Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion.
Så i denne artikelserie lader vi vores filmanmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?
HOT TAKE SUMMER. Der gik ikke længe, efter sådan cirka alle mennesker i hele verden var strømmet ind for at se spektaklet ’Avengers: Endgame’, før den kom krybende. Superhelte-fatiguen.
Mange fik nok af de kappeklædte, og det er på sin vis forståeligt. Men et af de allerstørste kritikpunkter har jeg svært ved at forene mig med. Jeg holder nemlig rigtigt meget af Marvels leg med multiverset.
Jeg hører til dem, der stadig følger trofast med i MCU, og jeg bestræber mig efter, at alt superhelterelateret underholdning på film og tv skal konsumeres. I perioder er jeg kommet voldsomt bagefter, men jeg forsøger så vidt muligt at indhente det tabte, når jeg har tid. For jeg synes, superhelte er vigtige.
Hvis du nu forventer en dybdegående kulturel analyse af hvorfor, må jeg skuffe dig, for det stikker egentlig ikke så dybt. Der bor bare en lille nørdet fanboy i mig, som ikke vil dø.
En genistreg
Den dreng kan godt lide de muligheder, multiverset fører med sig, og selvom det til tider er gået over gevind (jeg kigger på dig, ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’), er mine åbenlyse højdepunkter post-’Endgame’, når Marvel har sovset sig allermest ind i multivers-storylines.
Jeg var fascineret af den stilsikre ’Loki’-serie, og jeg var euforisk, da Tobey Maguire, Andrew Garfield og Tom Holland side om side bekæmpede skurke fra de gamle Sony-film i ’Spider-Man: No Way Home’.
Man kunne høre mig gispe højt ved synet af Wesley Snipes i ’Deadpool & Wolverine’, ligesom filmens brug af Chris Evans udløste brutal latter fra min stol.
Når man så ovenikøbet kan bruge multiversets magi til langt om længe at lade Channing Tatum gestalte en fremragende version af Gambit, er jeg på nippet til at kalde det en genistreg.
Mange kalder disse øjeblikke for fanservice, men jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det begreb skal bruges nedladende.
Jeg vil gerne serviceres. Giv mig så mange storladne cameos som muligt, tak!
En rørende smuk sløjfe
Når Multiverssagaen når sin konklusion med de to kommende ’Avengers’-film, spår jeg en gigantisk fest for fanboyssom mig.
Senere på året kommer ’Avengers: Doomsday’, og det er allerede bekræftet, at en stor del af de gamle X-Men optræder, ligesom Chris Evans vender tilbage – som Steve Rogers denne gang.
Som bekendt indtager eks-Iron Man Robert Downey Jr. desuden rollen som den ikoniske skurk Doctor Doom, og hvem ved hvilke overraskelser ’Doomsday’ og den efterfølgende ’Avengers: Secret Wars’ ellers har til os.
Jeg er overbevist om, at Marvel med de to film kommer til at binde en rørende smuk sløjfe på ikke bare knap 20 års MCU, men på hele studiets liveaction-katalog, siden de knækkede koden med ’Blade’ i 1998.
Alle kommer til at være der, og jeg kommer til at kaste mine hænder højt op i luften, hver gang en ny karakter toner frem på lærredet.
Jeg kender godt til den gamle sang om, at der ikke er nogen konsekvenser, hvis man bare kan hive afdøde karakterer tilbage til franchisen gennem et alternativt univers. Og hvis Marvel fortsat bruger multivers-genveje efter sagaens afslutning, bliver jeg måske også lidt træt af det.
Men indtil da nyder jeg alle de store øjeblikke, multiverset kan servicere mig med.