I et hav af IBM-thinkpads er hun en hjerteformet blok med tilhørende fjerbesat glimmerkuglepen.
På Ivy League-Harvards trimmede grønsvær, hvor folk praler med phd’er, »lesbiske mod spritkørsel«-protestaktioner, at Stephen Hawking stjal deres ideer i fjerde klasse, eller at de har tilbragt »de sidste fire år med at give forældreløse somaliske børn ormekur«, skiller Elle Woods sig ud. Hun og den elskede chihuaha Bruiser Woods er stolte »tvillinger i stjernetegn og vegetarer«. »Og sidste år blev jeg Homecoming Queen«, proklamerer hun stolt.
Hver eneste celle i Reese Witherspoons krop vibrerer af friskhed i ‘Legally Blonde’. Det er en uimodståeligt god præstation.
Alligevel er ‘Legally Blonde’ så godt som aldrig at finde på nogen som helst lister over nogle som helst af verdens bedste film.
Jeg medgiver, at den et sted som hos det britiske filmmagasin Sight & Sound nok ville stikke ud som fransk manicure på et moselig, men på den brede skala er manglen på anerkendelse uretfærdig.
Da Indiewire sidste år samlede det 21. århundredes 92 (!) bedste komedier, blev der ikke engang plads! Da vi selv kårede banebrydende film heller ikke.
En krank skæbne for en mainstreamkomedie, der var uhørt meget mere feministisk helstøbt end samtlige artsfæller omkring 2001, hvor villige blonde bimbo-stereotyper var metervare. En på mange måder åndelig forløber til ‘Barbie’, der som en ene lyserød svale fortæller historien om en (godt nok rig og hvid) kvindes bogstavelige dannelsesrejse.
Hvor mange chickflicks handler egentlig om at tage en af de længste videregående uddannelser, der findes? Ikke nok.
‘Legally Blonde’ er ironisk nok lige så undervurderet som sin egen blonde hovedperson, der stålsat på at generobre sin Kennedy-esque old money-kæreste, Warner Huntington »The Third« vil bevise, at hun rummer andet end sit perfekte ydre – og stalker/forfølger ham hele vejen fra den friske vestkyst til Harvard School of Law på den fisefornemme østkyst.
I disse dage er ‘Legally Blonde’ genaktuel, fordi hovedkarakteren Elle Woods får sin egen serieprequel på Prime Video, ‘Elle’, der handler om hendes »rejse gennem highschool og udforsker de formative oplevelser, der former hende til den ikoniske, selvsikre karakter«, vi kender fra filmen.
Ingen fortsættelse kan dog leve op til originalens pink perfektion. Derfor er det på tide at hylde den seriøst gode film, inden spinoffen forstyrrer dens arv (igen, efter toeren forsøgte med sin kæledyrskongres og hotdogædende Jennifer Coolidge).
»I’ll show you how valuable Elle Woods can be«, som det lyder fra playboy-bunny’ens egen mund.
»En Jackie, ikke en Marilyn«
Først i filmen bliver vi dyppet i en honningkrukke af piget søsterskabsidyl, hvor blonde lokker børstes, velplejede negle lakeres, og pedicurerede fødder træder ned i gyldne wedges med similistensbesatte hjertespænder.
Sangen ‘Perfect Day’ (ikke Lou Reeds) spiller. Sideløbende ser vi en af søsterskabets attraktive kvinder cykle over campus gennem hujende flokke af fratboys. En snedig krydsklipning mellem manden og kvindens blik på skønhed fra allerførste scene.
Søsterskabet Delta Nu fra det opdigtede California University i Los Angeles bliver skildret som en hjertelig om end ikke vildt intellektuel flok bier, et værdiskabende, hjælpsomt økosystem, der kredser om dronningen Elle. Et brev leveres personligt, som lykønskning inden hendes store drømmedate, hvor hun regner med at blive erklæret den kommende Mrs. Warner Huntington III.
Den plyssede virkelighed i søsterskabshuset, der har til formål at udklække kapable koner på omkring 22 år, brister dog med det samme.
Drømmefyren meddeler, at han skal giftes med en »Jackie, ikke en Marilyn«, hvis han efter familietraditionerne skal være senator, inden han fylder 30. »Jeg har brug for én, der er seriøs«, sagde han, længe før Logan Roy perfektionerede den sviner i ‘Succession’. Og det er ikke nok, at hun er »seriøst forelsket i ham«.
