‘Skyggen af Gry’: Hvad sker der, når en halvpsykopatisk psykolog møder en kvinde, der kan se fremtiden?
ROMAN. Viggo Bjerring har begået en roman med en vidunderligt enkel spekulativ præmis. Alt i verden er, som vi kender det. Bortset fra én afgørende detalje:
Den unge kvinde Gry kan se ind i fremtiden. Ikke vildt meget, men lidt. Det finder vi ud af, da hun en eftermiddag træder ind på psykologen Alex’ kontor.
Alex er langt fra verdens bedste psykolog, hvilket hans forhold til streger gør helt tydeligt. Både de streger han sætter bag i sin notesbog, hver gang han føler empati (han holder regnskab, fordi hans egen psykopatiscore er for høj). Og så de streger han sniffer langt op i kraniet, når der ikke er nogen, der kigger.
Det bliver startskuddet til Bjerrings roman, for hvad gør en psykolog med tvivlsom dømmekraft, når han får en klient, der kan se ind i fremtiden?
Han udnytter hende selvfølgelig og får hende med på casino, hvor hun skal game rouletten med ham. Kort efter udvikler det hele sig også til et road trip. Så langt, så ’Rain Man’.
Viggo Bjerrings roman er nemlig også en fortælling om trangen til at skride fra det hele – og så er det en dybt filosofisk roman. På godt og ondt.
Fredagsbar på filosofistudiet
’Skyggen af Gry’ er meget optaget af tiden som begreb, men endnu mere af at alt allerede er bestemt til at ske på forhånd. Hvis Gry kan se fremtiden, så må alt være tilrettelagt.
Det myldrer med sætninger og overvejelser som disse:
»Er min tanke om at alt er forudbestemt, også forudbestemt? Hvilken mening har den slags tanker så? Er der noget, der har mening i et deterministisk univers?«
Det er til dels interessant, men tankerækkerne bliver så lange og konstruerede, at det føles som at være den mest ædru til en fredagsbar på filosofistudiet.
Gry og Alex har lige i overkanten af samtaler, hvor de skal forklare hinanden om »historiesyn«, »Overton-vinduet«, »antinatalisme« og »selvomsorg«. Her bliver bogen en lidt sjælløs opvisning i begreber, der ætser tempoet og rytmen ud af prosaen.
I det hele taget vil mange kunne slå sig på romanens rytme, da den er så ujævn som en grusvej i Bulgarien. Det ene øjeblik er tempoet helt udknaldet i en af bogens mange scener, hvor Alex’ ordinerer sprut og piller til sig selv og sin klient med den løsest mulige receptblok.
Det næste øjeblik har karaktererne tid til at google deres problemer eller spørge ChatGPT til råds.
Det er en underlig blanding, men det er faktisk noget af det, der gør Viggo Bjerring til en lovende spekulativ forfatter. Han er afsindig god til at lade sine karakterer tænke sig om – og finde reelle grunde til at træffe deres valg.
Selvom Gry kan se ud i fremtiden, er hun stadig et menneske i 2026, så når hun har problemer, tjekker hun sin telefon. Det er immervæk ikke mange romaner, der lader deres karakterer bruge tid på at havne i AI-assisterede blindgyder. Det gør Viggo Bjerring.
Det rodfæster hans fortællinger, og det var en af de bedste kvaliteter i hans to tidligere sci-fi-romaner ’Verdenshjertet’ og ’Hjertets geometri’.
Man tror på Bjerrings verdner, fordi de er minutiøse, og karaktererne handler konsistent.
Men det er alligevel bare stadig en lille smule kedeligt, at der er så meget dagligdag, at gøremålene hele tiden er til stede:
»Jeg smiler og gaber, rejser mig og lukker Ziggy ud i haven. Så går jeg i køkkenet for at brygge kaffe og lave morgenmad til os. En af de bedste morgener længe, tænker jeg og snuser til kaffepulveret, inden jeg doserer. Jeg hælder vand i kolben«
Men når Bjerring så rigtig tager fat og vender og drejer virkeligheden, bliver det næsten umuligt at slippe. De sidste 100 sider af bogen, var jeg nødt til at læse i ét hug. Ellers kunne jeg ikke få ro.
Når du bare vil sætte ild til hele pisset
Midt i romanens filosofiske fremtidsperspektiv og alkoholiserede excesser glimter, der også en lille perle af et parforholdsdrama.
Alex er nemlig sammen med sin finanskvindekæreste Line. De har et glimrende forhold med parmiddage og blowjobs, men da Alex møder Gry, får han pludselig en udvej.
Det udfordrer hele den stille balance, der har hersket i hans nysselige tilværelse, og giver Alex akut frihedstrang.
Forholdet til Line er et af romanens stærkeste punkter, fordi Bjerring enkelt formår at vise, hvordan den ene sten, han har kastet i virkelighedens hav, sætter ringe i vandet.
Når en halvpsykopatisk, halvafhængig psykolog møder en kvinde, der kan se fremtiden, kan han så bevare jordforbindelsen nok til at passe sin borgerlige tilværelse med padeltennis og sofaserier?
Bjerring går meget langt for at undersøge sin fiktion i alle niveauer. Hvordan påvirker fremtidsbevidstheden Gry, hvordan påvirker den Alex, hvordan påvirker den samfundet som helhed? Det er lige her, at ’Skyggen af Gry’ er allerbedst. Lige der hvor man kan mærke, at Bjerring har fabuleret og fantaseret vidunderligt konsekvent.
Kort sagt:
’Skyggen af Gry’ går hele vejen med sin spekulation og spørger, om alt er forudbestemt. Men den bumler også flere steder rundt i hverdagen og fuldemandsfilosofi, og det punkterer romanens spænding.