INTERVIEW. Marijana Jankovic husker det hele.
Især husker hun, da hendes forældre netop var flyttet til Danmark som gæstearbejdere fra Montenegro i 1988 og boede i fasterens lejlighed på Guldbergsgade. Stort set dagligt spadserede den dengang seksårige Jankovic og faren op ad Jagtvej, forbi Assistens Kirkegårdens lange gule mur, hvor hendes barndomshelt H.C. Andersen lå begravet, videre hen til Frederiksberg Centret og tilbage igen.
»Jeg kan huske, første gang jeg spurgte min far, om vi ikke skulle dreje ned ad en af sidegaderne. ‘Ej, det skulle vi ikke’, sagde han. ‘Hvorfor ikke?’ ‘Nej, nej, det er sådan en fin vej, den her’. Det var først senere, da jeg blev gammel nok til at forstå, at det var, fordi han var bange for at fare vild. Så vi gik altid op og ned ad Jagtvej. Fordi det var ligeud«.
Hun sidder på en barstol i vinduet på sit stamsted, en lokal kaffebar tæt på hendes hjem, og kigger smilende ud på selvsamme Jagtvej.
»På en eller anden måde, helt symbolsk, så tror jeg også bare, at jeg selv er blevet på Nørrebro, fordi jeg har været bange for at fare vild. Det er nok også derfor, jeg hele tiden beskæftiger mig med det her indvandreremne, fordi det er mit hjerte. Det er det, jeg er kommet af, og det er så meget min identitet og min kamp«.
De stille helte
Vi mødes en formiddag i foråret, som bader det gentrificerede Nørrebro i sol. Genbrugsbutikker, gourmet-bagerier og økologiske specialforretninger har for længst overtaget den engang så betongrå arbejderbydel, som tilbage i 1980’erne var skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter Marijana Jankovics første møde med København.
I dag er hun 44 år gammel. Vi sidder her, fordi hun den 13. maj har premiere på sin spillefilmdebut som manuskriptforfatter og instruktør, ’Hjem’. I filmen medvirker Jankovic selv som skuespiller i rollen som den voksne udgave af hovedrollen Maja. Navne som Dejan Cukic, Zlatko Buric, Lene Maria Christensen, Trine Dyrholm og Jesper Christensen er også at finde på rollelisten.
Manuskriptet har hun skrevet i samarbejde med Bo Hr. Hansen, Emil Nygaard Albertsen og barndomsvennen Babak Vakili.
‘Hjem’ er en udbygning af Marijana Jankovics Robert-vindende kortfilm ‘Maja’ fra 2018 og handler om den seksårige Maja, som i 1991 rejser med sine forældre fra Balkan til Danmark, mens to ældre brødre efterlades i hjemlandet. Mødet med det nye land bliver svært for den lille, splittede familie – ikke mindst for Maja, som ender med at påtage sig ansvaret for sine forældre.
Mange år senere er voksne Maja en succesfuld kunstner i Danmark, men bag facaden bærer hun på svære følelser på grund af sin opvækst og de ofre, hendes forældre har betalt.
»Ligesom med ‘Maja’ har jeg mærket, at der var en plads til den her slags historie, og at folk havde lyst til at se den. Nogle kan genkende sig selv, nogle lærer noget nyt. Der er ikke den helt store handling, men vi følger ligesom bare nogle mennesker, som er kommet til et nyt land, og hvordan er det? Det er en generationsfortælling«.
»Min faster var velkommen og blev inviteret herop som gæstearbejder og arbejdede på Royal Copenhagen-fabrikken. Så kom mine forældre, som på en måde stadig var velkomne, fordi de tog nogle af de jobs, som andre ikke gad at have, men som gjorde, at samfundet fungerede. Men de kom jo kun herop med håb og drømme om, at deres børn skulle lykkes og få et bedre liv. Og så er der min generation, som har fået alt det, vores forældre drømte om, men som måske også har virket som en større trussel, fordi vi tog mere plads«, begynder hun.
