Uld
Spiller torsdag kl. 12.00 på Lagune.
’Fra en anden virkelighet’ hedder debut-ep’en fra norske Uld, og musikken lyder bestemt også sådan.
Trioens mystiske og dybt melankolske kombination af folkemusik og barokpop kunne nærmest kun stamme fra Norge, for den lyder som noget, der er groet sammen med de ældgamle, knortede træer dybt i de mørke skove.
Lydbilledet tegnes af klaver, harmonika og vokal, men lyder langt større end som så. Det føles bjergtagende på samme måde som havet, himlen, selve universet kan gøre det.
Er man tømmermændsramt, trist eller bare træt, når torsdag formiddag rammer, er her en norsk skovsø, man kan vaske sig ren i.
Til dig, der kan lide: At være i naturen. At få kuldegysninger. At flashe de norskkundskaber, du opbyggede ved at se ’Skam’ for 10 år siden. At tage esoteriske billeder af visne blomster og blafrende hvide lagner.
Mark William Lewis
Spiller fredag kl. 22.30 på Gloria.
Mark William Lewis’ selvbetitlede gennembrudsalbum fra sidste år udmærker sig ved at være det første ikke-filmrelaterede album til at blive udgivet af filmstudiet A24. Lytter man til musikken, er det ikke svært at forstå hvorfor.
Det er en kliché at beskrive musik som filmisk, men her er det uundgåeligt: Lewis skaber intenst atmosfæriske folkpop-dramaer, der knitrer som kornene på slidt celluloid og flimrer som en gammel projektor. Hans univers er en serie af sort-hvide fatamorganaer, lige så stramme og stilsikre i deres æstetik som filmene fra A24 er kendt for at være.
Netop derfor skal man finde vej til Gloria fredag aften. For at lade sig opsluge og henføre af de smukke billeder, Lewis fremmaner med sin guitar, sin mundharmonika og sin dybe baryton, og for en stund glemme, at resten af verden eksisterer.
Til dig, der kan lide: At se visuelt smukke arthouse-film. At blive fortryllet. Mundharmonika. Dybe, beroligende stemmer. At vende tilbage til campen og fortælle dine venner, at du har haft en »sanselig« oplevelse.
Folk Bitch Trio
Spiller fredag kl. 15.00 på Fauna.
Navnet trækker i to retninger på én gang: »Folk« lover noget stilfærdigt og akustisk, mens »Bitch« lyder som en bardiskussion, der er ved at eskalere. Det forvirrer efter sigende de bookere, der kun hæfter sig ved det første og venter sig folkemusik af den mere traditionelle slags.
I virkeligheden leverer de tre australiere fra Melbourne breezy indiepop med kant, et sted mellem Boygenius og Laura Marling, båret af trestemmige harmonier, der er mindst lige så charmerende, som sangene er hjerteskærende.
På debutalbummet ‘Now Would Be a Good Time’ forvandler de 20’ernes små tragedier – skæve forelskelser, venskaber, der smuldrer – til gribende harmonier. Men de synger om deres egen hjertesorg med et glimt i øjet. At være ynkelig og ensom er, som de selv siger, et fremragende sted at skrive sange fra.
Til dig, der kan lide: Trestemmige harmonier, der får nakkehårene til at rejse sig. At græde diskret bag solbrillerne. At ligge i græsset ved siden af én, du ikke behøver at sige noget til.
Snuggle
Spiller lørdag kl. 12.00 på Lagune.
Et band, der hedder Snuggle, bør lyde blødt og trygt. Og det gør den københavnske duo også. De pakker atmosfærisk dreampop ind i flossede guitarer, der aldrig bryder roen, kun forstærker den.
Andrea Thuesen har rødder i Baby in Vains rå rock, Vilhelm Strange i Liss’ sovekammer-funk. Sammen fandt de et fælles sprog et sted mellem 90’ernes shoegaze og noget langt mere sårbart – musik, der vugger som et skib, du håber aldrig lægger til kaj.
Allerede i 2024 gjorde de deres Roskilde-debut – endda før de havde et album ude – men siden fik vi sidste års debutalbum ‘Goodbyehouse’, der lyder som en drøm, man ikke helt kan ryste af sig dagen efter. Nu vender de tilbage med pladen i bagagen.
Til dig, der kan lide: Guitarer, der både kæler og skratter. At falde i staver, mens man glor op i en sky. At have det fint med at være lidt trist.
Shovel Dance Collective
Spiller torsdag kl. 19.00 og fredag kl. 13.30 på Platform.
Shovel Dance Collective henter sange og fortællinger fra den store britiske folkemusikskat – både tragiske, humoristiske, smukke og grumme – og bruger dem som byggesten i et unikt helende rum fyldt med varme og medmenneskelighed.
Kollektivets ni musikere bortmaner den støvede, museumsagtige aura, der godt kan omgærde traditionelle folkesange, og gør dem i stedet til en fællesnævner for queer-identiteter, stille politisk indignation og mangfoldighed. Her er både plads til at grine og græde, synge med og synke ind i stille meditation.
Nogle vil genkende flere af medlemmerne fra bandet Caroline, og ligesom det gælder dem, spiller Shovel Dance Collective sammen som et nærmest symbiotiske hele, hvor hvert et instrument – og hver en stemme, både de skæve og de skønne – sammenvæves til et hypnotisk landskab af lyd.
Til dig, der kan lide: Folk, der fortæller lange historier. At grine. At græde. Banjo. At være med i et fællesskab.