’Stuart Fails to Save the Universe’: Spinoff burde være et dovent pengemaskineri, men er faktisk underligt ambitiøs

SERIE. Der var nok ikke mange, der havde en ’Big Bang Theory’-spinoff med birollen Stuart Bloom (Kevin Sussman) som multiversets eneste håb på bingopladen.

Det er ellers ikke første gang, sitcomgiganten bliver udvidet. ’Young Sheldon’ blev et overraskende hit, og rygterne vil vide, at ’Georgie & Mandy’s First Marriage’ faktisk er blevet set af nogen. Der er trods alt kommet to sæsoner ud, og en tredje er på vej.

Men ’Stuart Fails to Save the Universe’ går i den stikmodsatte retning af de mere jordnære spinoffs. I stedet for endnu en ”goofy karakterer, der sidder på en sofa og snakker”-sitcom kaster den sig balstyrisk ud i alternative virkeligheder og ægte sci-fi.

Faktisk har jeg mest lyst til at skrive så lidt om serien som muligt, da den fungerer bedst, når man får lov til at opdage, hvor crazy (og dum) den er, i takt med at den folder sig ud.

Men her er udgangspunktet.

Civilisationen er brudt sammen i Pasadena – I ved, byen, hvor ’The Big Bang Theory’ foregår. Hvor Stuart driver den tegneseriebutik, som Sheldon, Leonard og resten af slænget ofte brugte som samlingspunkt. Nu render muterede monstre, gigantiske møl og zombielignende skabninger rundt mellem ruinerne, mens portaler mellem dimensioner fungerer som affaldsskakte. Og på en eller anden måde fungerer hverdagen stadig. Stuart lever i hvert fald et ganske fint liv der.

Men midt i anarkiet får Stuart besøg af … Stuart. En alternativ version af ham selv fra en anden dimension fortæller, at han er den eneste, der kan redde universet. Derfor skal han samle et hold og tage til Caltech for at forhindre undergangen.

Og et hold bliver da også samlet, som passende nok består af de karakterer, der altid har stået lidt i baggrunden: love-interesten Denise (Lauren Lapkus), den godmodige geolog Bert (Brian Posehn) og Barry Kripke (John Ross Bowie), der heldigvis stadig udtaler sine r’er som w’er.

Og så har vi Gary (Tommy Walker), som ofte ender med at dø. Og det er ikke en spoiler, for første afsnit hedder ’Spoiler: Gary Dies’. Faktisk er der spoilers i alle titlerne, som f.eks ’Dexys Midnight Runners Get a Royalty Payment’ og den fjerdemursbrydende ’We’re as Confused as You Are’.

Serien er ekstremt metatekstuel. Den bryder konstant fjerde væg, som Stuart selv pointerer ved andet møde med Gary: “You’re like a running joke in all this”.

Samtidig føles hele serien som et gigantisk tegneserieeksperiment. Lidt som når en superheltefilm sender sine karakterer ind i en alternativ virkelighed, som med ’Justice League: Flashpoint Paradox’. Hvilket egentlig er passende, når omdrejningspunktet er en tegneseriebutik.

Men – og der er et men – serien er stadig en dum som en dør-serie om kloge mennesker, der konstant forsøger at fremstå klogere end den er, som ’Big Bang Theory’ ofte bliver beskyldt for.

Eller rettere: Den er nu en dum serie om dumme mennesker, der tror, de er klogere, end de er – i en serie, der selv forsøger at lave samme nummer.

Og det er i virkeligheden småting der gør den relativt uklog. Jeg er hverken selv geolog eller kemiker, men serien omtaler på et tidspunkt natrium som som en sten. Det er et grundstof, der ret beset er et metal.

Men for at være helt ærlig er jeg ret sikker på, at skaberen Chuck Lorre er pisseligeglad med fakta og kritik. Hans serier har aldrig levet eller døet på deres videnskabelige præcision eller på lixtal for den sags skyld.

Ligeledes er humoren i ’Stuart Fails to Save the Universe’ barnagtig, simpel og ofte så let at gennemskue, at man kan se joken komme længe før den lander. Men samtidig er der noget mærkeligt fascinerende ved at se Chuck Lorre kigge tilbage mod sitcommens storhedstid, mens han samtidig forsøger at sprænge sin egen ramme.

Hvor Lorres tidligere serier – især ’The Big Bang Theory’ – fungerede som kærlige hyldester til sci-fi-kulturen, er ’Stuart Fails to Save the Universe’ en fuldblodig science fiction-serie.

Selv om serien lugter af endnu et forsøg på at holde ’Big Bang Theory’-franchisen kunstigt i live, er den langt fra et dovent reunion-projekt. Faktisk går den så langt væk fra originalen, at mange seere formentlig vil være i tvivl om, at den overhovedet er en ’Big Bang Theory’-spinoff.

Det er faktisk underligt ambitiøst. Og det skal Chuck Lorre altså have en ret meget respekt for.

---

Kort sagt: En ’Big Bang Theory’-spinoff om Stuart Bloom, der redder multiverset, er sjældent sjov, men langt mere mærkelig og ambitiøs, end en franchise-udvidelse har nogen ret til at være.