Conan Gray var som prinsen i en børnebog med et glitrende knust hjerte i Royal Arena
KONCERT. Der var håb og hjertesorger for fuld udblæsning, da Conan Gray tog Royal Arena med til sit glitrende, nostalgiske drømmeland.
Den 27-årige popstjerne, som startede sin karriere med vlogs og covers på YouTube i 2013, har nu rundet sit fjerde studiealbum, ’Wishbone’, og er taget på sin største turné til dato.
Hvis du som mig tænkte »wishbone, hvad betyder det?« kan jeg fortælle, at det er den lille tvedelte knogle fra fjerkræ, ønskebenet, som to personer trækker i efter et måltid for at se, hvem der får den største halvdel, når benet knækker. Vinderen får traditionen tro et ønske opfyldt.
Og det var så aftenens store tema: at ønske stort, selvom risikoen for at trække den mindste halvdel findes.
I fire akter, der alle var lige så cute som traditionen om ønskebenet, gav Gray sit bud på en ønskeverden, der mest af alt mindede om en malerisk børnebog fra midten af 1900-tallet. Alt var billedskønt og eventyrligt, når han som en popstjerneversion af Peter Pan eller Den Lille Prins hoppede alene rundt på scenen foran sit orkester af syv kvinder.
Sådan førte han den hujende, om end ikke helt fyldte sal gennem sit efterhånden store bagkatalog af triste kærlighedssange.
Koncerten åbnede i landlig amerikansk idyl: græs på scenegulvet, en rusten vindmølle i højre side og bølgende bakker på bagtæppet. Svært var det ikke at forstå, at aftenens hovedperson både er erklæret swiftie og vokset op i Texas.
Glad og energisk hvirvlede han rundt til ’My World’, vinkede til publikum og kravlede op i vindmøllen for at spejde ud over arenaen som et nysgerrigt drengebarn. Trods det landlige univers lignede han mest af alt en strålende queer matros i sin flagrende sejleruniform.
Snart rullede græsset væk og blev erstattet af en seng omgivet af skyer, og uniformen blev skiftet ud med pyjamas. Drømmen fortsatte, mens idyllen blev brudt af mere mareridtsagtige øjeblikke i numre som ’Class Clown’ og ’People Watching’, hvor de romantiske strygerarrangementer måtte vie for distortede guitar og tungere trommer.
Uhyggen varede dog ikke længe, før Conan satte sig ved et lejrbål med et »howdy y’all, welcome to Conan’s campfire«. Så blev bålet erstattet af en robåd, og det var svært ikke at blive varm og nostalgisk over det, der udspillede sig på scenen.
Med sin ukuelige energi og gennemførte scenografi slap Conan afsted med meget. Alligevel begyndte sangene og deres arrangementer efterhånden at minde lige lovlig meget om hinanden.
Vi var kommet stort fra start, men det var svært for den ene mand at holde intensiteten oppe hele vejen igennem med så begrænset et dynamisk og tematisk spænd. Mellem numrene blev det mest til velindstuderede fraser som »I love you Copenhagen« og »this is a song for all the exes«.
Aftenen sluttede dog med et brag. Efter hittet ’Vodka Cranberry’ forlod han scenen og kom så tilbage i sit mest bedazzlede kostume til ’Memories’ og ’Caramel’ og en afslutning med konfetti i luften og et publikum, der hoppede med til det sidste.
Kort sagt:
Conan Gray forvandlede Royal Arena til et glitrende, nostalgisk drømmeland med gennemført scenografi og stærke visuelle idéer, men koncerten manglede de helt store højdepunkter og faldt til tider sammen i ensformige sange og begrænset dynamisk spænd.