»Nu tænker jeg også meget på min datter. Hvad giver jeg hende med? Hun vil jo aldrig kende til mine forældres historie, hvis ikke jeg fortæller den. De generationer er ikke dem, der larmer eller tager plads. De arbejder, og ellers sidder de stille ovre i hjørnet og observerer. Det er også bare i respekt for, at der er nogen, der faktisk har ofret alt det, de har haft for mig. Det har jeg lyst til at give en film, så det ikke går tabt i historien. For de er de stille helte«.
»Jeg ville gøre det samme«
En lille pige med langt mørkt hår og lyserød jakke kommer ind på cafeen med sin far. Det er Marijana Jankovics treårige datter Una og mand, fortæller hun. Kort efter tilslutter en ældre herre med gråt hår og en blå arbejdsjakke de to.
»Og det er så min far«, siger Jankovic og nikker hen mod dem med varme i øjnene.
Datteren opdager sin mor. De to krammer og slår straks over i serbisk, inden Una, hendes far og morfar, trisser ud på Jagtvej igen.
Selvom ‘Hjem’ er inspireret af Marijana Jankovics egen opvækst og rejse til Danmark fra Montenegro, er det ikke hendes egen historie 1:1. Modsat den fiktive karakter Maja, som bliver boende i Danmark med sine forældre, rejste virkelighedens Jankovic tilbage til Jugoslavien efter et halvt år i Danmark, fordi hun savnede sine brødre for meget.
Her boede hun et år med dem og gennemførte sit første skoleår i Montenegro, mens forældrene knoklede videre i Danmark, indtil de havde penge nok til at komme ned og hente hende og hendes brødre, hvorefter hele familien bosatte sig i København.
Det er dog sandt, at forældrene tjente penge ved at gøre rent, og at den lille Marijana Jankovic af og til var med dem på job – blandt andet på Zentropa.
»Det er også en sandhed, at jeg har været det lille barn, som er kommet herop med mine forældre og har kigget på nogle mennesker, som bare mistede hele deres identitet i drømmen om at give mig et bedre liv«, fortæller hun.
»Det er på godt og ondt en smuk fortælling, fordi det er jo det, vi gør som forældre. Jeg har også bare lyst til at trække det lidt back to basics: Hvad gør vi for vores familie? Efter jeg selv har fået min datter, kan jeg mærke, at jeg vil gøre alt for hende. Hvis jeg prøver at sætte mig selv i den situation i forhold til, hvordan verden ser ud lige nu, og hvis vi bliver nødt til at flygte: Jeg ville gøre det med det samme, også selvom mit eget liv måske ikke ville blive bedre, for at give min datter et bedre liv«.
Ar på sjælen
Man taler om, at indvandrerbørn kan bære rundt på en blanding af skyld og forpligtelse, fordi deres forældre har ofret deres eget liv og hjem for dem: Har du også følt det?
»Jeg har haft skylden, men jeg tror også, mit drive er kommet af det. Jeg skulle score det næste mål. Vi var en familie. Bare ordet ‘familie’ og sammenholdet betyder enormt meget for mig, for det er jo det, de har gjort det for. Det er et ansvar og en byrde, som til tider har været tung, fordi jeg hele tiden har haft en følelse af, at jeg skulle løbe stærkt og være den gode fortælling, for ellers var det spild af deres tid«.
»Men det er ikke, fordi jeg har ondt af mig selv. Tværtimod – hvis jeg af og til føler, det er synd for mig, kan jeg lige kigge over på mine forældre, som faktisk har været den modigste generation, og sige: Så er det heller ikke mere synd for mig«.
Helt konkret: Hvilke dele af filmen er hentet fra dit eget liv?
