Ozzys helt særlige popnerve kom ikke til sin ret på Roskilde Festival

KONCERT. Problemet var aldrig Ozzy selv.

Den drengede, sylespidse vokal, der på kort tid har gjort ham til en af dansk popraps mest karakteristiske nye stemmer, blev leveret med imponerende overskud.

De overdrevne vokalfraseringer styrtede teatralsk op og ned, som de skulle, og de mekaniske dobbelttempo-vers piskede ubesværet af sted.

Derfor var det også en anelse bittert at overvære Ozzy sparke gang i Roskilde Festival på Eos under bagende sol. For den særprægede kvalitet i hans vokal kom ikke for alvor til sin ret med live-bandets tunge fremdrift og insisterende trommer.

Flere steder blev vokalen presset i lydbilledet i stedet for at svæve oven på det, og dermed forsvandt noget af den skrøbelighed og elegance, der ellers er hans største styrke. Tilbage stod et ret generisk liveudtryk.

Tilsæt et noget soldøsigt – men talstærkt – publikum, og så stod man med en vedvarende fornemmelse af, at Eos aldrig helt fik lov at mærke den bunke talent, der stod på scenen.

Som da ‘Ecstasy’ endelig fik publikum til at hoppe, og det var svært at ryste følelsen af, at klimakset lige så godt kunne have udspillet sig til en hvilken som helst anden poprap-koncert.

‘Samme side’ var også en anonym omgang, ligesom ‘Ikaros’ ikke fløj synderligt tæt på solen med det ultrakonventionelle drum fill-dyrkende r’n’b-udtryk, vi har hørt Artigeardit vinde på i lang tid efterhånden.

Måske var dét grunden til det tilbageholdende publikum. At man ikke helt opfangede det ellers unikke dna, Ozzy besidder.

Publikum kom for alvor i omdrejninger, da Thor Farlov kom forbi til den skønne drum’n’bass-cheatcode ‘Lad dig gå’. »Jeg tror ikke, I ved, hvor meget talent der er i den her fyr«, udbrød Thor Farlov bagefter.

Selvom TF nok mente det i spontan hyldest, var det også en ret præcis diagnose. For ja, talent er der nok af, og ret skal være ret, det viste sig også flere gange.

Som den nye single ‘Jordskælv’, der er et ultratungt, rage-inspireret synthmekka, der gik i perfekt ledtog med den tunge live-lyd. ‘Mit ord’ vandt også på en storslået intro, hvor live-udtrykket ikke var en ulempe, men en kæmpe gevinst, da Ozzy fraserede nogle teatralske vokaler.

Koncertens højdepunkt var ‘Skyggebokser’, hvor det herligt svingende popomkvæd og den svævende chorus-guitar gav plads til den følsomhed, der ellers ofte blev mast af bandets tyngde.

Og så giver det faktisk god mening, at Ozzy læner sig lidt tilbage i en konform indpakning med et bundsolidt omkvæd, som man har hørt dem mange gange før. Det fungerer bare live under eftermiddagssolen, og så har han en særpræget stemme, der alligevel gør det spændende.

Ozzy lykkedes med at bevise sit talent, ja. Men hans største kvalitet – den luftige, hyperdetaljerede popnerve – fik alt for sjældent lov til at trække vejret.

Og når den forsvinder, bliver Ozzy pludselig langt lettere at forveksle med alle de andre.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.