’Toy Story 5’: Cute, klog og et stykke fra Pixars prime
FILM. Jeg elsker Pixar. Punktum.
Men de seneste år har jeg savnet det, de engang var bedst til: at fortælle skarpe, rørende historier, der gør komplekse følelser forståelige og subtil humor til en eftertragtet kunstform.
Derfor kommer det ikke bag på mig, at de endnu en gang vender snuden mod det børneværelse, hvor det hele startede.
For selvom den elskede ‘Toy Story’-franchise – der med sin første film i 1995 revolutionerede animationsindustrien og gav ikonisk liv til ikoniske figurer – har svinget i kvalitet, er det stadig et af de bedste universer nogensinde. Og selvom universet gennem tiden er blevet videreudviklet, er den tematiske kerne intakt.
Frygten for at blive glemt, være overflødig, forældet eller blive udkonkurreret af alt fra pubertet til smarte plastikdimser er nemlig fortsat gennemgående – faktisk mere tydelig end nogensinde – i denne ’toys vs. tech’-fortælling, hvor den fancy tablet Lilypad (’Past Lives’-stjernen Greta Lee) udgør den nyeste trussel.
Teknologien og alle dens devices har det som bekendt med at suge forbrugerens tid og fantasi, og selvom de sælges med catchy slogans, der lover at skabe forbindelser, har de lige så let ved at blive en kilde til eksklusion og cybermobning.
Ja, klassisk Pixar serveres virkelighedens udfordringer, så både børn og voksne beriges og berøres – alt sammen i en visuelt lækker pakke, der denne gang leger med nye greb og viser et andet POV.
For nu er det cowgirl Jessie (som altid dubbet af en veloplagt Joan Cusack), der er flokkens sherif. Og når hun ikke snaver og lægger forlovelsesplaner med Buzz (Tim Allen), har hun besluttet sig for at skaffe den generte Bonnie – legetøjets nye otteårige ejer – en ven. Altså en rigtig, analog én af kød og blod og akavede bevægelser.
Det afføder som forventet 47 udfordringer og ustyrlig ballade i trafikken, og heldigvis er det Oscar-vinderen Andrew Stanton (‘Find Nemo’ og ‘Wall-E’), der fører os sikkert gennem den hjertevarme historie om legelyst og generationskløft.
Eller… sikkert og sikkert. Der er et sidespor med en masse Buzz’ere, som rigtignok er sjovt og meget ’Toy Story’sk, men som forstyrrer, mere end det gavner.
Desuden savner jeg meget mere af Woody (Tom Hanks), der i forrige film valgte tilværelsen som heltemodig nomade med sin badass fårehyrde-kæreste Bo Peep. Han tropper gudskelov op som idealistisk, tyndhåret mansplainer, når lortet brænder ægte på, men han og alle de andre originale karakterer får slet ikke nok shine.
De nye, vi introduceres for – heriblandt en sassy batteridreven pottetræner med stemme af Conan O’Brien – er sjove, men præcis som Taylor Swifts rulletekstnummer er fint, kan intet slå Randy Newmans glimrende score eller legendariske ‘You’ve Got a Friend in Me’.
Selvom filmens moraliserende budskab er noget med, at det nye og det gamle skal kunne sameksistere (næsten) uden konkurrence eller valorisering, har jeg det altså lidt som Jessie: At det hele – i al fald Pixar – var meget bedre førhen.
Det betyder dog ikke, at filmen fejler. Tværtimod vil superfans og cinefile nørder sidde klar til at spotte de mange easter eggs og grineren callbacks, mens børnefamilier vil begejstres over en fortælling, der ret nøjagtigt skildrer medieforbrug og den digitale tidsalders pros and cons.
Men vigtigst af alt vil alle med bare en snert af sentimentalitet blive rørt af coming-of-age-værkets behandling af tab og begyndelser – og i øvrigt elske at genbesøge et af filmhistoriens bedste børneværelser.
Kort sagt:
Det er ikke Pixar-prime, men ‘Toy Story 5’ er en cute og klog fortælling til tiden.