’Cape Fear’: Javier Bardem er frygtindgydende i forbandet underholdende serieudgave af thrillerklassiker
SERIE. Hvis du har et ømt punkt for Robert De Niros psykopatiske røst, der med blod i hovedet og en jernstang i hånden råber »counselooorr?!«, så har jeg gode nyheder til dig.
Alletiders mareridt for advokater er tilbage. Apple TV+ disker nemlig op med en nyfortolkning af historien om den bitre Max Cady, der løslades fra fængslet og straks søger hævn mod de slips fra retssalen, som var med til at sende ham bag tremmer.
John D. MacDonalds oprindelige roman blev filmatiseret i 1962 af J. Lee Thompson og igen i 1991 af Martin Scorsese (den med De Niro), og i streamingtidsalderens ånd er ’Cape Fear’ denne gang sat under 10 timers seriebehandling, hvoraf jeg har haft fornøjelsen af otte.
Amy Adams og Patrick Wilson er fermt castede som det irriterende advokat-superpar Anna og Tom Bowden, der (i hvert fald på overfladen) lever det søde boulevard-villa-liv i Savannah. Snart åbnes gamle sår dog, da en tidligere elskerindes selvmordsbrev baner vejen for frifindelsen og løsladelsen af Cady, som Javier Bardem bringer til live i denne iteration.
Det overrasker nok de færreste, at Bardem har en fest med at gå Robert Mitchum og De Niro i bedene. Den spanske skuespiller har efterhånden en ph.d i både gennemført noieren og charmerende karakterer, og her danser han brillant på netop den balance.
Cadys tilstedeværelse sender chokbølger af angst gennem seriens stemning med det samme, og hans manipulative evner gør det til en kamp for Anna og Tom løbende at afkode hans intentioner. Samtidig får vi tid til at mærke de oprigtigt sårbare sider, som en traumatisk barndom har efterladt i ham.
Bardem spiller mellem registrene, som det passer ham. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og derfor har man på samme tid lyst til at læne sig frem i sædet og holde sig for øjnene, når han træder ind i en scene.
Annas fortid som Cadys advokat blev kontroversiel, da Tom samtidig var anklager på sagen – og hun angiveligt fandt sammen med ham, kort efter dommen faldt. Derfor begynder både sociale og traditionelle medier nu at ånde familien i nakken, når Cady betragtes som uskyldigt dømt.
Serieskaber Nick Antosca har også kløgtigt sørget for, at seriens omgivelser rimer på 2026, når han blandt andet bruger TikToks, AI og catfishing til at demonstrere, hvor mange måder man i dag kan fucke med en familie på.
Lily Collias er stærk som Annas datter Natalie, der er frustreret over at føle sig som familiens parentes. Stedbroren Zach, der længe har haft det svært, løber med størstedelen af forældrenes opmærksomhed, mens Natalie har måttet tage til takke med gaslightende bemærkninger fra sin mor som »Thank God I can always count on you to be okay«.
Derfor er det også kærkomment, når hendes behov for oprør giver konflikten et ekstra gear, og vi løbende opdager nye sandheder sammen med hende.
Scorsese og Steven Spielberg er tilknyttet serien som executive producere, og man får da også en række nik til 1991-versionen med på vejen. Titelsekvensen byder desuden på et genlyt af den storslåede originale kendingsmelodi, som seriens komponist Jeff Russo desuden bygger videre på i scoret med grandiose blæsere og strygere. Det er for meget, men på den fede måde.
Det spiller godt sammen med seriens skarpt skårede look, hvor farverne nærmest springer ud af skærmen, mens både kameraet og klipningen hele tiden bidrager til følelsen af uro.
Derfor er det også ærgerligt, at seriens længde mærkes udmattende hen mod midten, når Toms og Annas arbejdsanliggender samt en håndfuld sidekarakterer begynder at sende plottet på afveje. Selvom der bliver samlet kyndigt op på spændingen igen siden, kan man godt sidde med fornemmelsen af, at 10 afsnit er lige i overkanten.
Antosca har dog stadig skuffen fuld af måder at holde dig på tæerne og etablerer tidligt forskellige varianter af overhængende utryghed: husets sikkerhedskameraer, der bliver ved med at glitche, døralarmen, som hele tiden går af, og en familie af døde stinkdyr, der pludselig flyder i familiens pool.
Derfra står plottets drejninger i kø, og på bagkant af ottende afsnit tegner tempoet heldigvis ikke til at falde i slutspurten.
Kort sagt:
Javier Bardem er frygtindgydende god i Apples nye seriefortolkning af ’Cape Fear’: en forbandet underholdende rutsjebanetur, som trods enkelte afveje sørger for at holde dig på tæerne.
Anmeldt på baggrund af de første otte ud af 10 afsnit.