‘Kontinental ‘25’: Knivskarp satiriker stikker til vores alle sammens nagende skyldfølelse
FILM. Fogeden Orsolya (Eszter Tompa) har en dårlig smag i munden.
For på sit arbejde spurgte hun ”pænt” en hjemløs mand om at forlade et hotels fyrrum, omringet af maskeklædte gendarmer. Hun gav ham 20 minutter til at pakke sine ting. Da hun kom tilbage, havde manden hængt sig.
Hun kan ikke sove og har end ikke mod til at tage til Grækenland på strandferie med familien. Hendes chef insisterer på, at hun er uskyldig i lovens øjne, men skyldspørgsmålet nager stadig den musede kvinde.
Følelsen er let at genkende i en tid, hvor vi konstant konfronteres med verdens onder, som vi både forventes at ignorere og engagere os i. Den følelse af smertelig afmagt bor i hjertet af streamingaktuelle ’Kontinental ’25’, den rumænske instruktør Radu Judes seneste odyssé ud i senkapitalismens inhumane maskine.
Siden gennembrudsfilmen ’Bad Luck Banging or Looney Porn’ fra 2021 har satirikeren spydigt brugt sit hjemland som skueplads for Vestens tiltagende deroute i et socioteknologisk kapløb mod bunden.
I Judes hidtidige storværk, ’Don’t Expect to Much From the End of the World’, svinger han pisken over moderne europæiske konsulentbureauer, hvor arbejderens lod i trældom er den samme som i diktatoren Ceausescus ellers bortskaffede regime, fæstnet i en endeløs arbejdsdag og de sociale mediers algoritmer, som holder os distraherede, alene og vrede.
’Kontinental ’25’ bytter den maniske vanvidskørsel og de parodiske manosfære-videoer fra denne film ud med didaktiske samtaler mellem ligeværdige. Som en katolsk synder går Orsolya til bekendelse hos sin velstående veninde, sin ungarsk-nationalistiske mor, en ortodoks præst og sin tidligere student, som er frygtelig bevendt i new age-floskler.
Det roligere tempo betyder dog ikke, at Jude har mistet blodtørsten.
Overalt bliver Orsolya mødt af en overbærende forståelse, bagkloge anekdoter og teologiske filosofier, der forsikrer hende, at hun er et godt menneske.
Det er jo ikke hendes skyld, at rumænerne er tilbagestående racister, som afskyr deres hjemløse, konkluderer en trøstende stemme. Manden derhjemme beklager blot, at hun ikke smed den hjemløse mand ud noget før, så hun ikke havde behøvet at skulle forholde sig til hans selvmord.
Og alle som én har de belejlige løsninger på Orsolyas dårlige samvittighed: Hun kan bede Gud om tilgivelse, donere sin tid og formue til de svage eller drukne selvynken i druk og hor.
Samtalerne er filmet i stillestående, lange indstillinger, hvor kameraet samtidig gør opmærksom på sig selv gennem et distraherende autofokus og lange montager af den transsylvanske arkitektur. Det er en intellektuel, brechtiansk dekonstruktion af samtalerummet, og herigennem bliver vi som publikum involveret i skyldspørgsmålet.
Lyder det en smule tørt og prætentiøst, er ’Kontinental ’25’ heldigvis alt andet, da Judes knastørre humor, skarpe historiefortælling og kløgtige brug af gakkede scenarier punkterer filmens moraliseren.
Jeg følte mig således helt beskidt, da Orsolyas veninde jovialt fortæller om hovedpersonen Hirayama fra Wim Wenders’ ’Perfect Days’, der finder zen i at tørre op efter andre folks lort.
Med Wenders’ mesterlige drama blev vi alle en smule rigere i sjælen i selskab med den japanske toiletrenser, der skaber mening i det moderne rotteræs på bunden af samfundet. Men i Judes sorthumoristiske verden er ’Perfect Days’ blot endnu en sutteklud til os stakkels europæere, som vi kan klamre os til, mens verden brænder rundt om os.
Kort sagt:
Den rumænske satiriker Radu Jude sænker tempoet i en lige dele tankevækkende og morsom samtalefilm, der udfolder europæernes dårlige samvittighed ud fra teologiske og brechtianske argumenter.