Aldous Harding synger, som om gud har pålagt hende en mission. I Store Vega lykkedes den
KONCERT. Min yndlingsmystiker hedder Angela af Foligno, hun levede i det 13. århundrede, og helt overlagt ødelagde hun alt – sine ejendele, sin skønhed, sin familie – for at intet skulle distrahere hende fra Gud.
Hendes visioner var voldelige og euforiske, hun påstod både at have haft samleje med Kristus og at have oplevet hans korsfæstelse på egen krop, og når hun ville fortælle om dem, styrtede hun skrigende ind i kirken og overfaldt den skræmte præst, der gemte sig for hende bag skriftestolens forhæng.
Hun vaskede fødderne på spedalske og drak det forgiftede vand, isolerede, straffede, sultede sig selv, når fristeren var efter hende, og hun nedskrev det hele i rablende, dybt poetiske tekster, der vrimler med engle og dæmoner.
»I dag ville man nok spærre hende inde«, plejer folk at indvende, når jeg endnu en gang får forvandlet et middagsselskab til et foredrag om det sidenhen helgenkårede enigma. Men jeg er ikke så sikker. Jeg tror snarere, at hun i dag ville være Aldous Harding.
Sådan tænkte jeg i hvert fald i det øjeblik, den newzealandske indiestjerne begyndte sin magiske og dybt fascinerende Store Vega-koncert med titelsangen fra sit nye, enestående album, ’Train on the Island’.
Der stod hun og bevægede sig, ikke i takt til musikkens lokomotivrytmik, men snarere uden om den, som om takterne var forhindringer, hun prøvede at undgå, mens hun vendte det hvide ud af øjnene som Renée Falconetti i Dreyers ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’.
»I will have it in now / Illusion / Where’d you go? / Mommy said my inception was like eating a pearl / I blew all glass out the home / Reflections steal my mind«, lød de første tungetaleagtigt kryptiske ord, som blev leveret tøvende, som om de ikke var nedskrevet, men kom til hende i netop det øjeblik.
»Train on the island / Thought I heard it blow«, sang hun og nedstirrede publikum, som om det var et sted nede i menneskemængden, at hun havde hørt den illusoriske togfløjte.
Denne voldsomme intensitet bibeholdt hun gennem hele den halvanden time lange koncert, hvor sangene fra især ’Train on the Island’ var tornene i et musikalsk vildnis, man ikke kunne bevæge sig ind i uden rifter.
Hendes melodier er snørklede og kontraintuitive, små labyrinter, der kan være svære at finde ind til kernen i, men som er endnu sværere at forlade igen. Hun synger dem med et helt billedlotteri af stemmer: mørke, hviskende, vrængende, nasale, gutturale og overdådigt smukke.
På hendes plader har jeg ofte spekuleret på, hvor de stemmer kommer fra, men i Store Vega kunne man tydeligt se, hvordan hun forvrængede sit ansigt, ja, hele sin krop, for at fremmane det konstant skiftende sæt af karakterer.
Den uskyldsrene, niårige pige på, der synger skræmt mellem klapperslangerytmer og isnende stilstand på den foruroligende ’I Ate the Most’. Den dragende forførerske med tydeligt skumle intentioner på ’If Lady Does It’.
Selv når hun bare sad ned og spillede guitar – ja, selv mellem sangene, hvor hun i stilhed brugte ret så lang tid på at stemme den – var hendes mimik sprællevende, og der hvilede en sitrende, nærmest elektrisk aura omkring hende.
Aldous Harding er så dragende en figur, at det er let at glemme, at der overhovedet findes andre mennesker i verden, men ros skal også lyde til hendes oprigtigt fremragende band, der forstørrede dramaet i hendes sange, så det kunne mærkes i hele kroppen.
Det gjaldt trommeslageren, der på signatursangen ’Imagining My Man’ skiftede mellem køller og trommestikker og tilbage igen for hele tiden at variere sangens intensitet. Og leadguitaristen, der med tunge, gotiske riffs accentuerede det dybe mørke på ’Leathery Whip’, hvor Harding snerrer bidsk og vrænger hånligt af livets afstraffende læderpisk.
Det gjaldt de regndråbetunge klaverakkorder på den hjerteskærende sørgmodige ’Treasure’ og den countryklingende ’Venus in the Zinnia’, der ikke længere var sommervarm og afslappet som på pladen, men derimod ruskende og rocket.
Og så gjaldt det den hvirvlende harpesolo på ’What Am I Gonna Do’, der var så tryllebindende, at Harding selv lagde sig på gulvet enten i henførelse, i dissociation eller i overvældelse.
Jeg har ofte hørt og læst Aldous Harding blive kritiseret for ikke at ligne en, der nyder at være på scenen.
Det er muligvis rigtig nok, men forekommer mig også at være en misforstået kritik. Som den mystiker, hun er, synger hun ikke for sjov, men af nødvendighed. Som om en højere magt har sendt hende på en mission for at udbringe et budskab, vi endnu ikke har afkodet.
»Thank you for letting me be myself«, sagde hun på et tidspunkt. Budskabet var afleveret, nu må tolkningen begynde.
Kort sagt:
Aldous Harding var tryllebindene fra start til slut i en koncert, der var lige så gådefuld og endda ildevarslende, som den var musikalsk overdådig. Med en frygtløs brug af sin stemme og et vildt velspillende band ophøjede hun koncerten til et storslået mysterium, det er svært at slippe igen.