»Der er en familie derude, som skal have ret til deres historier og til, hvad der er rigtigt og forkert, men jeg vil bare sige, at jeg har været det barn, som er blevet revet op med rode, sat ind i en klasse, og som lærte dansk på tre måneder. Altså, at sidde der med en lærer, som kun talte dansk, og så måtte du klare det. Det er en traumatiserende barndom, når man som barn kommer op og ser sine forældre falde fra hinanden og ikke have et sprog og blive deres tolk. Det er et kæmpe ansvar«.
»Du bliver sat i en situation, som et barn selvfølgelig ikke skal være i, men jeg forstår godt, hvorfor de gjorde det. Så er der også den sandhed i filmen, at hvis du splitter en familie op, så er den svær at samle igen. Det har taget mange år for vores familie. Jeg følte en dårlig samvittighed, fordi jeg var hende, der fik den første billet til lykkeland. Jeg fik mine forældre, de valgte mig. Vi har aldrig rigtigt snakket om det, for det gør man ikke i den kultur. Man overlever«.
»Jeg tror aldrig, mine brødre kunne finde på at pege fingre ad mig og sige, at jeg var den, der blev udvalgt, da de blev efterladt. Men der ligger dybe sår begravet i hele min familie, fordi vi har været skilt ad og så samlet igen«.
I har vel også levet forskellige liv i en periode?
»Ja, præcis. Og jeg var lidt hurtigere med det hele. Jeg var også yngre. Når du er yngre, tilpasser du dig hurtigere. Jeg lærte jo sproget med det samme og drønede bare derudaf. Min ældste bror var teenager, da de kom. Det er svært. Og så er det også sværere for drenge end for piger. Det er det bare. Vi er heldigvis en samlet familie i dag, der har et forhold, men vi har alle sammen ar på sjælen. Jeg tror bare ikke, vi kan snakke om det, fordi vi ikke ved hvordan. Vi kan jo ikke lave det om«.
Har kæmpet for det hele
Som barn fik Jankovic ofte læst H.C Andersens eventyr højt af sin mor, og måske er det ikke helt tilfældigt, at hun altid har villet bo i en tæt radius af den verdensberømte forfatter og digters gravsted, for som hun siger: »Som barn blev jeg jo lovet eventyret«.
Danmark måtte være et eventyrland, når det var her, H.C Andersen boede. Siden har Jankovic kæmpet for at bevare fortællingen om eventyret. Hun har altid troet på, at hun ville lykkes. Hun skulle lykkes.
»Og så kan man sige: Lykkes med hvad?«, spørger hun retorisk.
»Man kunne måske godt have opnået noget større, men jeg synes, at det, jeg har opnået, trods alt er ret meget ud fra, hvordan kortene lå. Jeg vil så gerne gøre mine forældre stolte. De har haft så hårdt et liv, så det gør mig så lykkelig, når de bliver lykkelige. Når jeg kan give dem en oplevelse. Det har også været en drivkraft. Når jeg har gjort min far og mor stolte, er jeg lykkedes«
Selvom Marijana Jankovics cv efterhånden rummer en del forskellige roller, og selvom skuespilkarrieren indtil videre både har bragt hende til den røde løber ved Oscar-showet (som skuespiller i kortfilmen ‘Helium’, red.) og på croisetten i Cannes (med kortfilmen ‘Maja’), har hendes serbiske rødder ikke været nemme at plante i den smalle blomsterkasse med margueritter, som fortsat primært udgør den danske filmbranche.
Heller ikke selvom hun allerede som 19-årig strøg ind på skuespillerskolen i første forsøg.
»Jeg kan blive nervøs for, at det lyder, som om jeg er utaknemmelig, for det er jeg absolut ikke«, pointerer hun.
