintro til ‘Scare Me’. Det blev et lavmælt højdepunkt i koncerten, og – desværre – et af de få tidspunkter, hvor Cevil for alvor formåede at få seancen til at føles som en sammenhængende koncertoplevelse.

Det var en koncert i den forstand, at Cevil var på scenen i de 35 minutter, det nu varede, men man savnede en rød tråd. Der var meget bare sange efterfulgt af sange.

Det kan i parentes bemærkes, at selv når Cevil havde guitaren på, var en del af den guitarlyd, der kom ud af højtalerne, indspillet på forhånd. Tydeligst var det på ’Breathing Like I’m Running’, og det skabte en underlig dissonans imellem, hvad der skete på scenen, og hvad der kom ud af højtaleren.

Man kan undre sig over, hvorfor der ikke bare var en person mere på scenen?

’Oliver’ fik også en (u)ventet gæst i form af Vilma Crow. Selvom Vilma formåede at betræde stort set hele scenen i løbet af det første vers, så var der ikke meget samspil imellem de to kunstnere.

Cevil træder for alvor i karakter, når hun smider guitaren og fokuserer på at skabe en forbindelse til sit publikum.

Præcis sådan afsluttede hun også koncerten med at spille endnu en uudgivet sang – endnu en gang med heftig brug af vokaleffekkter. Endnu et klubbet c-stykke, men denne gang gav det mening. Vi var tydeligvis på vej et sted hen, og vi fik lov til at være der i noget tid. 

Koncerten blev både et eksempel på, hvad en Spot-koncert skal være, når den var bedst, og hvad en Spot-koncert ikke skal være, når den var værst.