Meryl Streep havde karrierens bedste åbningsweekend med ‘The Devil Wears Prada 2’

Meryl Streep havde karrierens bedste åbningsweekend med ‘The Devil Wears Prada 2’
'The Devil Wears Prada 2'. (Foto: Disney)

Meryl Streep har utallige fremragende film og roller på cv’et, hvilket 21 (!) Oscar-nomineringer og 3 statuetter vidner om.

I år har det 76-årige filmikon gjort den sjældenhed, at hun har gentaget en tidligere rolle. Hun er nemlig tilbage i biografen som den ikoniske modemagasinschef Miranda Priestly i ‘The Devil Wears Prada 2’, og det har båret frugt ved billetlugerne.

Ifølge Entertainment Weekly har Hollywood-stjernen nemlig haft karrierens bedste åbningsweekend i USA med instruktør David Frankels legacy sequel, der kommer 20 år efter originalfilmen.

‘The Devil Wears Prada 2’ har indtjent 77 millioner dollar på det amerikanske marked (svarende til omkring 492 millioner kroner) i åbningsweekenden, mens det globalt er blevet til hele 233,6 millioner dollar (cirka 1,5 milliarder kroner).

Det er en cirka dobbelt så stor amerikansk åbningsweekend som Streeps hidtidige højdespringere: de to ‘Mamma Mia!’-film og ‘Into the Woods’.

Med sit budget på 100 millioner dollar (foruden pr-omkostninger) burde filmen således allerede have tjent sig hjem. Den har ifølge Entertaintment Weekly også overgået 1’erens amerikanske åbningsweekend, selv når man justerer for inflation.

‘The Devil Wears Prada 2’ ligger allerede på syvendepladsen over de bedste indtjenende biograffilm i 2026 på globalt plan, blut otte millioner dollar bag ‘Wuthering Heights’ på sjettepladsen, som altså fik premiere tilbage i februar. På førstepladsen ligger ‘The Super Mario Galaxy Movie’.

Biografsuccesen kommer helt sikkert ikke til at bremse den herskende Hollywood-tendens med at reboote 00’ernes chickflick-klassikere som ‘Practical Magic’ og ‘Legally Blonde’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af