Roskilde Festival: På mange måder er Aphaca stadig et gymnasieband. Det er der noget smukt over

KONCERT. Aphaca er på rekordtid blevet hele Danmarks yndlingsband. De fire venner, der lærte hinanden at kende på Det Frie Gymnasiums grundskole, begyndte at udgive musik i 2019, da forsanger Rumle Kærså blot var 15 år.

Studenterhuerne havde knap nok samlet så meget som et enkelt støvkorn, før firkløverets melodiøse poprock fik så massiv raketfart, at de ubesværet har kunnet toppe hitlister og endda sælge Parken ud på fire dage.

Deres koncert på Orange Scene fredag nat står formentlig som deres til dato største koncert. Og til trods for at de har nydt en grad af succes, der ville få de fleste til at miste jordforbindelsen, har Aphaca ikke glemt deres rødder.

For på mange måder er Aphaca stadig et gymnasieband. Og det er der noget smukt over.

På Roskilde Festival bar de sig selv med en aura af beskedenhed, taknemmelighed og nærvær, der vakte minder om, da jeg selv i min gymnasietid tog i byen for at se koncert med bandet fra parallelklassen. Hvor man kunne mærke deres stolthed over at få publikum med sig – og hvor stoltheden smittede, for tænk engang, at vores gymnasium er i stand til det her.

Netop fordi Aphaca er så likeable, tænkte man ikke det store over, at guitarist Albert Rungs guitarspil måske var en kende derivativt, hvad end forlægget hed The Edge på ’Hvor kommer vi fra’ eller John Frusciante på ’Himmelskib’. Man tænkte over, hvor meget vellyd det bragte til et grundigt opbygget lydbillede.

Og ja, det kan godt være, at det var corny, da Kærså begyndte at dirigere publikum fra side til side under en lige lovligt Oasis-klingende udgave af ’En drøm om et menneske’. Men det var svært ikke at holde af, hvordan han lagde hele kroppen i at få folk med på at vifte deres hænder.

Aphaca ved godt, at deres tekstunivers kan fremstå decideret naivt, men de går hele planken ud, så man som publikum tør være med til at omfavne lyrikken.

Den planke blev vandret ved hjælp af pyroteknik, dramatisk gennemførte sangopbygninger og ikke mindst talrige gange »tak« til publikum fra Kærsås side. For ikke at glemme en vokaloptræden, der osede af nærvær og indlevelse nærmest uanset nummeret.

Havde jeg gerne været foruden forsøget på at pifte ’Klip klap sandaler’ op med et længere EDM-stykke? Ja, men de havde opbygget nok goodwill til at slippe afsted med det, og bandet havde på intet tidspunkt det mindste besvær med at få publikum til at hoppe løs.

Og så skal man da for fanden lade så ungt et band prøve nogle dumme ting af. Det er jo sådan, man bliver klogere. Også selvom man ret beset ikke længere er gymnasieelev.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.