KOMMENTAR. Det har i flere år været en kendsgerning – om end for nogle en svær én at sluge – at den rockmusik, som Roskilde Festivals arv hviler på, har indtaget en stadig mere marginal position i programmet.
I år var det dog ikke alene rockmusikken, men selve koncerten i traditionel forstand, der så ud til at være på tilbagetog. Roskilde Festival 2026 kan meget vel blive husket som året, hvor idéen om, hvad en koncert overhovedet kan være, for alvor har vist sig at være under forandring.
Fra Lily Allen, der opførte hele ’West End Girl’ som et ekstremt stiliseret teaterstykke – hvilket vil sige, at hun end ikke ænsede publikums tilstedeværelse før efter det store tæppefald til sidst – til TikTok-fænomenet Addison Rae, som med bind for øjnene mimede og dansede sig gennem et affekteret spektakel, der lignede en slags performativ metaleg med popkoncertens konventioner og klichéer.
Fra rappere som Ken Carson og EsDeeKid, der lod deres backingtrack gøre størstedelen af selve rap- og sangarbejdet, mens de koncentrerede sig om at facilitere rammerne for den ene moshpit efter den anden, til Cobrah, som leverede en grænsesøgende BDSM-performance, en slags seksuelt roleplay, hvor publikum måtte underkaste sig det svenske dominatrix-popfænomen.
For ikke at tale om danske Berg, hvis koncert var centreret omkring små, TikTok-agtige øjeblikke, der i højere grad virkede møntet på at blive filmet og delt end på at blive oplevet live på Dyrskuepladsen.
Helligbrøde på Orange Scene
Hver som én brød ovenstående koncerter med de gængse forventninger til, hvordan en festivalkoncert kan og bør se ud. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at flere af dem også hører til blandt de mest polariserende koncerter, jeg i hvert fald har oplevet på Roskilde Festival.
Mens Lily Allens koncert for mit eget vedkommende var den uden sammenligning mest gribende på årets festival, var den for mange andre et utilgængeligt mysterium, der intet havde at gøre på Orange Scene.
Og mens jeg selv opfattede Addison Raes koncert som et fascinerende tværsnit gennem de sidste 30 års popkultur i form af et storslået samtidskunstværk, var der – at dømme efter reaktionerne på min anmeldelse – mange, der betragtede det som en form for helligbrøde at lipsynce på Roskilde Festivals største scene (og at belønne det med fem stjerner for den sags skyld).
Ligeledes var der mange, der opfattede EsDeeKid og Ken Carsons rapfattige moshpit-kaos som produktet af uambitiøs dovenskab og en nærmest fornærmende ugidelighed fra hovedpersonernes side, mens andre fandt den fysiske voldsomhed berusende at opholde sig i.
Jeg er stadig i tvivl om, hvor jeg selv står, selvom jeg ikke kan løbe fra, at jeg var umådelig fascineret af det, der foregik, da EsDeeKid indtog Arena.
I Soundvenues reportage, hvor vi fik publikum til at kåre deres bedste oplevelser og største skuffelser, fyldte spørgsmålet om playback også en hel del. Der var dem, der udråbte Addison Rae til årets største skuffelse, netop fordi hun mimede, og dem, som fremhævede et band som Aphaca som årets bedste koncert af den simple årsag, at alt blev spillet live på rigtige instrumenter.
En vigtig samtale
Det tyder altså på, at vi lige nu står ved en skillevej. En række af tidens store stjerner har med deres Roskilde-koncerter delt folkestemningens vande med Moses-lignende effektivitet – ikke bare mellem generationer, som der ellers er tradition for, men mellem fundamentalt forskellige musik- og kunstsyn.
De, der lever på TikTok, har formentlig et helt andet syn på det at mime end dem, der ikke gør. På samme måde tror jeg, at koncerter med Ken Carson og EsDeeKid for en særlig gruppe af især unge mænd leverer noget, der ikke har så meget med musik at gøre, som det har med et nærmest urinstinktivt behov for at udtrykke sig voldsomt, aggressivt og fysisk i en digital verden, hvor kroppens sprog værdisættes væsentligt lavere end ordets.
Ulempen er, at koncerterne potentielt set holder op med at fungere som kollektive samlingspunkter. Jeg kender flere, der af hensyn til deres fysiske sikkerhed simpelthen ikke turde at tage til en bestemt type af rapkoncerter på årets festival, selvom de ellers var nysgerrige på musikken.
Det er sigende, at det store fællesskabsøjeblik på årets Roskilde Festival muligvis var, da TV-2 lørdag eftermiddag helede generationskløften med en nostalgitung hitparade. Der er ingen tvivl om, at mange yngre musikere splitter mere, end de samler.
Alligevel hilser jeg udviklingen velkommen. Som jeg skrev i min Lily Allen-anmeldelse, har jeg længe fundet det trættende, at koncerter kun anses for vellykkede, hvis de lever op til klichéen om at komme ud over scenekanten og helt ned til bageste række, og jeg har længtes efter nogen, der tør undersøge andre formater.
Det er der nu nogen, der gør. Meningerne er delte, men de samtaler, der kommer til at følge, tror jeg kan gøre os allesammen klogere på, hvad vi egentlig vil have ud af vores musikoplevelser. Tak til Roskilde Festival for at sætte den samtale i gang.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.