»Jeg er taknemmelig for at være i filmbranchen, hvor jeg trods alt har overlevet i 20 år. Men nu kan jeg også mærke, at jeg ikke kan blive ved med kun at være taknemmelig og føle mig heldig over, at jeg får lov til at være her. Jeg er sgu ikke kommet sovende til opgaverne. Jeg har altid kæmpet for alt, hvad jeg har fået. Jeg har ikke siddet ovre i hjørnet og syntes, det var synd for mig. Jeg har sagt: Det er mit lod i livet, og så må jeg bare kæmpe videre. Hvis ikke jeg får den gode indvandrerkarakter, må jeg selv skabe den«.
Snæversynede blikke
Hvordan har din oplevelse været med den danske filmbranche som skuespiller med serbisk baggrund?
»Det er altid så farligt at sige, men jeg kan mærke, at jeg er et sted nu, hvor jeg ikke længere er bange for det: Jeg mangler nuancerede indvandrerfortællinger og indvandrerroller på dansk film. Jeg var en af de første kvindelige indvandrere, som blev uddannet som skuespiller, og jeg har læst alle de manuskripter. Jeg har spillet alle rollerne, det har jeg været nødt til, for der har ikke været andre, og jeg skulle spille dem godt for at være god nok til, at casteren og instruktøren skulle se mig som en helt almindelig filmkarakter, i stedet for at rollen lige skulle drejes hen på, at hun måske var fra et andet land«.
»Stadig den dag i dag synes jeg nogle gange, at det er de roller, jeg kan få tilbudt. Jeg spiller gerne indvandrerrollerne, men det bliver sgu bare hurtigt en klichéfortælling«.
Hvor meget har du følt, at dit ophav var en begrænsning i forhold til for eksempel at blive typecastet?
»Det har været en kæmpe begrænsning. Her i mit voksenliv har jeg fået lov til at spille en bredere vifte af roller, jeg har ikke kun været indvandrer, men jeg har været enormt meget typecastet. Jeg tror også, jeg kunne have spillet mange flere roller, hvis ikke jeg havde haft mine brune øjne og mit mørke hår. Men jeg gider ikke engang at blive sur eller frustreret over det, jeg har brugt alt for mange kræfter på det«.
»Det er jo en hård branche at komme ind i i forvejen, og så prøv at forestille dig at være indvandrer i starten af 00’erne, der ville lave film. Folk havde ikke set indvandreren portrætteret før, så de startede ligesom med alle de her klichéfortællinger, de kendte til«.
Hvordan har det været?
»Det har været vildt irriterende, fordi jeg kunne komme ind og være den bedste, men så havde jeg bare en anden baggrund. Christoffer Boe gav mig faktisk min første danske rolle. Hun hed Helene i filmen ‘Alting bliver godt igen’, og jeg tænkte bare: Lige om lidt klistrer de et efternavn på karakteren, som er noget med Vic, men det gjorde de ikke. Christoffer Boe fortalte, at han ikke lige havde tænkt over min nationalitet. Han havde bare set mit talent«.
»Det var sådan en befrielse, og det gav mig håb om, at det nok skulle gå. Der er nogen derude, der kigger på mennesket og ikke hudfarven. Det er jo også forkert at tale om hudfarve på mig. Altså, jeg er jo hvid for helvede!«.
Hun rækker armen ud, trækker op i ærmet og blotter huden.
»Men det er nu bare sådan, vores snæversynede blik er. Jeg synes, der er sket noget, og vi har kæmpet. Jeg skal ikke brokke mig, jeg er glad for, at jeg har haft noget at lave, siden jeg blev færdig. Men jeg gad da godt, at jeg havde fået lidt flere spændende roller på baggrund af mit talent og ikke var blevet valgt så meget fra på grund af min hudfarve, mit mørke hår, eller at jeg ser lidt anderledes ud«.
Men kunne en baggrund som din ikke også være en fordel i en meget lukket og konkurrencepræget branche, fordi man netop skiller sig ud fra mængden?
»Ja, ja, ja. Jooo«.
Hun smager lidt på sit svar.
»Så snart du har et indvandrerkort i dansk film, er bremsen trukket fra starten. Det er ikke, fordi det bare er et go. Det har det ikke været for mig. Men jeg har klaret den på trods«.
