Tinderbox fuldender årets program

Tinderbox fuldender årets program
Downtown July. (Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard)

Om blot seks uger løber årets Tinderbox af stablen, og nu er programmet langt om længe fuldendt.

Som det allersidste regulære navn kan den odenseanske festival annoncere den danske popgruppe Downtown July, der har haft ganske meget vind i sejlene over det sidste års tid, og som for få måneder siden udgav debutalbummet ‘Kravler før vi går’.

Gruppen slutter sig til et program, der tæller internationale navne som Charlie Puth, Moby og Pitbull samt danske navne som Aphaca, Tobias Rahim og Thomas Helmig.

Desuden kan festivalen offentliggøre de navne, der hver dag i løbet af festivalen kommer til at sparke det elektroniske Magicbox-program i gang. Det drejer sig om de danske klubnavne Eeb Laurent, Sebastian Wibe, Hasan Tutku og Lisa Fosmark.

Magicbox-programmet tæller blandt andre ukrainske Miss Monique, der vender tilbage til Magicbox efter sin debut i 2024, tyske Bennett, som mange vil kende for kæmpehittet ‘Vois sur ton chemin’, samt den danske remix-stjerne Hedegaard.

Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense fra 25.-27. juni.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af