Det er dog afgørende at huske på, at ‘Legally Blonde’ i modsætning til kæresten Warner faktisk tager Elle Woods dybt alvorligt. Den synes ikke, at hendes »bryster er for store«, at hun er for uintelligent eller piget. Hele filmens humor og pointe spiller på omverdenens blinde fordomme mod »den dumme blondine«, symboliseret af netop førnævnte Marilyn Monroe.
Det betyder imidlertid ikke, at ‘Legally Blonde’ skal tages bogstaveligt som en film om, hvor hårdt det er at være en smuk blondine med ressourcer til en eliteuddannelse. Elle Woods er bare en opskruet candyfloss af alle, der larmer og går imod parnassets normer.
Frisørsalonens Sokrates
‘Legally Blonde’ brillerer især ved at lade heltinden insistere på at blive taget alvorligt på sine egne præmisser i stedet for at foretage en ‘Grease’-transformation.
Filmen starter med at være en historie om en kvinde, der ændrer sit liv og sig selv for en mand.
Undervejs bliver den akademiske tilværelse dog andet end en trojansk hest ind i ekskærestens hjerte – og i stedet bevis på, at viden er magt.
Uden at gå mere på kompromis med sin pinkagtighed end at udskifte notesblokken med en misundelsesværdig hvid y2k-macbook bliver Elle Woods klassens skarpeste, enestående forsvarer i en mordsag med en tidligere Delta Nu-fitnessguru i anklagestolen.
Hun springer ud som en anden Sokrates væbnet med reglerne for permanentkrøller og tidens (småproblematiske) homostereotyper som bevisførelse (»gay guys know labels!«).
Som en lyserød superhelt får hun også en god ven i den lokale neglesalon, Paulette Bonifante, spillet genialt af Jennifer Coolidge, hvis hund hun hjælper hende med at befri fra en ond eksmand (»I’m taking the dog! DUMBASS«) og indvier i forførelsestricket »the bend and snap«.
Samtidig udvikler Warners nedladende nye (mørkhårede) forlovede Vivian (Selma Blair) sig fra at være truet af Elles pinkhed til hendes allierede og bedste ven. Filmens største tabere er de mænd, der underminerer kvinder og holder fast i fordomme.
(En af dem er heldigvis ikke den Aristoteles-kyndige gigant David Kidney, spillet af ‘Longlegs’-instruktør Osgood Perkins, der som menneskelig bogstige for Elle leverer sit absolut bedste bidrag til filmhistorien).
Forud for sin tid
Hele virvaret af stolt selvseksualisering, kompromisløs glamour og manipulerende girlyness emmer mere af nyere tids fjerdebølgefeminisme, end Elle Woods egentlig passer ind i sin tids Gen X-ideal om powerkvinden, der slår patriarkatet i deres eget spil.
‘Legally Blonde’ er en tøsefilm, men heldigvis ikke en romantisk komedie. Der er en forkert (Warner) og en rigtig mand (Luke Wilsons undervisningsassistent Emmett), for omkring årtusindeskiftet var der ingen film om en kvinde uden en vis mængde heteroseksuel romantik. Faktisk sker det stadig kun engang imellem, når sol og måne står rigtigt på ‘Barbie’-himlen.
Men faktisk blev det betragtet som ret progressivt, at filmen ikke slutter med et kys (testpublikum brød sig ikke om, at det stjal fokus fra historien). I stedet ender det i en (senere Trump-plagieret) afgangstale om Aristoteles, fornuft og passion, hvor det i slutteksterne dog afsløres, at Elle lige om lidt bliver friet til af Luke Wilsons karakter.
Der blev også flirtet med en måske-lesbisk slutning (Elle og Vivian på Hawaii), en stor musicalafslutning og én, hvor Vivian og Elle begge er blonde og deler flyers ud for Harvards nye forening: »The Blond Legal Defense Club«. Sådan blev det ikke.
Heldigvis er samtlige 93 minutter af ‘Legally Blonde’ i sig selv ét langt forsvar for, at man skal være tro mod sig selv, ikke have en IBM-thinkpad, og at vejen til højesteret sagtens kan starte bag på en shampooflaske.
Naivt. Inspirerende. Fantastisk.
‘Legally Blonde’ kan ses på HBO Max, Prime Video og Viaplay.