Drømmer om DR-serie
Jeg kan forstå, at du med din film også gerne har villet give en bedre rolle til din kollega Zlatko Buric, end hvad du har set ham i før?
»Prøv lige at se et talent, Zlatko Buric er. Han er en kæmpe skuespiller, og så bruger man ham til at spille en baglokale-gangster om og om igen. Hvorfor er der ikke nogen, der har vovet sig ud i at give ham en rigtig god filmrolle, som Ruben Östlund har gjort i ‘Triangle of Sadness’?«
»Ja, han spiller russer, men det er alligevel en karakter med kød på. Jeg siger jo heller ikke, at jeg ikke vil spille serber og tyrker, for jeg er også heldig med mit udseende, at jeg kan lave den slags karakterer, men lad mig da have noget at spille på i stedet for bare at løbe rundt i ring. Jeg er ked af, at der ikke var plads til at udfolde Zlatkos karakter mere i min film, for jeg synes virkelig, at han er en fantastisk skuespiller. Jeg synes, det er skamfuldt at blive ved med ikke at tænke ham ind i en karakter med noget kød på«.
I fremtiden drømmer Marijana Jankovic om, at filmen ‘Hjem’ kunne udvides til en tv-serie og måske endda samle familien Danmark i sofaen som DR’s nye søndagsdrama.
»Kunne det ikke være fantastisk? Overvej det!«, udbryder hun begejstret. »Den plads gad jeg virkelig godt at tage«.
Som instruktør og manuskriptforfatter har hun et par projekter i udvikling på Nordisk Film, og som skuespiller venter en stor rolle til efteråret, »med masser af kød på«, i ’Det store glitch’-instruktør Søren Peter Langkjær Bojsens kommende film. På et tidspunkt kunne hun også godt tænke sig at arbejde lidt mere i Serbien og skabe nogle historier der.
»Måske kunne jeg være hende, der vender tilbage og fortæller om, hvordan det er at være indvandrer i Danmark. Jeg er fremmed i Serbien, og jeg er fremmed her, men hvor fanden hører jeg så til? Så lige så vel som jeg gerne vil integreres her og sige, at jeg ikke er fremmed, vil jeg også gerne tilbage til Serbien og sige, at jeg ikke er fremmed«, siger hun og understreger så:
»Men jeg skal være her. Og jeg skal både instruere og spille«.
Uden skam
På den anden side af ruden triller Una pludselig forbi igen på sin nye lyserøde cykel. Marijana Jankovic ser efter hende og smiler.
»Man kan sige, at Danmark er mit hjem, men Nørrebro er min tryghed. Det er jo her, jeg kom. Det er den her Jagtvej, jeg er gået op og ned ad. Jeg er kun flyttet én gade herfra, og jeg har hele min familie rundt om mig. Jeg har ikke brug for at flytte flere grænser eller til nye lande. Jeg vil ikke starte forfra igen. Men hjem behøver ikke at være steddefineret. Jeg føler mig hjemme, når jeg er sammen med min mand og min datter. Det er hjem«.
Et lille kliché-spørgsmål her til sidst: Hvis du, som den succesfulde kvinde du er i dag, tænker tilbage på den lille pige, der traskede op og ned ad vejen her med sin far, hvad ville du så sige til hende?
»Jeg tænkte faktisk på det i går, da jeg lå i min seng. Jeg vil sige, at jeg synes, det er godt gået, at hun ikke længere skal skamme sig over, hvor hun kommer fra, men være stolt af, hvor langt hun er nået. Og det er med fare for, at jantelovs danskeren kommer til at synes, jeg overtræder en grænse. Men jeg er sgu stolt af det, altså«.
Hun gør et insisterende ryk med hovedet.
»Jeg ville være stolt af min datter, hvis hun gjorde det samme«.
’Hjem’ har biografpremiere 13. maj.